Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende besætter rektors kontor

BZ — En håndfuld studerende har overtaget rektors kontor og holder hof for toppolitikere og andet godtfolk.

Vi skal mødes fem i otte foran rektoratet, og jeg er sent på den, men da jeg kommer et par minutter i, er her ikke nogen. Jeg går op og ringer på rektors dør, og studentermedhjælperen Linnea åbner.

»Er du fra HUMrådet?« spørger hun. Jeg forklarer, at jeg leder efter dem. De er her ikke. Det er rektor heller ikke. Han kommer slet ikke i dag, så kontoret er klar til de studerende.

En bebudet besættelse

Jeg går ud og finder gruppen af studerende fra Det Humanistiske Fakultet på Nørregade – de venter lige på de sidste. »Det akademiske kvarter,« siger en af dem.

»Hvad er planen?« spørger jeg.

»Forhåbentlig revolution i morgen,« siger Lars Peter Kastrup Olsen, der læser historie.

»Var det ikke i dag? Er jeg kommet for tidligt?« siger Rune Vistisen, der læser religionsvidenskab.

Kort efter kommer de sidste, og vi går ind. Studentermedhjælper Linnea tager imod os og viser os ind på rektors kontor. Vi må opholde os der og i gangen, og der er toilet nede for enden. Det her er nok den mest civiliserede besættelse nogensinde.

Vi dækkede også besættelsen af rektors kontor på Instagram. Klik her, og følg Uniavisen. 

Det første, der skal ske, er, at et banner skal op. Malte Kolze, formand for HUMrådet, hopper op i den ene vindueskarm og Anna Nørgaard Sørensen, næstformand i HUMrådet, hopper op i den anden.

Katharina Petersen, der læser fransk, løber ud på gaden for at hjælpe banneret fra det ene vindue til det andet. ‘STOP NEDSKÆRINGER! START INVESTERINGER!’ står der.

HUMrådet har inviteret alle folketingets ordførere inden for uddannelse, og nogle af dem har valgt at sende invitationen videre. Tre folketingskandidater har meldt deres ankomst: Katarina Ammitzbøll fra De Konservative, Rosa Lund fra Enhedslisten og Jacob Mark fra SF. Andre har sagt, at de muligvis får tid til at kigge forbi.

Derudover kommer Signe Tolstrup Mathiasen fra Danske Studerendes Fællesråd og Kristian Bruun fra Dansk Magisterforening. Hele programmet kan ses på facebook og opdateres løbende.

Første gæst er Katarina Ammitzbøll fra De Konservative. Hun ankommer lidt efter ni og taler blandt andet varmt for et bachelorarbejdsmarked; at man skal kunne komme på arbejdsmarkedet efter sin bachelor og tage en master senere hen.

Har I konkrete forslag, så send dem!
Rosa Lund, folketingskandidat, Enhedslisten

Hun står på mål for, siger hun, at De Konservative vil bevare uddannelsesloftet, og de studerende siger, at det blandt andet gør, at studerende ikke gør deres bachelor færdig, fordi de vil beholde muligheden for at ændre mening. Det giver pres og usikkerhed. Det problem anerkender Katarina Ammitzbøll, og hun siger, at man må løsne nogle steder for at gøre noget ved det.

Hun vil gerne bløde op for dimensioneringerne, så kandidatuddannelserne ikke er utilgængelige for dem, der ikke har retskrav, og studerende nemmere kan skifte spor på kandidaten.

Mens vi venter på næste gæst breder kaffetørsten sig. De studerende diskuterer, om man kan tillade sig at gå ned og trække en kop i rektors kaffeautomat. Det ender med en tur i 7-eleven.

Hey rektor, besættelse den her dag

Rosa Lund fra Enhedslisten var egentlig næste punkt på programmet. Hun er forsinket, men heldigvis er Signe Tolstrup Mathiasen kommet tidligt. Hun er uddannelsespolitisk næstforkvinde i Danske Studerendes Fællesråd og fortæller, hvilke krav rådet har til politikerne og fremfører her i valgkampen. Det er rigtig mange, og de handler om SU, om boligmangel, om nedskæringer, om uddannelsesloftet, om åbenhed over for internationale studerende og meget mere.

Snakken efterfølgende handler om udfordringen i, at de studerendes organisationer finder det svært at få ørenlyd, når der skal laves politik, og at de studerende ikke føler sig hørt, når der bliver truffet beslutninger på universitetet. De oplever at være udelukket fra udvalg og samtaler om deres egne uddannelsers fremtid.

HUMrådets formand Malte Kolze understreger vigtigheden af aktivisme for at samles og bevare et pres på ledelsen og politikerne, og rådsmedlem Rune Vistisen siger, at aktivisme som dagens besættelse jo er med til at starte den samtale, de studerende savner. Aktivismen gør, at de bliver inviteret og taget mere alvorligt, oplever han.

HUMrådet har på forhånd informeret rektoratet om, at de ville komme og besætte kontoret i dag. Det gør de for at give rektoratet mulighed for selv at vælge, hvordan de vil håndtere det. Uanset hvad havde de studerende besat rektoratet i dag – også hvis rektor ikke havde været så samarbejdsvillig, siger de.

Malte Kolze bliver spurgt, hvordan det egentlig foregik med at arrangere det.

»Jeg skrev til rektor: Hey, besættelse den her dag, og så svarede chefen for forkontor og administration: Ok, vi går hjem, og senere ringede de og sagde, at de gerne vil tale om de her besættelser på et senere tidspunkt, og det er også fint, men de skal ikke blande sig i, hvad vi laver, og hvem vi inviterer, det er vores arrangement,« siger Malte Kolze.

SF’ere på besøg

»Jeg hedder Jacob, jeg er uddannelsesordfører for SF, og det har jeg været i fire år,« præsenterer Jacob Mark sig selv for den tilstedeværende håndfuld studerende.

»Jeg hedder Carl og er folketingskandidat her i København, og mærker besparelserne på uddannelse, for jeg læser selv her på på Københavns Universitet, både på CSS og på KUA,« siger Carl Valentin.

De bliver bedt fortælle, hvad SF vil gøre for uddannelserne, hvis de får magten.

Jacob Mark siger, der skal laves en genopretningsplan for uddannelserne. SF ville gerne give pengene tilbage krone for krone, men det tør han ikke love, for det bliver rigtig svært at få igennem. Så løsningen må blive en langsigtet genopretningsplan. Det er ikke nok bare at stoppe besparelserne, siger han.

Carl Valentin siger, at han er imod den markedstænkning, der er på universitetet; at man uddanner sig for erhvervslivet, og dannelsesaspektet forsvinder.

Vi får afskaffet uddannelsesloftet, siger Jacob Mark, helt stille og roligt. »Det er dejligt, at alle de andre har skiftet holdning,« siger Carl Valentin, altså undtagen De Konservative.

I august skal jeg tage alle de eksamener, jeg blanker lige nu
Carl Valentin, folketingskandidat, SF – og studerende på Københavns Universitet

SF’erne er meget interesserede i at høre om arrangementet og om de studerendes oplevelser på studiet.

Jacob Mark spørger: Hvordan er den fornuftige måde at lave dimensionering? Han spår, at fordelingen af midler til uddannelserne vil komme til diskussion i den kommende periode, og han frygter, at man vil vende universiteterne og erhvervsuddannelserne mod hinanden. De studerende opfatter i høj grad dimensioneringen som en spareøvelse, men Jacob Mark siger, at den også ses som nødvendig for at undgå for mange kandidater, der kan risikere at presse lønningerne ned.

Niklas Zenius Jespersen, der læser historie, siger, at studienævnenes magt er vagt beskrevet i universitetsloven, og at det går ud over deres indflydelse. Han så gerne, at man formulerede nævnenes beføjelser klarere.

Jacob Mark foreslår at tale nærmere om universitetsloven på den anden side af valget. Nok engang efter august, foreslår han. »I august skal jeg tage alle de eksamener, jeg blanker lige nu,« siger Carl Valentin og alle griner.

Jacob Mark og Carl Valentin skal videre. Jacob Mark skal i tv, han har også et pænt jakkesæt på. De erstattes lynhurtigt ved bordet af Rosa Lund fra Enhedslisten, som også tager dimensioneringen op.

»Vi er imod, at erhvervslivet har så meget indflydelse på dimensioneringen. Vi har ikke en krystalkugle, hvor vi kan se ind i fremtiden. Heldigvis er arbejdsmarkedet i Danmark i konstant udvikling, og vi tror ikke på, at vi kan fremskrive, hvilke arbejdspladser der kommer.«

Rosa Lund siger også, at det ikke går, at forskningsmidler fra private virksomheder erstatter statslig finansieret forskning. Hun mener, det er udemokratisk, for det betyder, at dem med flest penge bestemmer, hvad der skal forskes i, siger hun.

»Vi har to principper, når vi forhandler om forskningsmidlerne: Så mange midler som muligt til fri- og grundforskning, og så meget som muligt af det, der bliver lagt i strategiske puljer, skal bruges på grøn forskning,« siger hun.

De studerende bringer igen deres manglende indflydelse på banen.

»Har I konkrete forslag, så send dem!« siger Rosa Lund. Hun vil gerne give de studerende flere rettigheder, for det er sværere at fjerne rettigheder end penge, siger hun, og giver, hvor mange pladser de studerende har i universitetsbestyrelsen, og hvordan og hvornår skal de akademiske råd høres, som eksempler.

Rosa Lund skal videre ud og føre valgkamp. Hun har en kameramand med, og hun vil lige filme banneret på vej ud. Der bliver taget fællesbillede foran rektors maleri af en buket blomster, og så er de ude af døren.

Næste gæst er Kristian Bruun, der er medlem af Dansk Magisterforenings private bestyrelse. Senere er der et oplæg om studenterprotester i Brasilien, workshop om, hvad der skal gøres efter valget, og bannermaling på programmet.

Klokken 18 er besættelsen programsat til at slutte, og i morgen kan rektor Henrik Wegener rykke ind på sit – dejlige og lyse – kontor igen.

Seneste