Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Bevægelse på budget — Det gavner hovedet at bevæge kroppen. Derfor opstod en forening for studenteridræt i 1918. I dag er der over 100 forskellige hold, de er til at betale på en SU, og alle er velkomne. Uniavisen sendte en kandidat i marken for at prøve tre af dem.
Morgenlyset glimter dovent på overfladen af klorvandet, da jeg bliver bedt om at tage en pool boy mellem benene. Hvaffornoget, tænker jeg, og træneren aflæser hurtigt mit perplekse ansigtsudtryk. »Det er de skumgummiklodser, som ligger her på kanten,« siger han og peger på det, der i virkeligheden hedder pull bouys og har til formål at støtte svømmerens ben i vandet under svømmetræningen.
Klokken er lidt over syv en tirsdag morgen, og jeg befinder mig i svømmehallen på Institut for Idræt og Ernæring på Nørre Allé. Vækkeuret ringede tidligt, fordi jeg i dag er på en mission: Jeg skal deltage på så mange idrætshold som muligt i løbet af en enkelt dag.
KSI står for KU Studenteridræt, der faciliterer idrætsundervisning for KU-studerende, alumner og andre interesserede. De har imidlertid kun holdtræning uden for universitetets almindelige åbningstider, og det betyder, at jeg i dag skal tidligt op og sent i seng for at nå det maksimale antal på en dag, nemlig tre. Mit program byder på svømning fra syv til otte, bouldering fra 16 til 18 og hiphopdans fra 18.30 til 20.30.
Tilbage i svømmehallen retter træneren, Søren Hammerich, på min vejrtrækning, da jeg kommer forpustet tilbage efter to baners crawl. »Du skal bare dreje hovedet, når du skal op og have luft. Du skal ikke løfte nakken, for så svajer du for meget i vandet.« Javel, mumler jeg forpustet og skeptisk. Men efter få forsøg med at dreje hovedet, kan jeg mærke, at det faktisk letter mit flow i vandet.
De næste fire baner skal svømmes med såkaldte S-tag, hvor man bevæger armene i zigzag-bevægelser. Selvom vi er blevet instrueret i at gøre det langsomt, begynder mælkesyren at nive i mine triceps. Jeg havde ellers med stor selvtillid tilmeldt mig holdet for letøvede i stolt erindring om at være blevet placeret på det gode svømmehold tilbage i folkeren.
Min farmor og farfar grundlagde studenteridrætten på Københavns Universitet
Pusterummet giver mig dog anledning til at foretage en demografisk analyse af dagens svømmehold, hvilket kan være en prekær øvelse. Jeg nøjes med at notere mig, at der i min bane mestendels er unge mennesker, som jeg skyder til at være studerende, mens der i de øvrige baner er flere rynker og grå hårstrå. De gamle skyder klart den hurtigste fart.
Søren Hammerich fortæller, at dagens svømmehold er sat sammen af to forskellige hold, de letøvede og de rutinerede. Og han bekræfter mig i, at der er flest studerende på det letøvede hold, mens det rutinerede hold består af KU-alumner, som har svømmet sammen i årevis. »Vi plejer faktisk altid at få en kop kaffe sammen i HCØ’s cafeteria, hvis du vil med bagefter,« siger han. Det vil jeg meget gerne. Tanken om varm kaffe og fornyet vejrtrækningsteknik får resten af træningen til at glide lettere.
I omklædningsrummet får jeg anledning til at tale med andre deltagere. En har læst datalogi på KU i det forrige årti og har hængt ved KSI lige siden. En anden blev færdig med statskundskab sidste år og svømmer nu sin anden sæson. Ude ved cykelstativerne fanger jeg en ung kvinde, som jeg delte bane med. Hun er lige ved at blive færdig som skov- og landskabsingeniør fra KU’s sagnomspundne skovskole. Det er det første KSI-hold, hun prøver, og det passer hende glimrende, fordi det er billigt, og fordi hun altid gerne har villet blive bedre til at svømme. Men nu skal hun på arbejde, så hun haster videre på sin halvslidte racer.
Jeg kommer i tanke om min kaffeaftale og bevæger mig gennem Nørre Campus. Solen står nu vinkelret over Fælledparken, og jeg misser mod den med mine klorøjne. Jeg går forbi tennisbanerne, hvor et par morgenfriske spillere står i wimbledonhvidt og øver baghånd.
Gennem en automatisk døråbner træder jeg ind i på formlernes højborg: H.C. Ørsted Institutet, og jeg konstaterer, at allerede klokken 8:30 er fysikere og kemikere i gang med at vinde den næste nobelpris. Gad vide, om de er stået op endnu ude på KUA?
Mellem tavlerne og de travlt optagede formelknusere finder jeg cafeteriet, hvor svømmetræneren sidder med to fra holdet. »Vi plejer at være flere,« siger Søren Hammerich, der fortæller, at de somme tider kan fylde et helt langbord.
Til venstre for mig sidder en gravid kvinde, som har været aktiv KSI-bruger i over ti år. Hun nipper lidt til sin medbragte myslimorgenmad, mens hun fortæller, at hun begyndte at danse burlesque og siden både har gået til mountainbike, løb og morgentæsk, mens hun i dag holder sig til krydsfit og svømning.
Sammen med træneren sidder der sammenlagt fem årtiers studenteridræt omkring bordet. Jeg spørger, hvad det er ved KSI, som gør, at man kan blive hængende så længe. Det er der mange bud på. Gode trænere og gode tidspunkter. De lave priser bliver også fremhævet.
Og så er der sammenholdet. På det rutinerede svømmehold er der så mange gengangere fra år til år, at det efterhånden føles som en klub. Nogle har svømmet på samme hold i 30-40 år, og alle tre smiler ved tanken om en pensioneret læge på 75 år, som efter sigende har et meget lavt medlemsnummer hos KSI.
Kvinden sidder eftertænksomt et øjeblik og tilføjer så, at den vigtigste årsag til, at hun bliver ved med at vende tilbage, er den efterfølgende kaffe og sludder i cafeteriet. I løbet af de sidste ti år har hun været tre vidt forskellige steder i sit liv. Først som studerende, siden som job-søgende og nu i arbejde. Men en konstant i alle de perioder har været hendes KSI-træning.
Hamsterhjulet kalder, og kaffeselskabet bryder modvilligt op. Med rumlende mave begiver jeg mig ud på Nørre Allé og cykler mod redaktionen i Indre By. Jeg minder mig selv om, at jeg skal spise en stor frokost, så jeg også kan klare eftermiddagens træning. Efter kaloriebalancen er genoprettet, ringer jeg til Jacob Christian Bertram for at blive klogere på studenteridrættens historie.
I 2018 udgav han bogen En sund student til alle tider i anledning af hundredåret for studenteridræt på Københavns Universitet. Han tager mig med tilbage til 1918, hvor hans farmor og farfar grundlagde studenteridrætten på Københavns Universitet, der dengang hed Universitetets Studenter-Gymnastik (USG). Siden er studenteridrætten løbet i en direkte blodlinje gennem hans far og til ham, og de to har sammenlagt har været aktive i foreningen i over 50 år.
I 1918 stillede det nyoprettede studenterråd krav om, at universitetet skulle tilbyde et alternativ til de stillesiddende studier, og det blev imødekommet. I begyndelsen kunne man kun gå til gymnastik, og det kostede hele 50 øre om måneden. Til gengæld var der brusebad med i prisen. To år senere kunne kvinderne også få sved på panden, og det foregik på særlige kvindegymnastikhold, hvor Jacobs farmor underviste.
Siden kom håndbold og svømning til, og USG var blandt de førende håndboldklubber dengang. Efter krigen steg antallet af sportsgrene markant, og Jacob Christian Bertram fremhæver især basketball, som faktisk blev introduceret til Danmark gennem USG. Den sport har været den røde tråd i Jacob Christian Bertrams egen idrætshistorie.
Han begyndte allerede at spille basketball som 14-årig i USG’s ungdomsafdeling og fortsatte, da han blev indskrevet på jurastudiet, hvor han undervejs blev formand for basketballforeningen. I 1999 afsluttede Jacob Christian Bertram studierne, men har siden været tilknyttet foreningen som både dommer og træner i basketball.
Jeg får følelsen af, at jeg sidder og taler med studenteridrættens arvtager, og at foreningens fremtid også hviler lidt på hans skuldre. Jeg spørger derfor, hvad der skal til for, at studenteridrætten på Københavns Universitet også kan fejre 200-årsjubilæum.
Historisk har KU Studenteridræt haft succes med at følge med tiden og være åben for, hvad der rører sig i det omkringliggende samfund. I dag er det sådan, at man kan møde op på KSI’s kontor på Nørre Alle og foreslå, at der skal være et hold med
Men, tilføjer Jacob Christian Bertram, foreningen er afhængig af, at universitetet fortsat bidrager med fysiske og økonomiske rammer, hvis studenteridrætten skal overleve på KU.
Uret viser, at jeg er ved at komme for sent til min boulderingtræning kl. 16. Med historiens vingesus i ryggen krydser jeg Søerne med kurs mod Nørre Campus. Denne gang foregår træningen i den store gymnastiksal i KF9-hallen, og jeg finder mit hold langs en overdådig klatrevæg i den ene ende af salen.
Bouldering er en klatresport, hvor man typisk klatrer på store sten eller lave klatrevægge, og hvor det eneste sikkerhedsudstyr er madrasser. Denne væg ligner en stor mosaik af greb, og jeg kan ikke gennemskue nogen systematik. »Det er en kaosvæg«, siger træneren, da jeg spørger. »Der er ingen regler eller systematik, og man skal bare finde sin egen vej«.
Vi stiller os i en rundkreds. Alle lader til at være studerende. Der er en jovial stemning i cirklen, og der bliver talt løst og fast om eksaminer og sommerferieplaner. Nu er det tid til, at vi skal op på væggen, og i den første øvelse skal vi klatre travers, hvilket vil sige, at vi skal krydse væggen på tværs. Så snart jeg løfter mig op på væggen, kan jeg mærke armtagene fra i morges. Åh nej, tænker jeg, men får så fat i nogle bedre greb, og jeg begynder at ane fordelene ved kaosvæggen, hvor man hele tiden kan finde et nyt og bedre fæste. Vi gentager øvelsen, det går endnu bedre, og jeg bliver helt høj af succesen.
Det var imidlertid kun opvarmningen, og det bliver jeg mindet om, da træneren går hen til et panel ved væggen og trykker på en knap. Langsomt og med en lyd, som leder tankerne hen på kraner og byggepladser, begynder klatrevæggen at sænke sig. Den fortsætter og deler sig i to. Godt så. »Nu skal vi klatre overhæng,« siger træneren.
Bedst som jeg tror, træningen er slut, bliver der fundet håndvægte, kettlebells og sjippetove frem
»Nu skal I glemme alt, I har lært indtil videre, for når man klatrer overhæng, gælder andre regler,« siger træneren, mens hun går hen og tager fat i væggen. Klatring handler langt hen ad vejen om at have styr på sit tyngdepunkt. På en lige væg gælder det om at have kroppen så tæt ind på væggen som muligt for at aflaste arme og ben. Men på en skrå væg er det for hårdt for armene at have kroppen ind til væggen, så derfor skal man i stedet forsøge at »have lange arme« og hænge som en abe.
Sådan øver vi forskellige teknikker i en times tid, og jeg tænker, at man i denne sportsgren konstant balancerer mellem succes og fiasko. Det ene øjeblik kan man være euforisk over at nå endnu et skridt op, det næste ligger man fladmast på madrassen. Til sidst hæves væggen til en mere menneskelig vinkel, og vi slutter med friklatring, hvor succesraten er højere. Men trætheden i arme og fingre begynder at sætte ind, og også huden begynder at blive tyndslidt.
Bedst som jeg tror, træningen er slut, bliver der fundet håndvægte, kettlebells og sjippetove frem. Styrketræning er nemlig mindst lige så vigtig som øvelserne på væggen, så vi afslutter med 20 minutters intens cirkeltræning.
Efter træningen får jeg en forpustet snak med to fra holdet. Den ene læser økonomi på KU, den anden studerer matematisk modellering på DTU. De siger samstemmende, at det er meget federe at træne hos KSI end i de populære boulderingklubber rundt omkring i byen. Den økonomistuderende bemærker, at prisen er meget lavere her, men tilføjer at der desuden er medlemsstop i mange klubber, fordi klatring er en kæmpe hype.
Jeg når også at få en snak med træneren, som hedder Tilde Ejsing og er kandidatstuderende på Psykologi. Hun begyndte selv til klatring som KSI-elev, blev siden frivillig og endte med at tage en træneruddannelse. En ting, hun er særligt glad for, er turene til Sverige, hvor man med medbragte madrasser klatrer på vaskeægte kampesten.
Der er en halv time til mit næste hold, så jeg sætter mig på en bænk uden for hallen og damper lidt af. Jeg fylder kulhydrater på tanken i form af to myslibarer og går ind i den gamle bygning, hvis nederste etage huser hallen, hvor jeg svømmede i morges. Men denne gang går jeg op ad trapperne til den øverste etage, som åbner ud til en stor dansesal. Klokken er 18.30, og jeg er nået til dagens sidste hold: Hip Hop Dance.
Mens vi venter på, at et ballethold skal blive færdig, får jeg en sludder med dansetræner Thora Mjoll Josepsdottir, der læser litteraturvidenskab på KU. Hun spørger, om jeg har danset meget. Det kan jeg afvise, men jeg fortæller hende om min mission, og at jeg har været mest nervøs for dansen.
Balletten slutter, og vi træder ud på gulvet i den imposante dansesal. Gulvet er lystlakeret træ, og omkring os hænger malerier med abstrakt kunst i forårsfarver. Rummet indhylles i sommeraftenlys fra store vinduer, hvorfra der er udsyn til hele Nørre Campus. Der er seks andre på holdet, som taler engelsk sammen, måske er de udvekslingsstuderende.
Vi tager plads ude på gulvet. Træneren sætter en hiphopsang på anlægget med en tung bas og en lilletromme, der slår som en pisk. Hun træder ud foran holdet, vender ryggen til og begynder at danse langsomt til musikken. Holdet begynder straks at efterligne hendes bevægelser, og jeg forstår, at opvarmningen er en slags kongens efterfølger.
Der går ikke mange takter, før jeg kan mærke, at jeg er på dybt vand. Som primær udøver af fodbold og øvrige mekaniske maskuline legemsøvelser à la USG 1918, indser jeg, at der er dele af min krop, som jeg simpelthen ikke kan bevæge på samme måde som træneren. Resten af holdet følger trop, og jeg anstrenger mig for at holde trit.
I perioder fanger jeg den, hvor jeg kan mærke, at mine trin passer til musikkens takter. Det udløser en fed fornemmelse af, at krop og musik går op i en højere enhed. Men oftest er jeg på herrens mark og lykkelig, hvis jeg sætter en fod korrekt.
Efter en kort vandpause tager Josepsdottir fat på ny, denne gang i et hæsblæsende tempo, som får opvarmningen til at ligne en slow dance. Jeg halser efter og er for alvor udfordret. Det lykkes at sætte fødderne rigtigt, men så er det meningen, at der skal foregå noget helt andet med overkroppen. Min hjerne forsøger at skabe en forbindelse mellem de to halvdele, men uden held.
Jeg sætter mig ud til siden for i stedet at observere træningen. Træneren bygger videre på koreografien og viser de næste trin. Først langsomt, så hurtigt og endelig med musik. Det forbløffer mig, hvordan de fleste på holdet kun skal se trinnene tre gange, før de kan. Der er brede smil, hver gang nogle nailer den. Glæden er smitsom i det lokale, tænker jeg, mens jeg revurderer mit forhold til dans. Det er meget sværere og meget sjovere, end jeg troede.
Timen slutter, og klokken er blevet 20.30. Jeg cykler hjem gennem et lunt København. Svedig, udmattet og med kæmpe optur på.