Studenterforperson: Gør op med den rundforvirrede uddannelsespolitik

(Det talte ord gælder)

Deres majestæt – kære minister – kære bestyrelsesformand – kære rektor – kære medstuderende og kære alle andre.

»Nedskæringer truer kvaliteten af vores uddannelser. Det er umuligt som ny studerende at få et sted at bo. Universiteterne minder mere og mere om pølsefabrikker. Sammenhængen mellem forskning og undervisning er under angreb. SU-systemet har stadig sine mangler.«

De ord indfanger i bred forstand tilværelsen som studerende i Danmark anno 2019.

I hvert fald hvis jeg selv skal sige det.

Uagtet den sobre præcision i beskrivelsen af livet som studerende i Danmark – måske særligt præcist som studerende i København – så er ordene hverken nye eller mine egne.
Langt fra faktisk.

Ordene, og beskrivelsen af studentertilværelsen, er Rasmus Okholms – der er en af mine forgængere. For 18 år siden i 2001 stod Rasmus på denne talerstol og startede sin tale ved selv samme højtidelighed med denne analyse og disse nøjagtige ord.

LÆS OGSÅ: Hvis universitetet skal tiltrække de bedste talenter, skal vi kunne inkludere alle

Vi står i dag i det herrens år 2019, og til de af jer, der som mig selv hverken har en ph.d. i matematik eller en matematisk studentereksamen, så har jeg tilladt mig at dobbelttjekke tallene.

Undlader vi at tælle Rasmus og mig selv med, så har der stået en studerende 17 gange og holdt tale fra netop denne talerstol ved en årsfest for Københavns Universitet.

17 gange er der blevet gjort status på tilværelsen som studerende.

17 gange har de samme grundlæggende problemer været omdrejningspunktet.

Og 17 gange har vi studerende tænkt, at nu må det simpelthen være sidste gang.

Nedskæringer, ringe boligmuligheder, pølsefabrikken, forskningsintegrationen under pres og et haltende SU-system var et problem i 2001. Det er et problem i dag – og det vil det formentlig også være ved næste årsfest. Desværre kan jeg kun sige.

Det er alle problemer og udfordringer, der i stadig større grad kendetegner tilværelse som studerende på Københavns Universitet anno 2019.

Og hvis I skulle være i tvivl om det – så kan jeg varmt anbefale at snakke med en af mine medstuderende til den efterfølgende reception.

Men der er også nye udfordringer, der fylder voldsomt meget i tilværelsen som studerende på Københavns Universitet i dag.

Jeg taler her om en enorm og desværre stadig stigende mistrivsel blandt studerende. Og så taler jeg selvfølgelig om klimakrisen, der udgør en konstant usikkerhedsfaktor og er en angstprovokerende del af tilværelsen for de fleste.

Jeg vil ikke gå nærmere ind i detaljen omkring udfordringerne fra Rasmus’ tale, men jeg har brug for at knytte lidt flere ord til de to nye elever i klassen.

En ny stor undersøgelse på Københavns Universitet viser at lige knapt halvdelen af mine medstuderende oplever fysiske stresssymptomer i dagligdagen.

Det er voldsomme tal, og stress og mistrivsel er en voldsom oplevelse for de der rammes.

De har hjertebanken, ondt i maven, nedtrykthed og koncentrations- og søvnbesvær.

Det er dybt uacceptabelt – og selvfølgelig skal vi studerende ikke have det på den måde.

Klimakrisen er heller ikke til at komme udenom.

Og skal man lytte til verdens førende eksperter på området er bekymringen også berettiget.

Omfanget af klimatruslen er så voldsomt, at den ikke kan undgå at skabe bekymring og usikkerhed – det er et nyt vilkår vil alle lever under. Og det er et vilkår der selvsagt rammer allerede pressede unge mennesker meget hårdt.

Omfanget af klimatruslen er så voldsomt, at den ikke kan undgå at skabe bekymring og usikkerhed – det er et nyt vilkår vil alle lever under. Og det er et vilkår der selvsagt rammer allerede pressede unge mennesker meget hårdt.

Men vi studerende er heldigvis ikke apatiske – vi griber i stor stil bolden – og vi forvandler afmagten til handling.

På så godt som alle fakulteter på Københavns Universitet er der i det seneste år opstået grønne foreninger med studerende der arbejder benhårdt for en grønnere fremtid.

Og rundt omkring i alle kroge og i alle hjørner af dette universitet kan man finde studerende der drømmer og kæmper for, at deres universitet og deres uddannelse kan ruste dem til at blive aktive problemknusere af klimakrisen – snarere end passive tilskuere.

Vi oplever lydhørhed bredt på universitet, når vi præsenterer nye grønne initiativer eller foreslår nyt input om bæredygtighed i vores pensum.

Og Københavns Universitet har ikke bare en interesse i, men et ansvar for, at støtte os studerende i vores drøm og vores kamp.

Det er de nye udfordringer.

Man kan jo undre sig over, at de helt basale udfordringer for tilværelsen som studerende som Rasmus så fint skitserede tilbage i 2001, ikke er blevet løst.

At studielivet ikke er blevet lettere.

Men at det derimod for mange er fyldt op med stress, ensomhed og klimabekymring oven i hatten.

Jeg læser statskundskab, og gennem mit studie har jeg lært, hvordan politisk konsistens og kontinuitet er afgørende afsæt for reelle og ambitiøse forbedringer og forandringer.

Desværre har uddannelsespolitikken siden 2001 ikke været kendetegnet ved politisk konsistens og kontinuitet.
Nok snarere tværtimod.

Uddannelsespolitikken i perioden siden 2001 beskrives bedst, som en serie af one-hit-wonders.

Fordi lige som der siden 2001 har stået mange forskellige studerende på denne talerstol, så har der også været et utal af uddannelses- og forskningsministre.

Siden Rasmus’ tale har vi som studerende og som universitet haft 9 forskellige ministre – altså en ny minister hvert andet år.

Det kan helt tage pusten fra en, og der er måske ikke noget at sige til, at tilværelsen som politiker – måske særligt inden for uddannelse og forskningsområdet – kan være rundforvirrende.

Så forstår jeg bedre, at man til tider kan glemme hvad man selv og ens partifæller har fået sagt – eksempelvis om videreførelsen af STÅ-løftet – men det kan jeg heldigvis godt huske …

Og det er faktisk et fremragende eksempel på manglende politisk kontinuitet i regler og rammer for vores universitet.

For sidst jeg indtog denne talerstol, var for et halvt år siden i anledning af Folketingsvalget.

Foran mig stod et panel af politikere bestående blandt andet af et daværende folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, der nu efterfølgende er blevet minister.

Ordstyrer og Dekanen på mit fakultet Mikkel Vedby Rasmussen spurgte panelet: »hvor mange synes STÅ-løftet skal gøres permanent?«

Til de uindviede, så er STÅ-løftet et løft af statens årlige tilskud til de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag. Hvis vi mister disse penge, betyder det at universitetet skal spare 70 mio. kr. årligt.

Undervisere vil blive fyret, studerende kan ikke længere garanteres bare 8 timers undervisning om ugen, og Københavns Universitet vil som konsekvens ikke længere være et universitet i verdensklasse.

Det var altså det løft politikerne skulle forholde sig til.

Og til min og resten af salens store glæde var alle politikerne i panelet enige om at gøre STÅ-løftet permanent.

Der var ingen tvetydighed at spore blandt nogen politikere … Før valget.

Der var ingen tvetydighed at spore blandt nogen politikere … Før valget.

Jeg ved godt, at der bliver holdt lange sommerferier inde på Christiansborg, og at ting ikke altid bliver overleveret helt tydeligt.

Men når så vi læser regeringens finanslovsforslag og ser, at STÅ-løftet ikke gøres permanent, at det end ikke fortsættes overhovedet, så er det et trist eksempel på den mangel på politisk konsistens og kontinuitet, som vi fortsat må trækkes med på universiteterne.

Jeg kommer til at så her igen næste år og gøre status på tilværelsen som studerende anno 2020.

Til den tid håber jeg vi har få brudt med de seneste års rundforvirrede og tumultariske tendenser for uddannelses- og forskningspolitikken.

Jeg håber vi er begyndt at formulere en ambitiøs, langsigtet og ikke mindst stabil uddannelses- og forskningspolitik.

Og så håber jeg særligt at se lige netop dig, kære minister – og at du sammen med os og universitetet vil skabe uddannelse i verdensklasse.

Så rådet fra os studerende til dig lyder:
Sæt en klar politisk ambition, tildel den nødvendige finansiering, indgå i løbende dialog og sparring og giv så ellers plads til, at hverdagens eksperter kan klare resten.

Sådan sikrer vi i fællesskab en udvikling i den rigtige retning.

Sådan løser vi problemerne vi studerende har prædiket om siden i hvert fald 2001.

Sådan skaber vi de studerende og det universitet Danmark har brug for – nu og i fremtiden.

Men ikke kun vores minister skal have en anbefaling med hjem i dag.

Når I alle kommer hjem fra dagens festligheder, og I på mandag tropper op på studiet, på kontoret, i ministeriet eller et helt fjerde sted, så håber jeg I vil huske på, hvordan det er at være studerende i dagens Danmark.

Jeg håber I vil tage vores erfaringer og vores anbefalinger til efterretning.

Der er brug for, at vi forpligter hinanden på det lange seje træk, hvis vi skal løse problemerne der kendetegner tilværelsen som studerende anno 2019.

Udfordringerne er store og svære, men de er bestemt ikke umulige at overkomme.

Reelle løsninger og forbedringer kræver, at vi alle holder øjet på bolden.

Lad os derfor slutte hvor vi startede – tilbage hos Rasmus i 2001.

Så – lad os forpligte hinanden på, at Rasmus’ ord ikke skal være den virkelighed vi lever i – hverken i år – eller næste år – men – at de ord – og de problemer – selvfølgelig – skal høre til – i historiebøgerne.

Tak for ordet.

(Talen blev holdt 8. november 2019 i Københavns Universitets festsal på Frue Plads).