Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Valgresultat — Emma Due får posten som studenterrepræsentant i KU’s bestyrelse, mens den nye liste Frie Stillerum får knap 10 procent af stemmerne.
Spændingen var stor blandt de fremmødte studenterpolitikere, da resultaterne for Univalget 2025 skulle præsenteres 3. december i bestyrelseslokalet på Københavns Universitet.
Som det har været tilfældet ved de senere års univalg, fik Studenterrådet flest stemmer, og dermed endte pladsen som de studerendes repræsentant i bestyrelsen med at gå til spidskandidat Emma Due.
Der var selvsagt glæde at spore hos det nyvalgte bestyrelsesmedlem.
»Der er så mange frivillige på hele universitetet, som har arbejdet hårdt for, at det skulle lykkes. Det er jeg virkelig glad for. Og det er måske et tegn på, at det stadig kan nytte noget at forene sig i et studenterråd uden om alle mulige interesser, men bare stå sammen om de vigtige sager,« sagde Emma Due til Uniavisen kort efter offentliggørelsen af stemmerne.
Studenterrådet med støttelister høstede 4.273 stemmer, hvilket svarer til 54,1 procent af det samlede antal. Det er dog en tilbagegang fra sidste år, hvor de fik 63 procent af stemmerne.
Som studenterrepræsentant kommer Emma Due til at gøre Jesper Gür – som også er fra Studenterrådet – selskab i bestyrelsen fra 1. januar.
Og det nye medlem ser frem til arbejdet.
»KU ligger i toppen blandt europæiske universiteter, når man ser på forskning, men det gør vi altså ikke, når man ser på uddannelse. Så jeg vil kæmpe for, at studerende bliver prioriteret mere, og at de studerendes interesser bliver italesat i bestyrelsen, for det kan være en udfordring i sig selv,« siger Emma Due.
Frie Stillerum, en af de nye lister ved årets univalg, har under valgkampen fået opmærksomhed fra flere medier.
Det skyldes, at KU har valgt at lukke sine stillerum – til stor modstand fra listens spidskandidat, Ali Reza.
Frie Stillerum fik et flot valg for en ny liste med 774 stemmer svarende til 9,8 procent af stemmerne.
»Vi er meget tilfredse og lettede. Det har været en hård kamp med modstand, men i sidste ende er det en sejr for studenterdemokratiet. Vi har formået at engagere stemmer, der ikke før har engageret sig og stemt, og det er noget, vi vil arbejde videre med at styrke,« siger Ali Reza og fortsætter:
»Det har været lærerigt, men der har også været udfordringer undervejs. Offentlig udstilling af listen, og man kunne endda sige min person i visse tilfælde. Men det er ikke noget, der har holdt os tilbage, og vi ser resultatet her som en sejr for de mange studerende og den sag, vi har kæmpet for,« siger han.
Forud for dette års univalg var flere lister gået sammen i et samlet valgforbund med det formål at gøre en ende på Studenterrådets mangeårige dominans.
Valgforbundet bestod af Konservative Studerende, Frit Forum, Kødfronten, Studerende for Mangfoldighed, Borgerlige Politter og Konservative Jurister.
Selvom missionen mislykkedes, var spidskandidaten for Konservative Studerende, Josefine Paaske, alligevel tilfreds med årets resultat.
»Vi er gået frem, og resultatet viser jo helt tydeligt, at der er utilfredshed blandt de studerende om Studenterrådets dominans. Det synes jeg da er fedt. Og jeg er enormt glad for, at valgforbundet har holdt sammen, og vi også har ført en del af valgkampen i fællesskab, så det kommer vi til at fortsætte med,« siger hun.
Konservative Studerende fik inklusiv de vanlige støttelister (Konservative Jurister og Borgerlige Politter) 1.311 stemmer, hvilket svarer til 16,6 procent af stemmerne. Sidste år lød resultatet på 15,6 procent.
Valgforbundet som helhed fik 26,2 procent af stemmerne.
En af valgets tabere er Frit Forum, som fik 256 stemmer, hvilket svarer til 3,24 procent af stemmerne. Sidste år gik 10,1 procent af stemmerne til listen.
Resultatet ærgrer spidskandidat Niklas Stentoft Mogensen.
»Det går jo op og ned i showbiz. Det har været en enorm hård valgkamp med en meget stor modkampagne mod Frit Forum både fra Studenterrådet, Studerende mod Besættelsen og Anarkistiske Studerende, og desværre kan jeg jo bare konstatere, at den har virket. Så det er jo enormt ærgerligt, men vi er ikke slået ud af den grund,« siger Niklas Stentoft Mogensen.
Modkampagnen har blandt andet bestået i at kritisere Frit Forums holdning i Israel/Palæstina-konflikten, hvilket undrer Niklas Stentoft Mogensen.
»De her tre foreninger påstår, at en stemme på Frit Forum skulle være en stemme på Israel, hvilket på ingen måde er rigtigt. Vi er som de eneste gået til valg på, at KU skal tage imod 50 palæstinensere og 50 ukrainere i et uddannelsesprogram, så vi kan uddanne dem, og de kan være med til at genopbygge deres lande,« siger han.
Om valgforbundet skal gentænkes til næste år, er ifølge Niklas Stentoft Mogensen for tidligt at svare på.
»Vi skal lige hjem og slikke sårene og forstå, hvad der lige er sket. Men generelt skal vi da helt sikkert overveje, hvem vi samarbejder med,« siger han.
Den samlede valgdeltagelse blandt de studerende ved dette års univalg ligger på 20,5 procent, hvilket er en stigning fra sidste års 19,2 procent.
Flere tilskriver den øgede valgdeltagelse Frie Stillerum, som har fået studerende til stemmeboksen, som måske ikke plejer at stemme.
»Studenterdemokratiet lever – det vågner i hvert fald mere og mere op. Jeg vil ikke tage al æren for de ekstra stemmer, men jeg tror, vi har været med til at få tallet op, og det er vi stolte af,« siger Ali Reza.