Studerende afslører krigsløgn

Videoen er næsten otte år gammel og i farveløs night-vision, men indholdet gløder. Da billederne går i båndsløjfe på danskernes tv- og computerskærme i oktober 2012, ser vi efter alt at dømme, at danske soldater under en militæroperation i landsbyen Al-Zubair i strid med alle ordrer ser passivt til, mens deres irakiske kolleger slår og sparker en gruppe irakiske fanger.

Hvis billederne taler sandt, har den danske stat fortiet en skandale og brudt krigens love.

»Har du set, de får bare nogle hug?« bemærker en dansk soldat i optagelsen.

Whistlebloweren

I øjeblikket fører 11 irakere en sag mod den danske stat. De optræder ikke på videoen, men de hævder, i samklang med irakiske medier, der har skrevet om sagen, at også de er blevet mishandlet og siden tortureret, efter at danske soldater overlod dem til irakisk politi.

Videoen, der bestyrker deres påstand, bliver offentliggjort via Ekstra Bladet af den 40-årige tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard, som fortæller, at han har ligget inde med sin viden siden 2004, og at han forgæves har forsøgt at få Forsvaret til selv at tage sagen op.

Kærgaard er ikke alene whistleblower fra det danske militær, han studerer også historie. Sidst Universitetsavisen mødte ham var i 2008, da han sammen med fagfolk fra Københavns Universitet var i fuld gang med at forvandle de store fæstningsanlæg på Stevns til museum for Den Kolde Krig, et studiejob, der åd al hans tid.

Anders Kærgaard er ikke længere i museumsverdenen, men det bliver efter alt at dømme heller ikke fortidens kolde krig, han kommer til at bidrage mest til forståelsen af.

»Den historie, jeg gerne ville fortælle med Stevns Fort var: Hvordan arbejder historiefaget? Hvordan forstår vi vores historie? Hvad er det for nogle sandheder og ikke-sandheder, vi kan tage udgangspunkt i, når vi laver vores fortælling, og hvilke forskellige fortællinger kan vi lave?« siger Anders Kærgaard.

»Jeg ville have, at folk gik fra Stevns Fort og tænkte: Okay, der er ikke én historisk sandhed. Man er nødt til at tage stilling og være opmærksom på, hvilke fakta, man vælger.«

Historikere griber til holdninger i mangel af fakta

»Vi har været i krig i ti år nu, og i den periode har vi fået én sandhed fortalt. Udfordringen for de historikere, der skal arbejde med Krigen Mod Terror – og jeg går da ud fra, at det også bliver mig selv – er, at man ikke kan stole på meget af det kildemateriale, der foreligger,« siger Anders Kærgaard.

Han har lagt en mægtig papirbunke på bordet.

»Nu sidder jeg her med tre rapporter fra mit hold i Irak. Hvis vi tager udgangspunkt i det, der handler om Green Desert-operationen ved Al-Zubair, står der i den officielle tilbagemelding, at ’der ikke har været konstateret nogen form for overgreb mod de tilbageholdte’.«

Er det her offentliggjort kildemateriale?

»Nej, men nu kan du få lov at kigge lidt på det. Og i den anden rapport, som bliver sendt til Danmark, da der bliver spurgt hjemmefra, hvad der foregår, efter at irakiske medier er gået ind i sagen, bliver der skrevet: ’De irakiske styrkers faglige standpunkt vurderes som værende tilfredsstillende.’«

»Vi har altså en kilde her, der fortæller, der ikke var overgreb; vi har en anden kilde der, der siger, at de irakiske styrker gjorde det godt; vi har Forsvarskommandoen, der melder, at der ikke er nogen sag; og Hærens Operative Kommando, der siger, at på baggrund af det foreliggende, er det øvrige sandt. Hvis man ikke kan stole på det, der står i det officielle kildemateriale, som staten ligger inde med, er man som historiker nødt til at forholde sig voldsomt kritisk. Når Kammeradvokaten (statens advokat, red.) siger, der ikke er nogen sag, og den vurdering vedlægges som kilde og kritisk kildemateriale forsvinder, fx de videooptagelser, der blev lavet på missionen, bliver det svært at undgå, at der kommer en tendens. Vi risikerer at ende med en historieforskning, der bliver splittet i to: for eller imod krigen.«

»Hvad skal man som historiker tro på? Hvis vi forsker i krigen i 1864, vil vi lede efter tendenser i kildematerialet, og hvis flere kilder hårdnakket påstår, at det var tyskerne, der startede krigen, så er det det, vi må forholde os til,« siger Anders Kærgaard.

»Vi står tilbage med en officiel sandhed, som helt entydigt ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Det gør, at vi som historikere bliver voldsomt udfordrede på vores metier.«

De kunne have afhørt mig i 2004

Men sagen om, hvad der skete i Irak, er også personlig for Anders Kærgaard, som er klar over, at hans video og vidneudsagn ikke vil skaffe ham venner ret mange steder i militærets top. Han nævner major Frank Grevil, som afslørede, at Forsvarets Efterretningstjeneste var betydeligt mindre overbevist om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, end den daværende statsminister lod befolkningen forstå.

Grevil fik en fængselsdom for lækagen.

»Jeg er helt sikker på, at jeg bliver lidt jobmæssigt udfordret, men det ændrer ikke på, at man er nødt til at stole på sin samvittighed. Havde det her bare været en akademisk diskussion, kunne man måske have ladet det ligge. Men det handler om mennesker, i første omgang 11 uskyldige mennesker, der blev udsat for overgreb. De har anlagt en sag, og selvfølgelig skal de have en retfærdig behandling i det danske retssystem, og så nytter det jo ikke noget, at Forsvaret bliver ved med at lyve.«

»Men det var ikke kun de 11. For den filmoptagelse, hvor vi ser overgreb begået, handler ikke om dem. Den er optaget et andet sted på operationen, så vi skal have fundet de mennesker fra videofilmen. Og de skal også have deres retssag.«

Sagen om de 11 irakere er langt fra slut. Men måske er den blevet gravet frem for sent til nogensinde at komme rigtigt i gang. Ifølge staten er den allerede forældet.

»Vi kan diskutere den moralske del af sagen. Og her er der to fraktioner: Dem, der synes, at det er juraen, der gælder, og at sagen er slut. Hvis juraen ikke gælder, åbner vi jo for en lavine af sager, lyder argumentet. Og det er korrekt. Men så er der den anden gruppe, som jeg hører til, der siger: Det kan godt være, sagen er forældet, men det burde den bare ikke være. For hvis auditørerne havde afhørt de ansvarlige, inklusiv mig, der sad som efterretningsofficer, da irakerne allerede kort efter operationen sagde, at der er foregået overgreb, var sagen kommet frem.«

»Der var masser af vidner. Sagen er kun forældet, fordi auditørerne ikke gik ind i den, og fordi Forsvaret har dækket over, hvad der foregik.«

Anders Kærgaard medvirkede selv til dette cover-up.

»Jeg ser filmen, melder til obersten, og får at vide, at det gør vi ikke mere ved. Så er systemet jo sådan, at man gør, hvad der bliver sagt, fordi man er i krig. Det er mit ansvar, og det er den byrde, jeg bærer.«

»Da jeg kommer hjem fra Irak, henvender jeg mig til Forsvarets Efterretningstjeneste, fordi jeg skal fortælle det næste hold, hvad der er foregået dernede. Jeg får at vide, at det skal jeg ikke briefe om.
Okay, tænker jeg, så lader jeg være med det,« siger Anders Kærgaard.

»Jeg får et indtryk af, at folk godt ved, hvad det her handler om, men spørger ikke yderligere ind til det. Det er først, da sagen ruller frem i medierne igen, at jeg tænker, at det godt kan være, at Forsvaret slet ikke ved, hvad der er foregået,« siger Anders Kærgaard, der fortæller, at han henvendte sig til Forsvaret og Forsvarsministeriet.

»’Vi vender tilbage, hvis vi finder det relevant’. Det var det svar, jeg fik af Forsvarsministeriet. Det gjorde man så ikke.«

Vi taber krige, når vi svigter vores idealer

Staten modarbejder, at irakerne kan få en retfærdig proces, mener Anders Kærgaard. Kammeradvokaten argumenterer med, at de danske styrkes ansvar ikke gælder, fordi de ikke havde kontrol over området i Irak. En begrundelse, Kærgaard finder absurd, fordi det i så fald må gælde for alle andre områder i Irak og Afghanistan, hvor den danske hær har kæmpet de seneste ti år. Han mener, at statens advokat er ved at udstyre Forsvaret med en blankocheck på efterbevilling.

»Som jeg forstår det danske demokrati og retssamfund, har staten en særlig forpligtelse til at belyse de sager, der bliver anlagt mod den så grundigt som muligt,« siger han.

»Jeg håber, at Forsvaret består af så mange hæderlige mennesker, at man vil sige, at forældelse ikke duer, og at vi skal have det her belyst.«

Fairplay, altså. Både irakere, historikere og soldater har behov for faste regler. Og når idealerne får lov at skride, går det galt.

»I modsætning til andre krige, som jo er ekspansionskrige, eller skal generere noget økonomi, er den her krig, i hvert fald i den danske retorik, moralsk. Det, vi gør i Afghanistan og Irak er ’nationsbygning’. Vi kommer ind med nogle andre værdier. Vi hælder politifolk, jurister, embedsfolk og soldater ned i de her samfund, og så vil vi gerne lære dem at gøre tingene på den rigtige måde. På en meget fin bygning i København står ’Med lov skal man land bygge’ – vi har selv sat en moralsk barre, der er meget høj.«

»Når vi ikke lever op til den standard, vi har sat, bliver vi sårbare over for kritik. Så kan det ikke nytte, at nogen argumenterer for, at det jo er sådan, det foregår i krig. Så skulle man sænke barren og sige: Vi laver nationsbygning men vi accepterer, at lokale militærstyrker kan henrette civile eller tæske dem, eller hvad de nu gør.«

»Nu har jeg både været i Irak og Afghanistan, og jeg kan med rimelighed sige, at jeg har været med til at tabe to krige. Eller også har jeg tabt den samme krig to gange,« siger Anders Kærgaard, som dog ikke vil udelukke, at fremtidige iagttagere vil bedømme krigene mindre hårdt. Måske vil Det Arabiske Forår, der fulgte i kølvandet på krigene føre til demokrati og nye retssamfund.

»Ligesom man ikke kunne vide, om Europa ville blive napoleoniseret, da Napoleon gik ind i Moskva. Men vi ved, at der blev sat nogle kræfter i gang. Irak satte tilsvarende gang i en masse ting, og hvor det ender, ved vi først om mange år.«

»Men som historikere, der jo ofte går ind og kigger på enkeltsager og årsager og graver i dem, skal vi være enormt kildekritiske. Vi kan jo se, at kildematerialet ikke er korrekt.«

»Jeg har altid været meget officer i den forstand, at jeg betragter begrebet ære, som noget, jeg faktisk bør leve op til. Jeg svigtede mine æresbegreber i Irak den 26. november 2004, og det forsøger jeg at rette op på nu. Det synes jeg også, Forsvaret skulle gøre. Der er stadig mulighed for at gøre det rigtige.«

Det handler om de 11

Broen til et job i Forsvaret ser noget nedbrændt ud, men officeren Kærgaards karrieremæssige nederlag er måske en sejr for historikeren Kærgaard?

Han nikker.

»Men det her handler i virkeligheden kun om én ting, og det er de uskyldige irakere, som lå og sov, da de blev hevet ud i de tidlige morgentimer. De fik tæsk, mens danske soldater stod og kiggede på, og blev kørt til en irakisk base, hvor de efter eget udsagn og ifølge lægeundersøgelserne, blev udsat for grov tortur, hvilket Forsvaret lyver om efterfølgende.«

»Og når de så, efter mange år forsøger at få en oprejsning, en undskyldning og en symbolsk erstatning, så gør Forsvaret alt for at trække sagen i langdrag og undgå, at den her sag kommer for domstolene. Det handler om de 11 irakere, og alt det andet er biting.«

chz@adm.ku.dk

Anders Kærgaards chef i Irak, oberstløjtnant John Dalby, har i flere medier afvist kendskab til overgreb. Forsvarets auditører har på baggrund af Anders Kærgaards afsløringer taget sagen op. Undersøgelsen handler dog ikke om irakernes oplevelser, men om, hvorvidt Forsvaret har givet urigtige oplysninger.