Studerende hjælper sultestrejkende kurdere

Det lille elektriske varmeapparat gløder og tiltrækker mændene i teltet, der samler sig i en tæt cirkel for at varme fingrene. Udenfor skinner solen, og under teltdugen er her efterhånden så varmt som i en lun stue foran brændeovnen, men mændene fryser alligevel.

Knap to uger uden mad har drænet dem for energi, og i det tidlige danske efterår er det svært for dem at holde varmen. Siden 14. september har de sultestrejket foran Christiansborg i en appel til de danske myndigheder om at give dem asyl.

De 28 kurdere står til udvisning til enten Syrien, hvor de alle oprindeligt kommer fra, eller Grækenland, som var det første land, mange af dem ankom til, og som derfor ifølge EU’s Dublin-forordning (se faktaboks) skal behandle de syriske kurderes asylansøgninger.

»De danske myndigheder har slet ikke set på min sag. De vil bare sende mig tilbage til Grækenland, uden at jeg har fået lov til at udtrykke mig,« siger 26-årige Rudi, som kom til Danmark i maj.

»Grækenland er ikke sikkert«

Grunden til kurdernes bekymring er, at det græske asylsystem er i knæ, godt hjulpet på vej af landets økonomiske krise, og at Grækenland blandt andet derfor er det sværeste land i EU at opnå asyl i.

Desuden lever forholdene for flygtninge i Grækenland ikke op til internationale, humanitære standarder, advarer menneskerettighedsorganisationer og internationale flygtningeråd. Af samme grund har Norge siden 2008 suspenderet alle udvisninger til Grækenland.

Efter at han ankom til 2008, boede Rudi halvandet år under jorden i Grækenland, for at undgå at blive pågrebet og sendt hjem. Hvis han bliver sendt tilbage nu, er han nødt til at bo på gaden, hvis han ikke vil sendes tilbage til Syrien, siger han.

SE BILLEDSERIE FRA KURDERNES SULTESTREJKE

»Syrien er som Saddams Irak«

Og Syrien vil han ikke tilbage til. Kurdere er forfulgt i Syrien, og mange af kurderne på Slotspladsen har tilmed været politisk aktive i deres hjemland, så hvis Rudi rejser tilbage, vil han ryge i fængsel med det samme, siger han.

»I Syrien forsvinder folk i fængslerne, og hvis jeg har valget, vil jeg hellere dø her i dette telt, hvor det i det mindste giver noget opmærksomhed,« siger han.

»I Syrien har vi ingen rettigheder og intet statsborgerskab. Vi må ikke engang kalde os ved vores kurdiske navne,« siger Rudi, der i Danmark slet ikke vil bruge sit arabiske navn, Abdel Qadr.

»Syrien er en diktaturstat på linje med Saddam Husseins Irak, og det vil vi gerne gøre danskerne opmærksomme på. Da den danske ambassade blev brændt af i Damaskus (under tegningekrisen i 2006 red.), støttede jeg Danmark, som jeg følte repræsenterede den slags demokrati, jeg ønskede,« siger han.

Ingen medieopmærksomhed

Rudis ord bliver løbende oversat af Ida Marie Rump, der læser arabisk på Københavns Universitet, og som siden sultestrejkens start har hjulpet til i teltet på Slotspladsen. Sammen med Simon Hansen, der netop er startet på Psykologi, er hun blandt de studerende, der sammen med kurderne forsøger at gøre danskerne opmærksomme på de folk, de mener, bliver fanget i de danske og europæiske asylsystemer.

Men det har ikke været så let, som de troede det ville være.

»Medierne siger, at der ikke er nogen nyhedsværdi i aktionen. De vil hellere skrive om Helle Thornings skat og om bombemanden,« siger Ida Marie Rump, som er bekymret for, at medierne blot ser aktionen som en ’Kirkeasyl 2’.

»Det er som om, at man som skal overgå sig selv og gøre sine aktioner mere og mere spektakulære for at få presseopmærksomhed, men det her er noget andet end Kirkeasyl« siger hun og tilføjer, at de danske aktivister blot hjælper til. Det er kurdernes egen aktion, understreger hun.

Overlegent at tro, at folk flygter uden grund

Aktivisterne, der primært er studerende, bemander indgangen til det aflange, hvide telt i fire timers vagter døgnet rundt. Simon Hansen kan lige nå sin vagt, inden han skal til undervisning på Psykologi. Han mener, at kurderne står i en »åbenlyst uretfærdig sag.«

»Der er mange danskere, der ikke interesserer sig for asyl, og der er mange, som per automatik accepterer retsinstansernes afgørelser. Men det er vigtigt at huske på, at der er mennesker bag hver sag, og nogle gange har retten ikke ret. Og nogle gange er der noget galt med loven,« siger han.

»Det er absurd at tro, at folk vil forlade alt, gå igennem den forfærdelige oplevelse det er at flygte, og så bagefter igennem hele den her proces med en sultestrejke, uden at have en grund til det. Det er en overlegen tankegang at tro, at folk flygter bare for at komme op og nasse på vores samfund,« mener Simon Hansen.

Flygtede fra tortur

De fleste af de kurdiske syrere er flygtet til Europa via Tyrkiet. Rudi sejlede gennem et uvejr sammen med 30 mennesker i en gummibåd, mens 29-årige Ahmed gik to døgn med sin familie fra Tyrkiet til Grækenland.

Han fortæller, at han i Syrien blev arresteret for at holde møder med sin læsegruppe fra universitetet, som efterretningsvæsnet hævdede var politiske konspiratorer. I fængslet blev han slået og tortureret, og da han blev indkaldt til endnu et forhør, stak han af.

Ahmed har kone og børn i den flygtningelejr, hvor han har boet, siden han kom til Danmark. De er nervøse for ham, fortæller han, men de har tillid til, at man i et demokratisk land som Danmark vil have forståelse for hans situation.

»Vi tror, at en sultestrejke er den mest effektive måde, vi kan råbe Folketinget, FN og menneskerettighedsorganisationer op på. Vi er meget overraskede over, hvor lidt medierne har været her, men vi er nødt til at blive ved med at håbe for at holde hinanden oppe.«

Studerende: Hårdt at se desperation

Både Rudi og Ahmed har svært ved at svare sammenhængende på spørgsmål, og ser tydeligt udmattede ud. Maven, nyrerne, hele kroppen gør ondt siger de, og det føles som om alle kroppens nerver ryster. De sultende skal helst indtage tre liter væske om dagen, men det gør ondt at drikke vand.

Blandt aktivisterne er også et sundhedshold, der holder øje med de sultestrejkende, og som tilkalder ambulance, hvis det er nødvendigt. Indtil videre er fire blevet indlagt, men hver gang er den syge kommet tilbage til teltet.

Selv om de studerende, der hjælper til, helst er fri for at tale om dem selv, indrømmer de, at sultestrejken også en stærk oplevelse for dem.

»Selvfølgelig er det hårdt at se folk nå ud i den desperation, de er i her. Det er hårdt at se den smerte, de føler, og at se hvor pissebange de er for at blive sendt tilbage,« siger Ida Marie Rump.

Rekorden er 28 dage

Officielt erklærer kurderne, at ikke vil afbryde deres sultestrejke, før deres sager er blevet optaget, eller genoptaget af de danske myndigheder.

Under rette omstændigheder kan et menneske overleve tre måneder uden mad, men rekorden i Danmark er 28 dage. Kurderne på Slotspladsen håber på alle sammen at holde ud som minimum indtil Folketingets åbning den 5. oktober.

I skrivende stund er den eneste politiske reaktion på sultestrejken kommet fra Enhedslisten, der har kaldt integrationsministeren i samråd om udvisningerne.

I Grækenland er asylbehandlingssystemet reelt brudt sammen, og det betyder, at de mennesker som vi tilbagesender til Grækenland ikke får en reel behandling af deres ansøgning om asyl. I sidste ende kan det betyde, at de hjemsendes til tortur og forfølgelse, siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen til Modkraft.

Kilder:
Rapport fra European Council on Refugees and Exiles om forholdene for flygtninge I Grækenland

Amnesty International: No place for an asylum-seeker in Greece.

ser@adm.ku.dk