Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
VALG 2010 - Resultatet fra det netop overståede valg giver øget opbakning til Studenterrådet, men valgdeltagelsen er stadig beskæmmende.
Studenterrådet ved Københavns Universitet er den klare vinder ved det netop overståede styrelsesvalg.
Studenterrådet er foreningen af universitetets fagråd, og med undtagelse af tre repræsentanter fra konkurrerende lister – to fra Demokratiske Medicinere til Akademisk Råd og studienævn, samt én fra Konservative Jurister i studienævnet – vinder rådet samtlige studenterpladser i studienævn og akademiske råd.
Samtidig genvinder Studenterrådet også de to pladser i universitetets øverste ledelse, bestyrelsen.
Det nye ansigt i universitetsbestyrelsen er Louise Lipczak Hansen fra Life, som med 255 personlige stemmer også er valgets suveræne stemmesluger. Hun afløser David Salomonsen fra Jura, som har delt sin bestyrelsesperiode med Minna Højland fra Sociologi.
Laura Toftegaard Pedersen, der også har siddet i bestyrelsen det seneste år, bliver genvalgt med 199 personlige stemmer.
LÆS: Seks skarpe til Studenterrådet.
Til sammenligning har hele den største konkurrerende liste, Frit Forum, sammenlagt fået 367 stemmer. Frit Forums spidskandidat Maria Baad Petersen har fået 50 stemmer.
LÆS: Seks skarpe til Frit Forum.
Et vedvarende problem ved valgene af studenterrepræsentanter til styrelserne på de danske universiteter er den lave valgdeltagelse. Og det ændrer 2010-valget ikke på.
Med 4.147 afgivne stemmer på hele KU er stemmeprocenten ved bestyrelsesvalget i år faldet til 11,7 procent fra sidste års 13,4 procent. Lidt bedre ser det ud ved lokalvalgene, hvor man på Folkesundhedsvidenskab topper med 46,6 procents deltagelse ved studienævnsvalget.
»Problemet er,« siger Studenterrådets næstformand Bjarke Lindemann Jepsen, »at valget finder sted samtidig med, at mange studerende er til eksamen. På alle fag med semesterstruktur er der ingen folk på fakulteterne i øjeblikket.«
Studenterrådet afviser samtidig at have svigtet sit ansvar for at gøre de studerende opmærksomme på valget.
»Vi har gjort, hvad vi kunne for at øge opmærksomheden på valget, men vi kan ikke løfte byrden alene. Studenterbefolkningen på KU er på størrelse med en middelstor provinsby, men universitetet har i år gjort mindre end normalt for at reklamere for valget,« siger Bjarke Lindemann Jepsen.
Hvor Studenterrådet tidligere fik et fast tilskud fra KU til aktiviteter i løbet af året, er studenterlisterne med en ny tilskudsordning nu afhængige af opbakning ved valget. En liste skal have 7 procent for at opnå tilskud.
Den grænse falder både Konservative Studerende (med 3,2 procent) og Demokratiske Medicinere (5,9 procent) for, og mister hele deres tilskud, mens Frit Forum med 9,2 procent mister omkring halvandet procentpoint.
På landsplan er det også de studerendes fælles interesseorganisation, Danske Studerendes Fællesråd, der rydder bordet og vinder samtlige bestyrelsespladser. Men også på landsplan er valgprocenten mikroskopisk. DSF’s formand Mikkel Zeuthen giver universiteterne ansvaret.
»På mange universiteter er valgene gemt mange klik væk på usynlige hjemmesider, og universiteterne forsømmer oplysning af valgene. Det er universiteterne, der afholder valgene, og så må de også tage ansvar for at opreklamere dem og synliggøre, hvad det er, man stemmer om,« siger Zeuthen i en pressemeddelelse.
SE: Det samlede valgresultat, inklusive valget til ph.d.-udvalg her.
ser@adm.ku.dk