Studerende filmer kunstners fiktion

»Hvad sker der her?« spørger en medarbejder fra Østre Landsret, der er kommet ind i retslokale 15 med en stige for at stille på en urskive. Lokalet er proppet med presse, tilhørere og hele to dokumentarfilmhold. Det ene følger sagsøger, det andet følger sagsøgte.

Cæcilie Østerby Sørensen, der instruerer filmen om den ene af de to sagsøgte, afgiver sin plads på tilhørerbænken til nogle Politiken-journalister, der kommer i sidste øjeblik, og sætter sig på hug i et hjørne ved siden af det kamera, der gennem det meste af dagen er vendt mod den navnløse.

Hun kalder ham konsekvent for ’Direktøren’, selv om den institution, som han er direktør for, officielt lukker med retssagen, der på den måde bliver kulminationen på hans ti år gamle projekt om, hvordan vi tænker identitet og eksistens, fiktion og virkelighed.

»Direktøren er meget gavmild«

En uges tid efter at advokaterne har procederet, sidder vi i Cæcilies bofællesskab på Østerbro, over myntete og appelsiner, sammen med hendes medstuderende Anne Kølbæk Iversen, der fungerer som producer på filmen og Cæcilies sparringspartner.

Jeg vil først og fremmest gerne vide, hvordan de har holdt fast i deres eget projekt og undgået at lade sig opsluge for meget af Das Beckwerks?

»Direktøren har under hele processen været meget gavmild over for os,« svarer Cæcilie. Noget der går godt i spænd med hele hans projekt, som hun ser det.

»Det handler om, at man ikke skal stemple hinanden, at identifikationer er begrænsende og at der findes en kerne af noget menneskeligt, som går forud for nationalitet og identitet. Han bruger gerne et ord som verdensborger og kan godt være helt 68-agtig at høre på.«

Med og mod kunstneren

Hun har ikke haft noget ønske om at rive nogen maske af manden bag Das Beckwerk, men håber at kunne vise folk nogle forskellige sider af ham. Han er ikke bare en kunstner, der stædigt presser grænserne for, hvad man kan tillade sig, men en karismatisk og ekstremt arbejdsom mand, der er professionel, velforberedt og iderig – også når det kommer til at give filmholdet forslag til, hvad der kunne være interessant at filme.

Egentlig var filmningen af retssagen noget, Direktøren havde bestilt og betalt for, men nu ender den nok også med at få en vigtig plads i filmen.

»Men jeg gider ikke hoppe på den med, at han er totalt manipulerende,« siger hun. Dokumentaren er de studerendes egen, og filmoptagelsen af retssagen var noget ved siden af, der kunne give et supplement til SU’en, selv om det selvfølgelig får grænserne mellem dem til at flyde, mener Cæcilie.

Direktøren har i telefonen takket dem for at have arbejdet ’med og mod os’.

»Det blev jeg virkelig glad for,« fortæller Cæcilie, »selv om jeg stadig ikke helt ved, hvad han mente med mod.«

Ideen og energien

Ideen til at lave en dokumentar om Direktøren opstod for omkring et år siden, da Cæcilie via universitetet fik en mail om, at Das Beckwerk søgte studerende til en tænketank, som skulle hjælpe med at reflektere teoretisk over projektet.

Cæcilie har før filmet lidt for sjov, især under et udvekslingsophold i Paris, hvor hun tog filmfag, som led i sin bachelor på litteraturvidenskab. Hun har desuden været instruktørassistent på nogle teaterforestillinger ved siden af studierne i København – og havde derfor noget praktisk erfaring med kunstprojekter, inden hun gik i gang.

Das Beckwerk var dog på intet tidspunkt interesseret i at se et CV. »Han skulle selvfølgelig lige se os an, inden han lukkede os ind i sit projekt,« siger hun, »men det afgørende var, at han syntes, jeg havde en god energi.«

Det sødeste filmhold

Både Cæcilie og Anne har gennem hele processen været ret bevidste om, at de også bare er nogle studerende fra KUA. Anne mener, at den ydmyghed, de er gået ind i projektet med, på mange måder har været en fordel for dem.

»På en måde er det tillidsvækkende at være studerende, man er af natur en, der er på vej og er egentlig selv lidt uidentificerbar – man er ikke noget sted, rigtigt, og har ingen rigtig dagsorden.«

De unge kvinder er blevet kaldt det sødeste filmhold af Das Beckwerks producer, mens de stod og pakkede en knallert med alt deres udstyr.

Men den manglende professionalisme har også betydet, at de glemte at tænde for mikrofonerne, netop da Direktøren fik besøg af Prins Henrik, og at de nu har uoverskuelige 300-500 timers filmoptagelser at redigere i.

Hvem henter kaffen?

At de er nogle 26-årige kvindelige studerende, oven i købet ikke særlig høje, der har deres eget projekt, skaber indimellem forvirring.

Som da de skulle filme en samtale mellem Direktøren og de to præster, der skulle stå for hans begravelse, og Direktøren kom til at bede Cæcilie hente kaffe. En episode, som en af præsterne sammenlignede med partilederrunden på DR, hvor Bendt Bendtsen bad Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen om at hente kaffe, fordi han tænkte, hun måtte være assistent.

»Hvis man havde været en 45-årig mand, ville det nok have været nemmere at få det til at virke, som om man havde sit eget projekt. Og så var man nok heller ikke blevet bedt om at hente kaffe,« siger Cæcilie, der understreger, at Direktøren selv tog af sted efter kaffe, da situationen gik op for ham.

»Yes, det gør I bare«

Økonomisk er projektet en fiasko. Filmholdet må selv dække alle udgifter til kaffe, transport og film, med undtagelse af de gange, de har filmet noget for Das Beckwerk. Cæcilie og Anne søgte blandt andet støtte hos Det Danske Filminstitut (DFI), der har en ordning, som støtter unge filmtalenter. Men fik afslag, da deres ide om at skildre forholdet mellem fakta og fiktion var lidt for abstrakt.

»Jeg var virkelig nede over afslaget fra filmverdenen,« siger Cæcilie. Men selv om det fik hende til at tvivle på hele projektet, tog hun alligevel kontakt til Marianne Ping Huang, der er institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, for at høre om mulighederne der. Svaret var »yes, det gør I bare« og med institutlederens underskrift fik de lov til at låne kameraer til 50.000 kr. hos IT-medier på KUA.

»På den måde kom projektet til at give mening igen,« siger Cæcilie og siger, at det er vigtigt at se mulighederne, der hvor man er. »KUA kan godt være lidt tung, når det kommer til det praktiske, men alligevel er jeg glad for, at det er den vej, vi gik, da det også er der, vi hører til.«

Når sprækkerne åbner sig

For Cæcilie og Anne handler det om at skabe en balance mellem teori og praksis. Anne peger på, at Direktøren selv på en måde er en ide, der er gjort til krop, fordi han tager sit projekt så uforbeholdent på sig.

Men til tider er han også komisk: »Han vil altid gerne være ulasteligt klædt i jakkesæt, men han havde stadig en elastik om sit højre bukseben, da han mødte op i retten,« fortæller hun. Selv om har masser af attitude, opstår der af og til nogle sprækker ind til noget meget menneskeligt.

Deres roller over for hinanden kom også til at krakelere af og til.

»Der var et enormt pres på Direktøren under retssagen. Da den var slut og han stadig havde vores kamera lige i synet, kom jeg til at spørge ham, helt oprigtigt, om han ikke var træt af at blive filmet. ‘Jo, det er jeg fandme!’ svarede han, og så smed han et plastikkrus med vand lige i hovedet på Sirid, der stod og filmede, og ud over kameraet. Selv om det ikke var bevidst, kom spørgsmålet til at skubbe ham ud over grænsen,« fortæller Cæcilie.

Direktøren var den første til at påpege, at det nok skulle blive en god scene i filmen, som en art kompensation for deres frygt for det dyre kamera – og den kommer nok også med.

»Jeg glemte helt min egen rolle,« siger Cæcilie »og tænkte bare: Fuck, hvor må det være forfærdeligt med alle de kameraer og alle de avisartikler.«

uni-avis@adm.ku.dk