Stress og bureaukrati fik Kassandra til at opgive studierne

Problemerne startede i november 2009, da Kassandras mormor døde. De havde altid været tæt, og hendes død tog hårdt på Kassandra, der siden 2006 havde læst tysk og engelsk på Københavns Universitet (KU). Efterfølgende blev hun selv ramt af lungebetændelse, og hun var nødt til at melde sig syg til eksaminerne i januar.

Hun afleverede sine lægeerklæringer rettidigt og fik at vide, at de ville blive scannet og gemt elektronisk i studieadministrationens arkiver. Men så i efteråret begyndte hun pludselig at modtage breve om, at hun kunne risikere at blive smidt ud af universitetet, fordi hun var udeblevet fra eksaminer. Medarbejderne havde nemlig mistet lægeerklæringerne.

Og der dumpede flere breve ind i postkassen. Breve, der sagde, at hun ikke havde levet op til universitetets og SU-styrelsens aktivitetskrav, og at hun derfor skulle betale SU tilbage, og som gentog truslerne om udsmidning.

»Jeg var bange for at åbne min postkasse og fik hjertebanken, når jeg tænkte på universitetet. Jeg kunne ikke sove om natten, og kampen med administrationen tog al den energi, jeg skulle have brugt på studierne. I januar gav jeg op og indleverede min udmeldelsesblanket,« fortæller Kassandra Andersen.

Bureaukrati spændte ben

Den nu 26-årige pige nåede på grund af de mange administrative forhindringer ikke at få sin bachelor.

»Jeg overholdt deadlines, men administrationen spændte ben for, at jeg kunne komme videre med mine studier. Alligevel var det mig, der skulle bevise, at der var en grund til, at de ikke skulle smide mig ud, og at jeg havde ret til at være der. Selvom jeg forsøgte at læse fuldtid, blev jeg opfattet som spøgelsesstuderende.«

Kassandra fik blandt andet svært ved at få kurser taget på Tysk overført til sin engelskuddannelse. Efter at have ventet på svar på sin meritansøgning i fem måneder fik hun i efteråret 2010 uden nogen forklaring en mail om, at ingen af hendes fag kunne blive overført. På det tidspunkt var fristen for nye kursustilmeldinger for efterårssemestret for længst overtrådt, og Kassandra havde ikke forinden valgt fag, da hun ville afvente en afgørelse og svar om, hvor mange point hun ville få meritoverført. Sagsbehandlingstiden var dermed med til at forhindre Kassandra i at leve op til aktivitetskravene. Seks timer senere modtog hun imidlertid en mail om, at hun alligevel godt kunne få sine kurser overført.

»Det var meget utrygt med så forskellige udmeldinger på samme dag. Jeg har oplevet KUA som et sted, hvor ingen tager ansvar og i stedet bare sender en frem og tilbage og videre i systemet. Den ene ved ikke, hvad den anden gør, og simple ting tager ekstremt lang tid,« siger hun.

Alene mod kæmpestore KU

Senere på året meddelte det ene kontor til Kassandras store chok, at en af hendes eksamensopgaver i systemet stod til at være blevet afmeldt, selvom den var blevet afleveret, mens et andet kontor efterfølgende kunne berolige med, at den skam stadig var i systemet, og at hun var bestået.

En anden eksamen dumpede hun ifølge eksaminatoren på grund af rent formelle småting, som bare skulle rettes til. De aftalte, at hun skulle sende en revideret udgave, men inden studieadministrationen tog sig tid til at svare på Kassandras mail med anmodningen om at få lov til at følge denne plan, var hendes eksaminator rejst til USA for et år. Problemerne hobede sig op, og der var ingen hjælp at hente.

»Enhver sejr blev fulgt af et nyt problem og en endnu større nedtur. Ligesom Sisyfos følte jeg, at stenene blev ved med at rulle ned i hovedet på mig,« husker Kassandra.

Hun havde modsat mange andre studerende ingen akademisk baggrund at trække på, for hun var den første i sin familie til at starte på universitetet, og hendes forældre kunne ikke hjælpe med at få styr på sagerne og tale med instituttets medarbejdere. Kassandra stod alene med opgaven og følte sig magtesløs og fanget i et indviklet, stort og usamarbejdsvilligt system.

Dømt af administration og dårligt studiemiljø

Og administrationen hjalp ikke ligefrem med at bryde den sociale arv, mener Kassandra. I stedet fik hun en sagsbehandler, som hun skrev mails med og snakkede med for første gang, da hun i januar 2011 ringede for at fortælle om beslutningen med at melde sig ud.

»Her fortalte hun mig, at jeg også hellere skulle vælge en mellemlang videregående uddannelse, for det var vist det, jeg havde overskud til. Uden nogen sinde at have mødt mig,« siger Kassandra, som stadig bliver ked af at tænke på sagsbehandlerens grundløse dom.

»Jeg havde virkelig kæmpet og hverken kunne eller ville mere, men den udmelding skubbede mig helt ud over kanten. Jeg kunne slet ikke overskue mere.«

I hele forløbet havde Kassandra følt sig helt alene, og hendes situation blev væsentligt forværret af det manglende sammenhold på Engelsk, hvor hun ikke var del af en læsegruppe og ikke kunne tale med medstuderende om sine problemer.

»Jeg har altid været glad for at gå i skole, men nu var gnisten forsvundet,« siger Kassandra, som startede på universitetet direkte efter gymnasiet med håb om at blive professionel oversætter.

Psykisk restitution tager tid

Efter afskeden med KU gik der otte måneder, før Kassandra fik et job som pædagogmedhjælper.

»Jeg havde på den ene side brug for succesoplevelser og for at føle mig noget værd, og på den anden side var jeg nødt til at bruge tid på at komme mig og på at lave noget helt andet.«

Hun har nu brugt næsten to et halvt år på at bearbejde oplevelserne og er igen klar til at give studierne en chance. Til efteråret har hun søgt ind på Journalistisk og Humaniora på RUC. At læse om andre, der har været ude for det samme, og det faktum, at hun trods alt ikke har været alene om problemerne, har været med til at give hende troen på sig selv tilbage.

»Det er stadig bittert for mig i dag, og det kan godt gøre mig ked af det, at jeg var nødt til at droppe ud på grund af faktorer, jeg ikke havde 100 procent kontrol over. Jeg kunne have været kandidat i dag,« siger Kassandra, som har fulgt ivrigt med i den generelle debat på Uniavisen om mangel på service på KU.

»I lang tid har jeg følt mig som verdens største taber, men nu kommer alle disse historier frem, og det må jo bevise, at der også er noget galt med administrationen.«

Aldrig mere KUA

Helt sikkert er det, at Kassandra aldrig vender tilbage til Københavns Universitet, som for hende er blevet synonym med stress, bureaukrati og ensomhed. Hun glæder sig til gruppearbejdet på RUC og håber, at forholdene også ellers er anderledes.

»I fire år var jeg rigtig meget på KUA, og det blev mit andet hjem. Jeg følte mig hjemme der og har haft mange gode oplevelser med dygtige undervisere. Men administrationen ødelagde det hele for mig,« siger hun og giver sit gamle universitet et råd med på vejen, inden hun begraver striden for at starte på en frisk.

»Jeg ønsker for alle KU-studerende, at der skal ske nogle ændringer. Det skal simpelthen ikke være så hårdt at gå på universitetet.«

Kassandra har valgt at optræde anonymt. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

therese.hjorth@adm.ku.dk