Studenterrådet: KU må sige fra over for Mette F.

Se navne på alle skribenter nederst i indlægget.

Det er i sig selv ikke overraskende, at regeringen ønsker at forbyde bederum på de danske universiteter. Men da Mette Frederiksen før sommerferien tillod sig at antage, at universiteterne var enige med hende, blev vi overraskede. For os bekendt tilslutter hverken universitetsledelserne eller den brede studenterbefolkning sig regeringens ønske om et forbud.

LÆS OGSÅ: Stillerummene blev ryddet, før arbejdsgruppen nåede at mødes

Modsat Mette Frederiksen og regeringen, er vi i Studenterrådet til stede på tværs af studier på hvert eneste fakultet. Vi lever i den hverdag, som Mette Frederiksen nu vil topstyre. Vi er i dialog med de studerende og med brugerne af rummene. Vi ved, at rummene udgør et vigtigt åndehul, hvor man kan koble fra, bede en bøn eller meditere.

Det er ikke i de studerendes interesse, at disse rum lukkes. Et forbud vil ikke fremme frihed eller ligestilling. Det vil skabe utryghed, marginalisering og udelukkelse.

Mangler empirisk grundlag

Argumentet om, at bederum fører til social kontrol, hviler på anbefalinger fra Kommissionen for den glemte kvindekamp. Disse anbefalinger er imidlertid blevet mødt med skarp kritik fra en række forskere, netop fordi de savner et solidt empirisk grundlag. Hvor er dokumentationen for, at bederum udgør et problem? Hvilke undersøgelser viser, at forbud er den rette løsning?

Regeringen har endnu ikke kunnet svare overbevisende. I stedet vælger man at overhøre de muslimske kvinder, der gentagne gange har udtalt, at de ikke ønsker ’redning’ gennem tvang, men anerkendelse af deres egne valg.

At sammenligne individuel bøn med kollektiv fanatisme er ikke blot unuanceret – det er en forfladigelse af det reelle problem med social kontrol, som selvfølgelig skal bekæmpes, men på et oplyst og proportionalt grundlag.

Eksklusion skaber ikke ligestilling

Et forbud vil ikke føre til større ligestilling. Det vil føre til større eksklusion. For mange studerende udgør bederummene et trygt og nødvendigt sted, der gør det muligt at forene studielivet med trospraksis. Når disse rum fjernes, mister vi ikke blot et tilbud – vi sender et signal til en hel gruppe om, at de ikke er ønskede i det fælles uddannelsesrum.

Sådan opstår modborgerskab. Og når minoriteter systematisk udelukkes fra fællesskabet, risikerer vi at skabe præcis den mistillid og splittelse, som politikerne hævder at ville undgå.

Regeringen skriver sig desuden ind i en bekymrende global tendens, hvor universiteternes selvstændighed gradvist eroderes af politisk topstyring. Lignende tendenser ses i USA, hvor Trump-administrationen trækker statsstøtte fra universiteter, der ikke retter ind efter regeringens anti-diversitetspolitik.

Den danske regerings forsøg på at forbyde bederum på universiteterne følger samme mønster – en politisering af akademiske rum, som burde være frie fra statslig indblanding.

Risiko for præcedens

Denne udvikling udgør et alvorligt demokratisk problem af flere grunde.

Først og fremmest underminerer det universiteternes vigtigste opgave: At være samfundets uafhængige videnscenter og kritiske rådgiver. Når politikere begynder at bestemme, hvilke rum – både fysiske og åndelige – der må findes på universiteterne, ændrer det universiteternes rolle. De går fra at være frie forskningsinstitutioner til at blive politiske talerør. Et universitet skal være et sted, hvor tanker kan udveksles frit og uden censur. Ikke endnu et sted, hvor regeringen kan fiske efter vælgere med billig, islamofobisk symbolpolitik.

Vi lever i den hverdag, som Mette Frederiksen nu vil topstyre

For det andet skaber denne form for politisk indblanding en risiko for præcedens. Når regeringen i dag vil regulere religiøse udtryksformer på uddannelsesinstitutioner og tidligere har vedtaget udtalelser om ‘overdreven aktivisme’ i forskningsmiljøer, må vi spørge: Hvor går grænsen? Risikerer vi, at emner som social ulighed, klimapolitik eller sundhed i fremtiden bliver politisk overvåget eller indirekte censureret? Erfaringen viser, at når først politisk kontrol får fodfæste på et område, er det svært at trække grænsen.

Samtidig er det problematisk, at regeringen forsøger at gennemtvinge et forbud uden dialog med de berørte universiteter. KU har allerede nedsat en arbejdsgruppe, der skal drøfte rummenes funktion, og både prorektor for uddannelse Kristian C. Lauta og rektor for DTU Anders Bjarklev har til medierne udtalt, at rummene har en legitim plads på universiteterne.

LÆS OGSÅ: Prorektor: Mette Frederiksen rammer skævt med plan om bederumsforbud

Et valg om, hvem vi vil være

Vi står nu over for et valg: Vil vi følge de autoritære tendenser, vi ser i andre lande, eller vil vi forsvare den akademiske frihed, der er grundlaget for et velfungerende demokrati? Regeringens symbolpolitiske forbud mod bederum peger desværre i første retning. Når regeringen tilsidesætter disse institutionelle processer og forsøger sig med topstyring af universiteterne, undermineres den akademiske selvbestemmelse.

Bederum, stillerum, refleksionsrum – kært barn har mange navne. Men uanset navnet, er deres funktion klar: at skabe plads til forskellighed. Når regeringen vælger at angribe disse rum, vælger den også at angribe ideen om et inkluderende universitet.

Vi opfordrer universiteterne til at stå fast. Vi opfordrer politikerne til at lytte til dem, det handler om. Og vi kræver, at symbolpolitik aldrig må stå i vejen for grundlæggende rettigheder.

Underskrivere:

Anton Teglbjærg
Asger Vang Jørgensen
Emma Johanne Henriksen Due
Ira-Thomas Bro Pold
Sarah Nielsen
Özgür Yegâh