Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studerende grillede ledelsen om besparelser: »Kommer det til at være sådan lidt en joke-kandidat?«

SCIENCE-nedskæringer — Mere end 10 afskedigelser og 25 frivillige fratrædelser har udløst stor bekymring blandt de studerende på Landskabsarkitektur, der frygter for kvaliteten af deres uddannelse.

Der var fyldt til bristepunktet, da studerende på Landskabsarkitektur på Københavns Universitet onsdag 10. december havde indkaldt til krisemøde om besparelser, fyringer og deres faglige fremtid.

De studerende er bekymrede for, at nedskæringerne på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE), som har måttet sige farvel til mere end 100 medarbejdere, får alvorlige konsekvenser for deres uddannelse.

På mødet sagde Vivian Kvist Johannsen, institutleder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN), som landskabsarkitektuddannelsen hører under, at mere end 10 ansatte på instituttet er blevet afskediget, og at der yderligere er blevet indgået over 25 frivillige fratrædelsesaftaler.

Vi er bange for, at kvaliteten bare dør

Aske Sahl, næstforperson i Foreningen af Landskabsarkitekturstuderende

Navnlig den designfaglige del af uddannelsen er hårdt ramt af besparelserne. KU vil ikke sætte specifikke tal på, men ifølge foreningen Danske Landskabsarkitekter er 4 af 12 designfaglige undervisere på uddannelsen blevet opsagt, mens en femte er fratrådt frivilligt.

Det skaber stor bekymring blandt de studerende for deres fag og fremtid.

»Jeg skal tage kandidaten næste år. Kommer jeg til at kunne færdiggøre min kandidat, eller kommer det til at være sådan lidt en joke-kandidat,« spørger næstforperson i Foreningen af Landskabsarkitekturstuderende (FLS), Aske Sahl, og fortsætter:

»Vi er bange for, at kvaliteten bare dør.«

Underskuddet på SCIENCE er på lidt over 100 millioner kroner om året. Det skyldes især øgede driftsomkostninger i forbindelse med de store prestigebyggerier Niels Bohr Bygningen og det nye Statens Naturhistoriske Museum, som samlet beløber sig til 89 millioner kroner årligt.

LÆS OGSÅ: Nu rammer fyringerne: Bliv klogere på de massive besparelser på SCIENCE

Hårdere ramt end andre

Med på mødet var også prodekanen for uddannelse på SCIENCE, Andreas de Neergaard.

I et interview med Uniavisen efter mødet erkender han, at IGN er blandt de hårdest ramte institutter.

»De tal, som Vivian (Kvist Johannsen, red.) præsenterer i dag, hvor hun siger plus 25 fratrædelser og plus 10 afskedigelser, er klart i den høje ende,« siger han.

»IGN er hårdt ramt på den måde, at man kommer ind i besparelsesrunden med et stramt budget, da man modsat andre institutter ikke har kørt med overskud. Det vil sige, at de både skal løse deres egne budgetudfordringer og samtidig bidrage til de samlede besparelser på SCIENCE. På den måde er IGN mere udfordret fra starten,« siger Andreas de Neergaard.

LÆS OGSÅ: Vi studerende bliver også ramt af fyringer på SCIENCE

Prodekan ikke nervøs for konkurrenceevnen

På mødet fastholdt ledelsen flere gange, at instituttet stadig vil have de nødvendige kompetencer til at drive landskabsarkitektuddannelsen på et højt niveau.

Derfor er Andreas de Neergaard heller ikke bekymret for, om uddannelsen fortsat kan konkurrere med landskabsarkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi, selvom der skæres så hårdt i designfagligheden.

»Det er min mindste bekymring, vil jeg sige. Det lyder måske overdrevet naivt, men det er fordi, placeringen af landskabsarkitektur på IGN er en unik konstruktion, fordi vi har alle de underliggende fagligheder som miljølovgivning, naturforvaltning, biologi, skov, botanik og så videre. Der har vi et kæmpe batteri af eksperter, som kan kvalificere den faglighed, som landskabsarkitekterne får. Og jeg tror, det er lige præcis de kompetencer, der er voksende efterspørgsel på i branchen,« siger prodekanen.

Det modsiges dog i et debatindlæg i mediet Byrummonitor, hvor 12 foreninger og organisationer i branchen udtrykker stor bekymring for fagets fremtid efter fyringsrunden på KU.

LÆS OGSÅ: Rektor om besparelser på SCIENCE: Der er ingen vej udenom

Frygt for manglende bindeled

Når der bliver skåret i designfagligheden på uddannelsen, bliver der skåret i, hvad en landskabsarkitekt overhovedet er. Sådan lyder det fra Otto Tiedt Andreasen, kommunikationsansvarlig i Foreningen af Landskabsarkitekturstuderende (FLS).

»Når man skal lave en plan eller et indgreb i et landskab, har du en masse søjler af viden: botanik, økologi, lovgivning, historie, planlægning, forvaltning. Og så har du design. Og der er design bindeleddet, der sætter alle de her søjler sammen. Uden det kommer alle søjlerne bare til at stå for sig selv,« siger han.

LÆS OGSÅ: Skal SCIENCE virkelig fyre forskere på grund af en regnefejl?

Spørgsmålet er, om de bekymrede studerende føler sig betrygget om fremtiden efter mødet med ledelsen.

»Nej,« lyder det korte svar fra Otto Tiedt Andreasen.

Foreningen FLS forventer, at diskussionen om deres uddannelses fremtid fortsætter – både internt på instituttet og i de faglige miljøer.

Seneste