Studerende på grønne uddannelser: »I uddanner os til en verden, der ikke findes om ti år«

Afslutningsdebatten havde været i gang i en lille halv time, da den første spontane klapsalve, iblandet et par jubelbrøl, rungede i salen – og det skete, da mikrofonen forlod eksperterne på scenen, og havde banet sig vej ned til tilskuerne. Der sad de studerende.

Den studerende, der fik klapsalven, havde henvendt sig direkte til Skovskolens forstander Thomas Færgeman og spurgt ham, om skolen har tænkt sig at udfordre de kommuner, turistselskaber og private skovbrug, som mange studerende ender med at blive ansat i – i klima og bæredygtighed.

Skovskolen i Nødebo huser Københavns Universitets tre uddannelser i skov, park og natur. Her får de studerende praksisnær uddannelse som natur- og kulturformidler, have- og parkingeniør eller skov- og landskabsingeniør.

Den 17. januar havde de studerende arrangeret en klimadag. Flere af dem synes nemlig, at deres uddannelser halter efter den grønne omstilling.

»De løsninger, der bliver diskuteret i sektoren, kommer meget snævert til at handle om, hvordan vi skal tjene penge. Det er helt tydeligt, at det er udgangspunktet. Så skal vi give sektoren det, de vil have, eller skal vi sige deal with it. Hvad er jeres refleksion?« sagde den studerende, inden han tilføjede et sidste svirp:

Lefler I bare for sektoren?

Studerende til forstander Thomas Færgemann

»Lefler I bare for sektoren?«

Hvis ikke klapsalven alene afslørede det, så bekræftede de følgende kommentarer fra salen, at den studerende ikke stod alene med sin frustration.

Også andre i forsamlingen sagde under debatten, at de ikke bliver undervist nok i klima og bæredygtighed på Skovskolen, men omvendt støder på en tankegang, der entydigt sætter kommercielle hensyn højest.

Dagen begyndte med foredrag af klimaeksperter og sluttede altså med debatten om Skovskolens rolle i den grønne omstilling.

»Jeg synes, det er håbløst uambitiøst. De uddanner os til en verden, der ikke findes om ti år,« sagde 26-årige Peter Jørgensen, studerende på natur- og kulturformidling, om de kurser, han senest har haft på Skovskolen. Han var med til at arrangere klimadagen, og vi talte med ham efter den afsluttende debat.

Han nævnte et fag om turisme, der ifølge den studerende fokuserede enøjet på økonomiske forhold, men kun flygtigt strejfede industriens konsekvenser for klima og miljø. For eksempel blev de studerende undervist i krydstogtturisme, uden at de diskuterede selskabernes sorte aftryk på klimaet.

Og det er bare et eksempel på et fag, der skyr de etiske diskussioner om den grønne omstilling, sagde han.

»Jeg synes, det er totalt problematisk. Der skal være et rum for, at vi som studerende, ikke bare på natur- og kulturformidling, men på hele skolen, skal kunne diskutere bæredygtighed på et højere niveau. Det skal vi forlange.«

Ledelsen åben for ændringer

De studerende, der markerede sig under debatten, læste næsten alle formidlingsuddannelsen, et studie, der ifølge den officielle hjemmeside »lærer de studerende at skabe og formidle oplevelser og attraktioner inden for natur og kultur.« Det kunne for eksempel være på museer eller i skove, med alt fra udenlandske embedsmænd til børnehaveklasser som tilhørere.

Flere af dem, der tog ordet, kritiserede uddannelsen for at svigte de studerende ved ikke at undervise tilstrækkeligt i klimakrisen – og hvordan man kan bekæmpe klimaforandringer.

»Vi skal være med til at formidle den grønne omstilling, og det kan jeg ikke ved bare at være en god formidler. Jeg bliver også nødt til at have løsninger. Det er der ingen, der klæder mig på til. Der skal sættes ind med relevant undervisning, der inspirerer til løsninger. Vi kan ikke bare kigge på eksisterende viden, vi skal være med til at bidrage til, at der sker noget nyt,« sagde en kvindelig studerende på en af de forreste rækker, igen henvendt til forstander Thomas Færgeman.

Han, der er tidligere direktør i den grønne tænketank CONCITO, svarede hende direkte:

»Hvis der ikke kommer nok bud på konkrete løsninger i undervisningen, så skal vi snakke om det og have fat i studielederen. For det skal du kunne formidle. Du skal kunne fortælle dine medborgere om skov, natur og arealanvendelse og også gerne klimaaftryk,« sagde han.

Den studerende brød ind og indvendte, at der intet står om klima i studieordningen.

»Vi sidder lige nu og kigger på studieordningen for have- og parkingeniører,« fortsatte Thomas Færgeman. »Alene titlen er lidt gammeldags. Vi er i fuld gang med at opgradere studieordningen, så den fokuserer mere på klimatilpasning, som uddannelsen jo i høj grad også handler om.«

»Jeg er med på, at vi skal fokusere mere på det, og hvis ikke vi gør det nok i natur- og kulturformidling, så kigger vi på det.«

Institutleder på Geovidenskab og Naturforvaltning Claus Beier sagde til de studerende, at natur- og kulturformidling i en forstand er en journalistisk uddannelse – og samtidig en uddannelse, der ikke bare handler om natur, miljø og klima, men også for eksempel friluftsliv og museumsudstillinger.

»Hvis man tager natur- og kulturformidleruddannelsen, bliver man ikke ekspert i klimatilpasning eller urørt skov, men ekspert i formidling af natur og kulturrelevante problemstillinger.«

Ingen stikirenddrenge

Fra ekspertpanelet foreslog lektor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet Maj-Britt Quitzau, at Skovskolen skal ændre praktikordningen, så de studerende ikke bare kommer ud i virksomhederne, skovene og kommunerne for at passe ind i nogle fasttømrede arbejdsgange, men omvendt for at forandre dem. Så man ikke bare bliver »en stikirenddreng«, men kan »ruske op i foretagendet.«

Det vil dog også kræve, at uddannelserne lægger op til det, tilføjede lektoren:

»De studerende skal ikke bare skoles i de systemer, der er, for hvis I får samme skoling som dem, der allerede er i virksomhederne, så kommer vi ikke særligt vidt. Vi skal opfordre de studerende til at tænke innovativt,« sagde Maj-Britt Quitzau.

Efter debatten fremhævede Peter Jørgensen hendes forslag.

»Mega relevant,« sagde han. »Hvorfor kan vi ikke indskrive i praktikforløbets formål, at vi skal ud og redefinere det firma eller den institution, vi kommer ud i?«

»Det er problematisk, at der er undervisere højt oppe i hierarkiet, som lukker lågen for de her strukturelle ændringer. Den store opsang med det her arrangement er, at vi som studerende skal presse institutionerne, som vi står over for, til at forholde sig til bæredygtighed og grøn omstilling. Vi skal komme forberedte.«

Institutleder: Som universitet har vi ingen holdninger

Det lyder måske aktivistisk. Og det er det bestemt ikke alle, der synes, at universitetet skal være.

Det var også den centrale pointe i det indspark, institutleder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning Claus Beier leverede i debatten.

»Vores forskning og uddannelse har ikke nogen meninger. Vi går ikke ind for noget bestemt. Instituttet har ikke nogen værdier, der siger, at det er bedre at spise grønt end at spise køer. Det, man lærer på universitetet, inklusiv Skovskolen, handler om at få kompetencer til at realisere de værdier, man selv har, eller som samfundet efterspørger,« sagde Claus Beier.

»I har mulighed for at lave specialer og opgaver, hvor I går ind i de konkrete problemstillinger, som I finder relevante. Vores ansvar er, at I føler, I får de relevante kompetencer. Det er selvfølgelig oplagt, at klima vil være væsentlig del af det.«

En studerende med kasket på forreste række angreb institutlederens præmis:

Det er problematisk at snakke om klima som et spørgsmål om værdier.

Studerende Peter Jørgensen

»At holde fast i status quo er også værdibaseret. Vi står et sted, hvor vi er nødt til at ændre vores adfærd fundamentalt, og vi kommer til at stå på et værdisæt, der er forældet,« sagde han.

»Det skal ikke kun handle om klima, men vi skal forholde os til vores fremtid, og klima er en kæmpe del af den verden, vi går ind i. Det er, som om problemerne er heroppe,« fortsatte han og løftede hånden så langt op, han kunne, inden han sænkede den en halv meter, »og løsningerne er hernede. Der er et gab mellem, hvad vi siger, der er behov for, og hvad vi er villige til at gøre.«

Udenfor afviste Peter Jørgensen i samme vendinger, at det er aktivistisk at skrive klima og bæredygtighed tydeligere frem i studieordningerne.

»Jeg mener ikke, det er et politisk statement. Jeg mener, det er baseret på den videnskab, der er. Det er problematisk at snakke om klima som et spørgsmål om værdier.«

Kan den udvikling, I efterspørger, ikke ske ved, at videnskaben udvikler sig naturligt, uden at ledelsen aktivt sætter en ny retning oppefra og aktivt tager stilling?

»Vi bruger langt flere resurser, end vi har til rådighed. Det er også et spørgsmål om tid. Videnskaben siger, at vi har travlt, og det er det, jeg har fokus på.«

»Og så er jeg i øvrigt enig i, at det også er at tage stilling, hvis man ikke gør noget. Status quo er også baseret på nogle værdier.«

Er der ikke en pointe i, at I også selv har et ansvar for at trække jeres uddannelse – som jo er relativt bred – mod de områder, I brænder for?

»Selvfølgelig. Vi skal præge vores egne opgaver så meget som muligt, men institutionen er ikke ansvarsløs, og jeg mener godt, at man kan skrive bæredygtighed længere ind i studieordningerne.«

»Når vi kommer ud på arbejdsmarkedet, skal vi jo netop kunne sætte den brede befolkning ind i de etiske diskussioner, som klimakrisen inviterer til. Og hvis vi ikke engang har taget de diskussioner selv, wow, så bliver det svært.«