Studenternes demokratiske problem

STUDENTERVALG
Denne artikel er til præcis 12,2 procent af Københavns Universitets studerende. Men den burde være for mange flere.

12,2 er nemlig stemmeprocenten ved det netop overståede valg af studenterrepræsentanter til KU’s bestyrelse og derfor – hvis man skal dømme ud fra valgdeltagelsen – procentdelen af studerende der går op i de studerendes vilkår på Københavns Universitet.

Årsagerne til den lave valgdeltagelse kan være mange. Måske er afstemningsformen med brevstemmer forældet og kræver en revurdering. Måske har bestyrelsen ikke været god nok til at gøre opmærksom på sit arbejde. Og det har nok heller ikke hjulpet at man fra universitetets side har valgt at lægge valget henover jul og nytår hvilket har umuliggjort en reel valgkamp ude på institutterne.

Men måske kan hovedårsagen til det lave engagement findes hvis man gransker den stemmeseddel alle studerende har fået tilsendt. Den viser nemlig at 14 ud af valgets 17 lister og 89 ud af 119 kandidater er samlet i et eneste valgforbund under Studenterrådet hvilket de facto gør det umuligt for de resterende tre lister at blive valgt. En hurtig optælling viser et valgresultat der kunne være en tidligere sovjetrepublik værdig: 80,4 procent til Studenterrådet. 19,6 til resten.

De aktives demokrati
Reformklubben er navnet på den studenterpolitiske liste der siden 1999 har kæmpet for at bryde Studenterrådets magtmonopol. At listen kun fik 282 ud af 4.009 stemmer – syv procent – kommer ikke bag på Cathrine Holm Frandsen der var en af listens topkandidater til bestyrelsen.
»Vi var godt klar over at vi ikke ville få en plads i bestyrelsen, vi er meget realistiske omkring vores formåen. Men vores valgforbund med Grøn Agenda og Juridisk Diskussionsklub fik altså en femtedel af stemmerne. Vi fik vist at der er en anden måde at føre studenterpolitik på end Studenterrådets,« siger Cathrine Holm Frandsen.

Formanden for Studenterrådet, David Salomonsen, kan ikke se det demokratiske problem i det stærke valgforbund selvom han medgiver at Studenterrådets topkandidater har en »væsentlig bedre chance for at blive valgt« end deres modkandidater. Det er trods alt stemmerne der giver valg, ikke valgteknikken, minder han om.
»Valgforbundet sikrer at det ikke altid er de store studier der får deres repræsentanter valgt ind. Det er de enkelte fagråd der i Studenterrådet sammen finder ud af hvem de stiller op som topkandidater. Alternativet vil være at det altid er en jurist og en mediciner der bliver valgt. Jeg er helt sikker på at dette er den mest demokratiske måde at gøre det på,« siger David Salomonsen.

Hvis man vil have medbestemmelse over hvem der skal vælges som Studenterrådets topkandidater, må man møde op til Studenterrådets generalforsamlinger. De er åbne for alle og den direkte vej til demokratisk indflydelse. Det giver alle studerende mulighed for at få indflydelse selv om de alene bruger én aften årligt på studenterpolitik, mener David Salomonsen.

68-stilen fungerer ikke
Men det er netop dette direkte demokrati Cathrine Holm Frandsen og Reformklubben vil gøre op med.
»De aktives demokrati er en smuk tanke der ikke fungerer. Studenterrådets politik besluttes af de folk der møder op på plenummøderne – eller ’plenumhelvederne’ som vi kalder dem – og de kan umuligt varetage alle studerendes interesser, selvom de siger de gør det. Direkte demokrati som Studenterrådet praktiserer, fungerer kun hvis 500 mennesker møder op til plenummøderne. Nu kommer der kun 50, og derved bliver politikken flydende og ad hoc. Det er ikke demokratisk legitimt,« siger Cathrine Holm Frandsen.

Hun mener man må erkende at direkte demokrati ikke fungerer blandt dagens unge der ikke kan se den helt store pointe i at engagere sig i studenterpolitik. I stedet bør studenterpolitikken bygges op om det indirekte demokrati – hvor politikerne fremlægger deres politiske ideer og så lader de studerende tage stilling til dem når der er valg. Gør de ikke det, er det umuligt at finde ud af hvad de enkelte politikere vil. Og så forsvinder de studerendes interesse helt, både for det direkte og det indirekte demokrati.

Man må erkende at man ikke kan råbe de studerende op mere, og så må man forholde sig til det. Man må erkende at den her 68’er-stil ikke længere fungerer. Der er ikke de store kampe at kæmpe mere,« siger Cathrine Holm Frandsen.

Kampene findes stadig
Den betragtning kan Frederik Noltenius Busck fra den nystartede studenterpolitiske organisation Grøn Agenda ikke skrive under på. Kampene eksisterer stadig, de skal bare findes udenfor det man normalt anser for studenterpolitisk område, mener han.

»Studenterpolitik har traditionelt været meget defensiv og koncentreret sig om de studerendes privilegier, som man har kæmpet for ikke at miste. Vi vil gerne være mere offensive og tænke over hvad vi vil gøre ved samfundet, ikke hvad vi vil forhindre samfundet i at gøre ved os,« siger Frederik Noltenius Busck, der mener at studenterpolitik er det ideelle sted til at beskæftige sig med det omkringliggende samfund. Det var jo også fra universiteterne at ungdomsoprøret i ’68 udsprang, minder han om.

Med 316 stemmer var Grøn Agenda ca. 2000 stemmer fra at blive valgt, men det tager Frederik Noltenius Busck ikke så tungt. Tværtimod er han nærmest begejstret. Man skal starte et sted, siger han, og er i det hele taget optimistisk og fortrøstningsfuld. For hvis der er noget der i fremtiden vil kunne få de studerende op af lænestolen og engagere sig i studenterpolitik, er det den økologiske bæredygtighed Grøn Agenda står for, mener han.
»Grøn Agenda stiller ikke op for studenterdemokratiets skyld eller som en protestbevægelse mod Studenterrådet. Det er ikke så vigtigt for os om vi bliver valgt. Vi vil hellere præge dagsordenen og få folk til at tage stilling. Derfor er vi også i gang med at arrangere debatarrangementer og fester der gør opmærksom på vores sag,« siger Frederik Noltenius Busck, der mener det er nødvendigt at man går utraditionelt til værks hvis studenterpolitik igen skal blive noget der interesserer de studerende.

Studenterrådets formand David Salomonsen mener ikke tiden er løbet fra almindelig studenterpolitik.
»Studenterrådet bygger på en struktur og en idé om hvordan de studerende bedst bliver repræsenteret. Det er det vi har stået for igennem de sidste 33 år. Gennem alle årene har vi klaret os godt ved valgene og det må jo skyldes at langt de fleste studerende er enige med os i at vores måde at gøre det på er den rigtige,« siger David Salomonsen.

Han kan måske nok se at det nuværende system ikke er det mest optimale, men han vil dog ikke gå med til at bestyrelsesvalget ligeså godt kunne afskaffes.
»Der skal være et demokratisk valg – ligegyldigt formen,« siger David Salomonse