Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
TYVERIER – Pengeskabene er blevet hugget fra caféerne på to fakulteter på KU. Tyvenes udbytte er samlet op imod 20.000 kroner, men de studerende, der driver caféerne, er især kede af den usikkerhed, tyverierne har ført med sig.
Inden for to uger er ukendte gerningsmænd rendt med selve pengeskabene fra studentercaféerne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Samf) og Det Teologiske Fakultet (Teologi) på Københavns Universitet (KU).
På Samf var pengeskabet ellers boltet grundigt fast i væggen. På Teologi stod det frit – men vejede cirka 75 kg.
Begge steder stod skabene gemt væk bag låste døre, og for nogle af de studerende, der arbejder i caféerne, virker det underligt, at tyvene kun har brudt dørene op til de rum, hvor pengeskabene stod.
»Det er meget mærkeligt, for det er ikke ret mange, der ved, at vi overhovedet har et pengeskab,« siger Solveig Henriksen. Hun læser statskundskab på Samf og er med i koordinationsgruppen hos Café Kommunen, der brygger kaffe til hele fakultetet.
De økonomiske tab efter tyverierne på begge fakulteters studentercaféer er kun på nogle få tusinde kroner. Alligevel er eftervirkningerne mærkbare hos de studerende, der ulønnede driver dem til daglig.
»Vi holder meget af caféen, og det virker voldsomt, når nogen brækker døren op ind til pengeskabene. Jeg sad i min læsegruppe, da jeg hørte om det, og det her er noget, de studerende har talt om,« siger Solveig Henriksen.
Miljøet omkring cafeordningen på Samf bygger på tillid mellem brugerne og de frivillige medarbejdere. Den er nu erstattet af bekymring og skepsis, lyder det fra en anden studerende, der også er med i koordinationsgruppen hos Café Kommunen:
»Det er ærgerligt, at vi nu skal tage alle mulige sikkerhedsmæssige forbehold. Driften af caféerne har før i tiden bygget på, at alle selvfølgelig betaler for kaffen. Nu bliver man lidt foruroliget,« siger Anne Terp Kristophersen, der læser statskundskab.
De to frivillige har ingen sikker fornemmelse af, hvem der kan have gjort det, selv om de har tænkt meget over det.
Christian Erlandsen studerer teologi og har indtil for nylig været den økonomiansvarlige i bestyrelsen for Kældercaféen, der arrangerer Teologis fester om fredagen.
Ligesom andre på studiet har han tænkt over, om tyvene kom udefra eller studerer på Teologi.
»Lige efter indbruddet troede vi, at det måtte være nogle medstuderende, for tyvene er kommet ind via to døre ind til gården, der kræver kort, og gennem en tredje dør, der er låst med en nøgle. Da vi så fandt ud af, at de også er brudt ind i hele karréen og hos en boghandler ved siden af, gik det op for os, at de nok kom udefra,« siger han.
Alligevel fremstår tyveriet stadigvæk som lidt af et mysterium for ham.
»Tyvene tog det tunge pengeskab, men de tog ikke det stereoanlæg til 75.000 kroner, der stod lige ved siden af. Jeg synes, der er den hage ved historien, at de må helt tydeligt have vidst, hvor pengeskabet stod, og hvad de kom efter,« siger han.
På Samf skete indbruddet i weekenden den 17.-18. maj, mens det på Teologi skete to uger forinden, søndag den 4. maj.
På CSS fik tyvene fat i cirka 4.500 kroner, der lå tilbage fra de sidste to til tre dages omsætning.
På Teologi forsvandt cirka 6.000 kroner i kontanter. Desuden indeholdt pengeskabet Kældercafeens momsregnskaber og indsatsen til deres kasseapparat. Dertil en computer, nogle nøgler og nogle glemte iPods. I alt løber det op i 12-15.000 kroner, vurderer Anders Krog-Meyer, der er teologistuderende og medlem af bestyrelsen for Kældercaféen og er dens PR-ansvarlige.
Begge tyverier er anmeldt til politiet, men der er ikke sket videre i sagen.
På Teologi kører Kældercaféen videre. Den største skade består for dem i, at tyveriet har været besværligt.
»Nu mangler vi fx vores momsregnskaber. Jeg er glad for, jeg ikke skal sidde og rode med det problem til næste regnskabsår,« siger Christian Erlandsen.
På Samf er de gået i gang med at søge instituttet om penge til at dække udgifterne fra tyveriet.
»Vi håber og tror på, at vi får pengene, for de er jo også afhængige af kaffe. Forhåbentlig ender det ikke med, at vi skal tage mere for kaffen for at kompensere for tabet fra tyveriet,« siger Solveig Henriksen.
Indbruddet har desuden givet anledning til nogle overvejelser om fremtiden for studentercaféen. Hvis de fx indfører Mobile Pay via mobiltelefoner, slipper de godt nok for at have kontanter liggende, men så kan der opstå usikkerhed om, hvilke kunder der har lagt fire kroner for kaffen i skålen på caféens bardisk.
De er også i tvivl, om det giver mening at få et nyt pengeskab. De fik først ét for et års tid siden, efter at caféen havde været meget hærget af mange småtyverier med et alt for stort svind til følge.
»Men hvad gør vi, hvis vi køber et nyt og stiller det samme sted, og det også bliver stjålet?« Spørger Solveig Henriksen, der sammen med resten af bestyrelsen for Café Kommunen nu også skal finde ekstra penge til at købe et nyt pengeskab for.
anfj@adm.ku.dk