Studerende er hverken a-kassegratister eller fagforeningssnyltere

Det er ikke usædvanligt at høre på KUA’s gange, at økonomien kradser lidt i slutningen af måneden.  ”Man kan vel spare lidt ved, at man melder sig ud af studenterfagforeningen, eller hvis man er over tredive så a-kassen!” siger den fattige studerende. Men som vakse fagligt aktive studerende har vi kæmpet med næb og klør for at få vores medstuderende fastholdt i det faglige fællesskab. Ved at fortælle at fagforeningsmedlemskabet og a-kassen styrker vores faglighed og bidrager til fællesskabet.

Men, vores største modstand er ikke de tvivlende studerende. Det er studenterfjendtlige udtalelser som dem, velfærdsforsker Jon Kvist kom med i Information i januar. Som reaktion på forslaget om at nedsætte dimittendsatsen afviste Kvist, at forslaget ville få unge til at fravælge fagforenings- og a-kassemedlemskabet.

Studerende er hverken arbejdssky eller snyltere

Kvist fremstiller studerende som arbejdssky andenrangsmedlemmer af a-kasser og fagforeninger, der snylter på fællesskabet. Men det er ikke tilfældet.  DM’s studiestartsundersøgelse fra 2018 viser, at 73% af alle studerende har et studiejob. Vores medlemmer slider deres cykelsadler i stykker, mens de udbringer mad eller tilrettelægger undervisning for museers skoletjenester.

Derfor er det en hån, når man som nyuddannede mødes med en lavere dagpengesats ledsaget af alverdens nedladende beskyldninger om, at man er doven og privilegeret. Det får naturligt en betydning for, om man føler sig inkluderet i det faglige fællesskab. Hvis den første besked er, at man er mindre værd og bare skal rette ind, dukke nakken og betale sit kontingent, så er det ikke just noget, der inspirerer til loyalitet og fællesskabsfølelse.

Velfærdsstaten er til for Arne og børnefamilierne

Vi oplever, at der blandt mange af vores medstuderende er en oplevelse af, at velfærdsstaten grundlæggende ikke er til for os. Den er til for Arne og børnefamilier – og det skal være dem vel undt! Men hvis ikke vi som samfund tager alvorligt, hvor vigtigt det er at sikre sammenhængskraften i dagpengesystemet, så saver vi på sigt den gren over, som vores velfærdssamfund hviler på.

Hvis vi skal modvirke den udvikling, kræver det, at man møder nyuddannede med værdighed og et system, man faktisk har lyst til at være en del af. Det kan næppe undre, at det er sværere at skabe opbakning til vores påståede solidariske a-kassesystem blandt vores generation, når det er hverdagskost at negligere de krav, der stilles til studerende og nyuddannede. Det er præcis dét, man taler ind i, når Jon Kvist nærmest kalder os for gratister. Derfor er vi slet ikke i tvivl om, at rundbarberingen af nyuddannedes dagpenge truer opbakningen til a-kasserne og fagforeningen.

Vi må og skal stå fast på, at enhver er medlem af vores A-kasser og fagforeninger på lige vilkår.