Studenter kæmper mod præstestyre

Man kan holde børnene for munden, men man kan ikke forhindre dem i at råbe. Så selv om de religiøse autoriteter i Iran gennem næsten 30 år har forsøgt at tvinge landets systemkritikere til tavshed, nægter børnene af den Iranske Revolution at holde kæft, trit og retning.

Og siden revolutionen har især intelligentsiaen på landets universiteter været i frontlinjen, både som revolutionens bannerførere og som dissidenter. I 1979 væltede en bred alliance af islamistiske, demokratiske og marxistiske grupper landets monarkiske styre og sendte shahen i landflygtighed. Irans universiteter havde som samlingssted for intellektuelle og aktivister leveret en stor del af det åndelige stof revolutionen var gjort af. Og da revolutionen under ledelse af Ayatollah Ruhollah Khomeini i løbet af kort tid havde kørt de sekulære grupperinger ud på et sidespor, og dannelsen af den Islamiske Republik Iran var en realitet, blev kampen om universiteterne en væsentlig del af revolutionen. En kamp der stadig ikke er afsluttet i dag hvor idealer om demokrati, frihed og lighed dyrkes af de studerende på Irans universiteter som udgør en af de væsentligste oppositionsgrupper i landet.

»Universitetet besidder et stort revolutionært potentiale, og studenterbevægelsen har i mange år udgjort en vigtig politisk magtfaktor i Iran,« fortæller 22-årige Ali Yousefi, et fremtrædende medlem af den iranske studenterbevægelse, da Universitetsavisen møder ham i Teheran. »Det ved og anerkender regeringen, og myndighederne er begyndt at slå hårdere ned på de studerende efter valget i 2005,« siger han med henvisning til den nuværende præsident Mahmoud Ahmadinejads regering.

Fra revolution til opposition

Den nuværende studenterbevægelse har sine rødder i revolutionens første år. Kernen i bevægelsen er de såkaldte Anjoman-e-Eslami, studenterforeninger som blev dannet på alle landets universiteter umiddelbart efter revolutionen. I begyndelsen var foreningerne sammensat af studerende med tilknytning til den nye regering.

»Til at starte med var Anjoman-e-Eslami velopdragne og opførte sig ordentligt,« siger Ali med et smil der lader forstå at man med årene har tillagt sig dårlige manerer. »I 80’erne blev studenterforeningerne brugt til at rydde ud især i de venstreorienterede elementer på universiteterne.

Lige efter en revolution er det naturligt at de unge er meget euforiske, og regimet forstod at gøre brug af de religiøse unges energi«. Euforien nåede sit højdepunkt i november 1979 hvor en gruppe studerende besatte USA’s ambassade i Teheran og holdt 52 diplomater som gidsler i 444 dage. Gidseldramaet sprængte alle diplomatiske forbindelser mellem Washington og Teheran til atomer, og den amerikanske ambassade har været lukket siden. I takt med at den første generation af studerende forlod universiteterne, blev Anjoman-e-Eslami foreningerne imidlertid overtaget af studerende der var langt mere regeringskritiske.

»Op gennem 90’erne førte Anjoman-e-Eslami voldsomme debatter på universiteterne, blandt andet om hvorvidt islam var forenelig med demokrati, og med tiden fik de studerende mere og mere magt. I 1997 stod Anjoman-e-Eslami som det mest indflydelsesrige organ på universiteterne,« fortæller Ali Yousefi som udover at være medlem af en Anjoman-e-Eslami også har erfaring som formand og politisk ansvarlig for de studerendes centralkomité på landets mest prestigefyldte universitet, Sharif Universitetet.

I 1997 vandt den reformvenlige Mohammad Khatami en overraskende jordskredssejr ved præsidentvalget, og ifølge Ali var støtten fra de studerende afgørende for hans sejr. De første to år af Khatamis regeringsperiode nød reformister, demonstranter, pressen og borgere generelt langt større frihed end tidligere, og de studerende bakkede fortsat op om landets præsident. Det var imidlertid en støtte som skulle få skæbnesvangre konsekvenser for studenterbevægelsen.

Katastrofen

Khatamis valgsejr i 1997 var en sensation som hensatte landets konservative religiøse kræfter i en tilstand af chok. De skulle bruge et år før de samlede sig og slog igen. Over en længere årrække var omkring 80 kritiske forfattere, digtere og andre dissidenter blevet myrdet, og i 1998 kulminerede forfølgelserne da fem intellektuelle systemkritikere blev dræbt inden for to måneder. Mordene er senere blevet kendt som seriemordene.

Man fandt frem til de ansvarlige inden for regeringens egen efterretningstjeneste hvorefter præsident Khatami lugede ud i rækkerne. De skyldige blev arresteret, men på bemærkelsesværdig vis senere frikendt uden dom. De konservative kræfter følte sig irettesat efter præsidentens udrensning i sikkerhedstjenesten og ville have oprejsning. Og da en stor del af støtten til præsidenten var koncentreret på universiteterne, blev regnskabets time gjort op på Teheran Universitet.

De studerende havde altid været i stand til relativt frit at afvikle demonstrationer. Ganske vist under hetz fra basijis (religiøst paramilitær) og ledsaget af lejlighedsvise arrestationer, men intet så alvorligt som det der ramte studenterbevægelsen på 18. Tir i sommeren 1999 (Datoen 18. Tir i den persiske kalender svarede i 1999 til 9. juli).

Om morgenen blev den reformistiske avis Salam lukket ned af landets konservativt ledede domstol efter at have trykt nye beviser mod de anklagede for seriemordene året forinden. Samme aften myldrede studerende fra Teheran Universitet ud i gaderne og demonstrerede mod lukningen af Salam og til fordel for præsident Khatamis parti som udgav avisen. Som forventet blev talrige studerende arresteret.

Da natten faldt på, fik kollegiet på Teheran Universitet besøg af omkring 400 basijis bevæbnet med betonfliser og skydevåben som gik fra værelse til værelse og smadrede inventaret, trak pigerne efter sig ved håret og brændte værelser af mens de råbte religiøse slagord som ‘Allahu Akbar!’ (Allah er stor). Sovende studerende blev banket uanset om de havde deltaget i demonstrationen eller ej, og nogle blev smidt ud fra vinduerne på fjerde sal. Samtidig stod uniformeret politi og så til. Mindst to studerende blev dræbt (ifølge officielle tal; uofficielle tal siger seks dræbte), en studerende blev lammet, en anden mistede synet og over 300 blev såret.

I den følgende uge blussede demonstrationer op rundt omkring i Irans større byer, og flere tusinde blev anholdt. »18. Tir var et vendepunkt i studenterbevægelsens historie og selv om de fleste i bevægelsen i dag er for unge til at have oplevet angrebet på universitetet, har datoen stadig symbolsk betydning,« fortæller Ali Yousefi. Et af ikonerne for hele menneskerettighedsbevægelsen i Iran i dag er Ahmed Batebi som blev verdenskendt på et billede på forsiden af The Economist hvor han holder sin vens blodige t-shirt over hovedet.

18. Tir er imidlertid ikke blot symbolik, men var også dagen hvor studenterbevægelsen for alvor blev selvstændig. Efter angrebet på Teheran Universitet lovede præsident Khatami at de ansvarlige ville blive bragt for retten. Det skete aldrig. I stedet blev adskillige studerende arresteret ved de efterfølgende demonstrationer, og ingen er nogensinde blevet straffet for angrebet på kollegiet. Studenterbevægelsen følte sig forrådt af præsidenten og har ikke siden givet sin fulde opbakning til nogen regering eller præsidentkandidat.

En mangfoldig bevægelse

Alliancen med Khatamis regering var lidt blåøjet og en af studenterbevægelsens største fejltagelser. Det mener Parvin Ardalan, en af Irans mest fremtrædende menneskerettighedsaktivister. »Studenterne lagde alt for meget i hænderne på Khatami, og de led et alvorligt knæk,« mener hun. »Nu er studenterbevægelsen igen meget synlig og stærk, men det har taget mange år at komme tilbage«.

Parvin Ardalan er primært kendt for sit engagement i den iranske kvindebevægelse, et arbejde hun i 2007 modtog Olof Palme Prisen for. Kvinde- og studenterbevægelsen er de stærkeste oppositionsbevægelser i landet, og de hænger tæt sammen. Ikke mindst fordi universiteterne har givet kvinderne en mulighed for at være politisk aktive. Siden revolutionen er kvinder blevet stadig mere aktive i demonstrationer, og i dag er to tredjedele af landets studerende kvinder. Og på alle universiteter er der kvindebevægelser inden for den bredere studenterbevægelse.

»Det har været med til at gøre studenterbevægelsen mere mangfoldig, så den bedre afspejler samfundet,« mener Ardalan. Studenterbevægelsen er sammensat af mange forskellige grupper med Anjoman-e-Eslami foreningerne som de centrale. Derudover er de største de liberale og de venstreorienterede studerende. Især venstrefløjen er vokset de sidste par år efter at have været udsat for massehenrettelser op gennem 1980erne. Ifølge Ali Yousefi er størstedelen af venstrefløjen marxister eller leninister, og for manges vedkommende antidemokratiske. Og derfor har venstrefløjen et anstrengt forhold til landets menneskerettighedsaktivister, pressen og til resten af studenterbevægelsen. Eksempelvis får andre studerende juridisk bistand af advokaten og Nobelprisvinderen Shirin Ebadi, mens de venstreorienterede studerende er mere isolerede og har svært ved at få støtte i fængslet. Ali er ikke selv venstreorienteret, men har kommunistiske venner som for få år siden blev tortureret i fængslet. »Det var første gang i mange år at studerende blev udsat for tortur, men fordi de manglede troværdighed og forbindelser til medierne, kom historien ikke ud,« fortæller han.

Smag for frihed

Siden Mahmoud Ahmadinejad vandt præsidentvalget i 2005, har de iranske myndigheder slået hårdere ned på dissidenterne på landets universiteter. Overvågningen er taget til, og det samme er antallet af stikkere som fortæller myndighederne om deres politiske medstudenter. Ifølge Parvin Ardalan bliver de studerende arresteret mere end andre aktivister, og hun mener at de altid vil være meget udsat for angreb fra myndighederne.

»De unge har en stærk stemme, og de råber højt. Derfor vil regeringen altid forsøge at bringe dem i knæ. Samtidig er de studerende de mest radikale aktivister, og derfor er der mange der bliver arresteret,« forklarer hun.

I modsætning til mange andre politiske studerende har Ali Yousefi kun været arresteret én gang i et par timer, men han bliver jævnligt advaret om at det kun er et spørgsmål om tid før han bliver pågrebet. Alligevel har han ingen betænkeligheder ved at stille op til interview med Universitetsavisen.

»Vi gør jo ikke noget decideret ulovligt og vi har ikke noget at skjule,« siger han fortrøstningsfuldt.

I mange år hørte det internationale samfund ikke noget til den iranske studenterbevægelse. Indtil sidste år hvor studerende arrangerede en demonstration under præsident Ahmadinejads besøg på Teherans Polytekniske Universitet. De brændte billeder af præsidenten og råbte »død over diktatoren«. Knap 40 studerende blev arresteret og efterfølgende er næsten alle Anjoman-e-Eslami foreningerne over hele landet blevet lukket ned.

»Vi har altid fået lov til at demonstrere, men selv det bliver vi nu straffet for. Enten med fængsel eller ved at blive udelukket fra semesteret,« fortæller Ali som mener at studenterbevægelsen først nu er kommet sig over chokket fra 1999 netop fordi en ny generation af studerende er kommet til. Og til trods for myndighedernes forfølgelser har de nye studerende mindst lige så meget blod på tanden som tidligere, mener han.

»Årene under Khatamis regering ændrede alting. Vi så hvilken frihed vi burde have ret til. Samtidig blev grænserne åbnet, og med internettet blev samfundet langt mere internationalt,« forklarer Ali som dog ikke tør spå en ny revolution lige med det samme. Til det er de organiserede bevægelser stadig for små, mener han. Men herfra går vejen for landets reformkræfter kun fremad. »Når folk først har fået smag for friheden, er de meget svære at holde nede.«

ser@adm.ku.dk

Ali Yousefi optræder af sikkerhedsmæssige årsager under pseudonym. Hans identitet er redaktionen bekendt.