Studerende efterlyser gennemsigtighed i undervisernes interesser

Hvis en underviser anbefaler en ny type medicin i forelæsningssalen og går til møde i aktionærklubben om aftenen, har de studerende så ikke ret til at vide det?

På Københavns Universitet er undervisere ikke underlagt krav om at deklarere eventuelle interessekonflikter over for deres studerende. I praksis betyder det, at undervisere aktivt kan promovere synspunkter, hvorved de – usynligt for de studerende – står til personlig vinding enten finansielt, karrieremæssigt eller politisk.

De studerende skal kunne stole på, at underviseren er en uvildig ekspert uden bagtanker og skjulte interesser.

Undervisere kan for eksempel promovere politiske synspunkter på vegne af et parti eller udelade at kritisere eksterne samarbejdspartnere. I de mest ekstreme tilfælde kan en underviser drive skjult markedsføring for et produkt, som underviseren eller dennes arbejdsgiver, for eksempel en privat fond, har økonomisk interesse i. Dette uden at bryde universitetets regler. Det er problematisk på alle fakulteter, men især på uddannelser som medicin, tandlæge og veterinærmedicin, hvor de studerende er potentielle kunder i det øjeblik, de dimitterer.

Den manglende transparens er et problem, der gør vores uddannelser sårbare over for skjulte dagsordener, og som i yderste konsekvens kan skabe mistillid mellem undervisere og studerende.

Den fodrende hånd

Gennemsigtighed bliver kun vigtigere, i takt med at industrien får en større rolle på universitetet. Københavns Universitet har et strategimål om at styrke samarbejdet mellem universitetsforskere, industri og andre eksterne interessenter.

Hensigten er god, idet man søger at styrke innovationen og sikre universitetets nyttevirkning i samfundet. Der er da heller ingen tvivl om, at de mange samarbejdsaftaler og milliarder i eksterne bevillinger gør universitetet stærkere. Men parløbet med industrien sætter også universitetets uafhængighed, troværdighed og integritet under pres. Som regel er de store aftaler, der indgås med industrien, underlagt strenge klausuler om, at industrien ikke må have direkte indflydelse på universitetets aktiviteter. Disse klausuler bruges gerne til at legitimere samarbejdet og insistere på universitetets uvildighed. Men er universitetet villigt til at bide den hånd, der fodrer det? Er den enkelte underviser klar til at vise tænder?

Samtidig skaber samarbejdet incitamentsstrukturer, der gør det sværere at overleve som kritisk tænker. For når eksterne samarbejder og bevillinger bliver succesmål for universitetet, bliver det naturligvis lettere at klare sig som forsker, hvis man beskæftiger sig med de emner, der er ekstern økonomisk interesse i – om det så er landbrug, lægemidler eller logistiske løsninger.

Transparens skaber tillid

Magtforholdet mellem politik, industri og universitet diskuteres lystigt, når det kommer til forskningsfrihed – også her i Uniavisen. Det er et svært dilemma, hvor man skal gøre op, om ekstern indflydelse sikrer universitetets relevans eller blot sikrer pensionskassernes overskud. Det er ikke entydigt, hvad der er det rigtige, og derfor er debatten så meget desto vigtigere.

Desværre er det en debat, som for de fleste studerende er ganske usynlig. Selv om vi hver dag møder konsekvenserne, så konfronteres vi aldrig direkte med dilemmaet. Man ønsker at opfostre studerende, der er i stand til at tænke kritisk, og som ikke tager hvad som helst for gode varer. Men det er tilsyneladende ikke meningen, at vi skal være kritiske over for universitetets egne stemmer.

Den manglende transparens er tankevækkende, når man tænker på, at videnskabsformidling i de fleste andre sammenhænge er underlagt strenge krav om deklaration. Deler man sin forskning med fagfæller uden at deklarere interessekonflikter, så forbryder man sig imod forskningsverdenens etiske kodeks. Man forventes som minimum at deklarere sine finansielle interessekonflikter. Hvorfor har vi ikke de samme forventninger i forelæsningssalen?

En god uddannelse bygger på gensidig tillid. Underviseren skal stole på de studerendes intentioner om læring, og de studerende skal kunne stole på, at underviseren er en uvildig ekspert uden bagtanker og skjulte interesser. På Københavns Universitet har vi – ligesom i Danmark generelt – en høj grad af tillid til hinanden. Vi har også et godt samarbejde med industrien og andre eksterne partnere. De to ting kan sagtens sameksistere, men ikke uden transparens.