Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studenterrådet: Humanioras liste er bare en pengemaskine

LÆKKET – Det vakte stort røre, da offentligheden fik nys om, at cheferne på Det Humanistiske Fakultet i et arbejdspapir prioriterer deres fag efter, hvor mange penge de tjener hjem til universitetet. Ikke mindst Studenterrådet på Københavns Universitet har skruet bissen på – hvorfor er det kun pengene og ikke de faglige prioriteringer, der får lov at tale, spørger de studerende

Det forlyder, at dekan Kirsten Refsing og de humanistiske studieledere mødes den 24. august for – blandt andet – at diskutere småfagenes stilling på Det Humanistiske Fakultet (Hum) ved KU.

Hvis Hum-ledelsen ønskede en brainstorm om sit arbejdspapir, får den rigeligt at tygge på, for dokumentet har affødt en ilter debat, siden det blev lækket for nylig.

LINK: Læs det dokument, hele sagen drejer sig om.

Find nye prioriteringer

Studenterrådet er langt fremme i køen af kritikere. »Helt grundlæggende er det forkert, at prioritere uddannelser udelukkende efter, hvad der er økonomisk rentabelt,« siger næstformand i Studenterrådet (SR) Bjarke Rubow. »Hvis man vil vælge, skal det ske efter faglige hensyn.«

Bjarke Rubow mener, at der er flere gode eksempler på Humaniora på, at studienævn prioriterer og fx beslutter at samle forskellige mindre fag, når faglige hensyn begrunder det.

»Men vi er også klar over, at dekanen og studielederne står i en penibel situation,« siger Bjarke Rubow. »Der er nye nedskæringer i vente på Humaniora, så det her er sådan set et generelt problem for de humanistiske uddannelser.«

STÅ-indtægtsmaskine

Men er det ikke fair at luge lidt ud? Man hører jo om folk, der bliver bedt om at rejse til Indien for at studere indologi på KU, fordi man ikke kan levere kvalificeret undervisning herhjemme. Hvorfor skal Københavns Universitet partout udbyde så mange forskellige fag?

»Det skal, vi heller ikke i alle tilfælde,« siger Bjarke Rubow, der mener, at Hum-ledelsens liste er præget af mangel på logik.

»Det er fair nok, at man gerne vil støtte fag med gode udsigter til arbejde for kandidaterne, men det er ikke det, man gør i realiteten. Finsk – som man helt overvejer at nedlægge som selvstændigt fag – har en god afsætning til arbejdsmarkedet, mens ‘lokomotivfag’ som Dansk og Historie har større arbejdsløshed. Men Dansk og Historie trækker mange studerende og dermed STÅ-indtægter til KU, og derfor bliver de fag prioriteret. Det viser, at det udelukkende økonomien, der bestemmer.«

Men kan man ikke bare tage til Finland, hvis man vil lære finsk?

»Jo,« siger Bjarke Rubow, »Men hvis man sender alle studerende på småfagene til udlandet, risikerer man, at de bliver der. Men vi har altså også brug for en bred vifte af højtuddannet arbejdskraft i Danmark.«

chz@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste