Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studerende: Hvorfor f*** ligger der eksamener oven i vores vejlederes ferie!?

Eksamen — Det er umuligt at skrive en god eksamensopgave, når man ikke har mulighed for at kontakte hverken sin vejleder eller studieadministration med helt basale spørgsmål. Det skriver Emma Andersen, der har deadline på to eksamener midt i sine vejlederes juleferie.

Sidder I andre også og er stressede og fortvivlede? Drikker uendelige mængder af kaffe, imens I kæmper jer igennem de mindste detaljer af vores tekster? Al den tid, energi, kaffebrygning og hårudrivning er til for én ting: Fordi vi gerne vil have en god eksamen. Eller som de fleste af os ender med sige, når vi afleverer: ”Fuck det! Jeg skal bare bestå!”

I al den her stress, jag og tudeture, kunne man ønske sig noget vejledning. Råd fra en ven.

Nogle undervisere er søde, og vil hjertens gerne hurtigt svare på alle dine tusind spørgsmål om pensum, og svare på, om du i denne tekst skal bruge APA-referencesystemet.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Andre undervisere er pisseligeglade.

Og hvad gør man så? Hvad gør man, hvis man ligesom jeg har haft to eksamener oveni hinanden, og først har kunnet starte på den ene mellem jul og nytår, og det tilfældigvis er det fag, hvor underviseren ikke reagerer, selvom du kontakter hen på alle tænkelige platforme?

Jo, man kontakter selvfølgelig studieadministrationen, studievejledningen eller studie- og eksamensmedarbejderen på ens institut. Der er jo tusindvis af ansatte, der kan hjælpe dig i denne situation.

Eller vent. Nej, det kan du jo heller ikke.

For mens du sidder og famler fortvivlet i blinde efter en “ikke-dumpekarakter”, sidder de og nyder deres juleferie. De hygger sig med deres børn, ser film og bager boller med deres kærester/ægtefælde.

Håndværkerelever får bedre vejledning end studerende

Lad mig plante den her sammenligning hos dig: Lad os sige, at du, i stedet for at skrive eksamensopgave, var håndværkerelev og skulle bygge et hus, som en arkitekt havde tegnet.

Perfekt, tænker du. Det kan jeg sagtens.

Men hov, arkitekten har blot givet dig tegningen, og følte så, at vedkommendes arbejde var udført. Nu er det altså op til dig at fortolke tegningen.

Du når et godt stykke, men naturligvis kommer der til at opstå spørgsmål, som du ikke lige havde tænkt på, inden du gik i gang, og så vil du gerne vende dig om og spørge din lærermester. Men når du vender dig om for at spørge, så ser du, at de også bare er gået. De sidder nu derhjemme og hygger sig med familien, og har efterladt dig til at bygge huset selv.

Og hér kommer mit spørgsmål: Hvad gør du så?

Huset skal stå færdigt om lidt, så du bliver nødt til at arbejde videre. Du tager en masse valg, og håber, at de er rigtige.

Ville du i det tilfælde blive forbavset, hvis du kom tilbage efter din ferie og fandt et hus, der – bevares! – var færdigt, men ikke helt efter tegningen, og måske også var faldefærdigt?

Ville det overraske dig, hvis en lærling, der var overladt til sig selv, nok ikke byggede verdens mest stabile og korrekte hus?

Nej vel?

Mangel på hjælp giver dårligere eksamensopgaver

Lad mig lige understrege – min pointe har naturligvis intet med de dygtige håndværkersvende at gøre.

Min pointe er, at hvis vi ikke ville sætte en håndværkerlærling til at bygge et hus uden at kunne spørger sin mester eller arkitekt til råds, hvorfor fanden forventer vi så, at studerende på akademiske uddannelser kan klare sig selv uden en underviser og en studieadministration at kunne kontakte?

Pointen er, hvis I skal holde juleferie, så skal I ikke lægge eksamensdeadlines oveni jeres egne ferier. Jeg står lige nu med to deadlines, der giver 1-2 på karakterskalaen og kan ikke udelukke hele to reeksamener.

Med et ufærdigt udgangspunkt bliver resultatet derefter: Lidt ukorrekte og med et fundament, der måske er ved at brase sammen.

Seneste