Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Studenterdemokrati — Det kræver både tid og mod at engagere sig i studenterdemokratiet. Bureaukratiske benspænd og lukkede døre tærer på den energi, der kunne gå til at skabe reel forandring.
Historien viser, at det virker, når studerende organiserer sig. Mange af de forbedringer, vi i dag tager for givet på vores uddannelser, er blevet til, fordi studerende har rejst kritik og stillet krav.
I Studenterrådet, har vi blandt andet fået genindført specialeforsvaret, og sikret retskrav på 2-årige uddannelser. Hvis der ikke sad nogle studerende i udvalg, i råd, og i bestyrelsen, ville der være alt for langt mellem dem, der skaber forandring og dem, der mærker den.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Universitet er ikke stærkere end det fællesskab, der bærer det. Kvaliteten og relevansen af uddannelserne, bliver svækket, hvis ikke der er aktive studerende, der engagerer sig og deltager i beslutninger om deres egen uddannelse.
Det er derfor dybt problematisk, når studerendes interessevaretagelse mødes med sådan en grad af modstand. Sagen fra Rethink IFRO er desværre ikke enkeltstående, men symptomatisk for hvordan KU agerer som institution. For det er svært at få lov til at engagere sig som studerende på KU.
Ofte bliver vi mødt med bureaukratiske barrierer i stedet for åbne invitationer, og de studenterdrevne initiativer bliver gang på gang fældet af de strukturer, der burde understøtte dem.
LÆS OGSÅ: Ungdomsoprør? Vi har for travlt med at opdatere LinkedIn
De studerende på IFRO’s uddannelser har i Uniavisen sat ord på noget, som mange oplever på tværs af KU. Nemlig at deres uddannelse ikke i tilstrækkelig grad ruster dem til at løse de problemer, de vil møde i deres felt.
Det er svært at få lov til at engagere sig som studerende på KU
Det kræver mod at sige fra over for sin egen uddannelse. Det kræver tid at organisere sig med sine medstuderende. Og det kræver vilje at gå i dialog med ledelsen om forandringer. Men hvordan er vi nået til et punkt, hvor studerende bliver nødt til at sige direkte fra over for ledelsen?
Det bunder i, at vi studerende ikke har nok indflydelse på vores uddannelse.
Vi er eksperter i at være studerende. Vi kan bidrage med noget værdifuldt i snakken om vores uddannelse, fordi vi både ved, hvad der fungerer, og hvor der mangler kompetencer.
Derfor er det vigtigt at ledelsen på studierne er modtagelige overfor vores viden. På universitetet bliver vi uddannet i, at kritiske syn på tidligere forskning er noget af det, som driver viden frem.
Når nytænkende perspektiver systematisk bliver udelukket, gør det os mindre kompetente til at løse problemer i en verden, som konstant er i forandring. Vores omstillingsevne svækkes, og vi bliver ikke klædt på til at gå ud i verden med værktøjerne til at løse de problemer, vi står overfor.
LÆS OGSÅ: Debatsvar: Selvfølgelig skal I have både design og naturvidenskab på uddannelsen
Vi har behov for, at vores pensum forholder sig til de problemer, vi ser, og ikke bare er tilrettelagt ud fra, hvad der fungerede for 20 år siden.
I Studenterrådet møder vi hver dag studerende, der brænder for deres fag og studiemiljø. De ønsker at gøre en forskel, ikke kun for sig selv, men også for dem, der kommer efter. Det engagement fortjener opbakning. Vi oplever desværre gang på gang, at al vores energi går til at kæmpe for en legitimering af vores egen stemme, i stedet for at bruge den energi på at kæmpe for reel forandring.
Derfor sætter Studenterrådet i foråret særligt fokus på, at vi studerende skal stå sammen om at skabe de forandringer, vi gerne selv vil se på vores universitet.
Vi er de første, der mærker det, når administration og reformer fejler, og ikke giver os det, vi har brug for på vores uddannelse. Studenterdemokratiet skal inddrages året rundt. For når studerende organiserer sig, bliver vores uddannelse bedre.