Studerende debuterer som iscenesætter af nyt dansk drama

Oven på en forrygende teateroplevelse bevæger vi os backstage. Her møder vi efter fem veloverståede forestillinger en træt teatermus. Det siger hun selv. Marie Kirstine Bang er mat, men hun er glad.

Hun er den ældste af de to søstre der udgør ensemblet Søster og Co der har skabt Tango Naive. Hendes søster, Nanna Cecilie Bang, er bare tyve år og fik sin skuespillerdebut på Basement som den sværmeriske unge kvinde med jeg’erne galt i halsen. Marie er forestillingens instruktør og dramaturg. Hun er seks år ældre end Nanna, har arbejdet professionelt som instruktørassistent i en årrække, og nu læser hun Retorik på Amager på første år.

Hvor kommer figuren i Tango Naive fra? Ligner hun jer to søstre?

Marie ler en lille latter: »Hun er ikke et produkt af vores faktiske historie, men hun ligner os da meget. Hun ligner os alle sammen. Vi deler alle en frygt for om vi nu er rigtige nok, og vi higer efter at den store, perfekte kærlighed skal komme og feje benene væk under os. Og alle de film og tv-serier vi har set, blander sig i vores bevidsthed.

Nogle af mine veninder kom hen til mig efter forestillingen og sagde ‘det er fuldstændig rigtigt, når jeg er ked af min kæreste, så kører der en hollywood-film i mit hoved om hvordan han skal gå ned på knæ og sige undskyld, og violinerne skal spille’. Så selvfølgelig trækker vi tykt på de klicheer, men jeg ser det som et alment vilkår – ikke som noget der er særligt ved mit og Nannas liv.«

Hvordan er hun blevet til? Hun er jo en meget sammensat figur. På den ene side lever hun et isoleret liv med sine små sukkerovertrukne drømme. På den anden side leverer hun skarp satire over den urbane ungdom der er smart i en fart, og både københavnerjyder og østerbromødre får et skud for boven?

»Det er helt bevidst. Hun er ikke en ensidig klovnefigur. Det har ikke været tanken at man skulle grine ad hende og have ondt af hendes naivitet. Logikken har været at selvom hun går rundt der i sin egen lille lejlighed, kværner kærlighedstanker og kæmper for denne her mand og er helt enormt usikker på hvad hun egentlig selv kan, så kan hun jo godt være skarp på verden.«

»Man kan også vende den om: selvom man forstår sig selv som en cool københavner der er nede med alle de rigtige mennesker, så er det alligevel en usikker pige der kigger tilbage fra spejlet som finder det meget svært at leve op til verden derude. Vi har arbejdet meget i modsætningspar.«

»Figuren er jo så tøsetøs som man overhovedet kan være. For at skabe en modvægt til det, valgte vi en simpel scenografi og et råt lokale så pigeuniverset spillede op mod en minimalisme. For mig har det været en stor udfordring at skrælle dramaet helt ind til knoglen. Det er altid meget fristende at ty til alle mulige rekvisitter og tricks, men vi har kogt forestillingen helt ned så det er Nanna og teksten det handler om – og jeg er meget tilfreds med resultatet.«

Retorikken bringer mig videre
Du har arbejdet professionelt som instruktørassistent i nogle år, og så valgte du at begynde at læse retorik – hvorfor?

»Jeg er meget, meget glad for teaterverdenen, og jeg forestiller mig ikke at jeg skal væk fra den. Men efter at have arbejdet intenst med teater siden jeg var 18, trængte jeg til noget andet input, for jeg stod lidt stille. Jeg begyndte at blande mig så meget i instruktørens dispositioner at hvis jeg ikke bremsede mig selv, så ville han være nødt til at fyre mig. Det begyndte at gøre ondt at stå ved instruktørens side og bakke op om et barn der ikke var mit eget. Det der kunne få mig til at rykke videre, var at jeg bankede min egen store forestilling op – og det er noget af en vej at gå! Så jeg stoppede, og så fulgte nogle år med tvivl og usikkerhed.«

»Den periode brugte jeg på at tage en hf, og så mødte jeg retorikken og blev helt vildt sulten efter mere. Det har været min vej. Jeg har egentlig hele tiden godt vidst at jeg gerne ville instruere teater, men jeg har været i tvivl om hvordan. I dag kan jeg mærke at jeg med retorikken har fundet min balance.«

»De to verdener – teatrets og retorikkens – supplerer hinanden virkelig godt. Når jeg studerer retorik og sidder til undervisning, så bliver jeg enormt inspireret på teater, og når jeg sidder på teatret, så tænker jeg retorik – det flyder sammen hele tiden. Og på studiet leger jeg meget med det: hvor meget kan jeg klemme kunst og teater ind i retorikken?«

Hvor meget kan du så det?

Marie spiser en figen i små bidder og svarer så med et skævt smil: »Lad mig lige skrue min retorikhjerne på. Det ved jeg ikke endnu. På mit hold er vi mange fra kreative miljøer med blandede erfaringer som søger det input retorikken kan give os. Retorik er jo en værktøjskasse som man kan gå alle mulige steder hen i verden med. Det er afsindigt inspirerende – man kan blive politisk rådgiver, redaktør, talelærer, alt muligt. Det synes jeg også at mit hold afspejler. Vi kommer alle sammen med forskellige historier og interesser, men retorikken er det der kan bringe os videre.«

»Til min positive overraskelse er der ikke store forelæsninger på Retorik, men intim klasseundervisning og holdarbejde. Vi holder taler for hinanden. I stemmebrug er vi i gang med at træne åndedræt, konsonantlyde og artikulation, og så har vi gang i et forløb hvor vi skriver artikler og læserbreve og giver hinanden feedback. Det er super inspirerende, men jeg kan godt mærke at dramaet har fyldt rigtigt meget på det sidste. Jeg skal finde ud af at finde ordentlig tid til begge dele.«

Så nu giver du studiet en skalle og lægger dramaet på køl?

»Nej. Vi vil ikke have at det er slut. Vi er i gang med at undersøge mulighederne for at tage Tango Naive på turne rundt i landet. Vi synes at mange unge vil kunne få noget ud af forestillingen – og så er den jo forholdsvis let at pakke ned i en lastbil,« smiler Marie. »Det har været skide hårdt og skide sjovt og en rigtig god læreproces – og noget af en debut for Nanna som en ung skuespiller med sin egen tekst – det er ret stort,« siger Marie med tryk på ret.

Marie har ikke som figuren i Tango Naive »så mange jeg’er i sig at hun er ved at kaste dem op«. Men på hovedet har hun en instruktørhat og en retorikkasket. Og hun har brug for at kunne skifte imellem de to.

Over dem trækker hun nu en alpehue og begiver sig ud i novembermørket.

gbg@adm.ku.dk