Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studerende kan hæve onlineundervisningen til et højere niveau

E-moderator — Da Henriette Langstrups undervisning rykkede online, havde hun svært ved at få den til at glide. Nu hjælper studerende med at afvikle undervisningen i de nye digitale rammer. Det har virket.

Corona-situationen var egentlig til at håndtere for Henriette Langstrup. I efteråret havde hun, der er studieleder på uddannelsen Sundhed og Informatik, mulighed for fysisk at afvikle sin undervisning i kurset Medicinteknologisk innovation og samfund. Det var et lille hold, og smittetallene var lave.

Alligevel gik der ikke lang tid, før Henriette Langstrup og de andre undervisere kunne se, at situationen ikke var holdbar. Flere studerende røg i isolation, fordi de havde været nære kontakter til smittede. Andre havde familiemedlemmer, der var i risikogruppen, og var utrygge ved at møde op til fysisk undervisning. Andre igen havde børn, der skulle hjemmeskole. Der var altså behov for, at de studerende kunne følge undervisningen online.

»Så vi kom hurtigt til at tale om på mit hold og i studienævnet, at vi blev nødt til at tilbyde en HyFlex-løsning selv om vi havde muligheden for at afholde fysisk undervisning,« siger Henriette Langstrup.

HyFlex er KU-sprog for hybrid. Med den hybridundervisning, der hurtigt blev indført, fik de studerende mulighed for at deltage både fysisk og hjemmefra, alt efter hvad der passede dem bedst. Men på trods af hjælp til at uddanne underviserne i at bruge Zoom og holde online-undervisning, var der noget, der manglede, siger Henriette Langstrup:

»De kunne se, at deres faste stab ikke kunne understøtte hele behovet. Og vi studieledere og resten af beslutningstagerne blev hurtigt enige om, at vi skulle bruge nogle assistenter til at hjælpe os med at få denne her onlineundervisning – og særligt HyFlex – til at fungere«.

Duer ikke at glo på hinandens ansigter dagen lang

De assistenter bliver nu kaldt e-moderatorer. Det er studerende, der er ansat til at hjælpe underviserne med at sætte teknikken op, når undervisningen skal foregå helt eller delvis online og assisterer undervejs, så underviserne kan fokusere på, ja, at undervise. Og Henriette Langstrup siger, at hjælpen fra e-moderatorerne har været afgørende.

I min egen performance som forelæser er jeg bare meget mere værd, når jeg er på åbent gulv.

Henriette Langstrup, studieleder, Sundhed og Informatik

»Jeg kan jo ikke kun beskæftige mig med det tekniske, når jeg underviser. Jeg har en forelæsning, jeg skal holde, eller noget undervisning. Jeg har nogle faglige mål og et timeflow, jeg skal følge for at nå godt igennem en undervisningsgang. Jeg har måske noter, jeg skal kigge på. Der får jeg så hjælp af e-moderatoren til at få det tekniske til at fungere.«

Det er vigtigt for kvaliteten, at undervisningen ikke foregår fra et skrivebord hjemme i stuen, siger Henriette Langstrup:

»Vi sidder simpelthen og kigger ind i hinandens ansigter konstant og hele tiden, og det er så stationært. I min egen performance som forelæser er jeg bare meget mere værd, når jeg er på åbent gulv. Hvis vi sammenligner Zoom-undervisning – som jo er glo-ind-i-skærmen-undervisning – med en streamet forelæsning, tror jeg, at det er væsentligt bedre.«

Bogstaveligt de studerendes forlængede arm

Den oplevelse er Henriette Langstrup ikke alene med. Mikkel Darling, der skriver speciale på Sundhed og Informatik fulgte Langstrups kursus i efteråret. Og han har i høj grad kunne mærke forskel, når online-undervisningen er blevet afviklet med hjælp fra e-moderatorer, siger han:

»Når der er e-moderatorer, så styrer de lidt undervisningen. Der er selvfølgelig en forelæser, der fortæller om stoffet, men de spørgsmål, der kommer fra de studerende, og det flow, der er, fungerer meget bedre med en e-moderator. Så kan han eller hun sidde fysisk ved forelæsningen og række hånden op, i stedet for at forelæseren skal holde øje med sin computerskærm og blive forstyrret af de pop-up-beskeder, der kommer.

»Henriette Langstrup var for eksempel rigtig god til at bruge sin e-moderator. Så sagde hun ”Natasha, du styrer alt, hvad der sker på Zoom, så du rækker bare lige en hånd i vejret, hvis der er noget.” Det fungerede virkelig godt. Så kunne man sidde bag sin skærm og skrive, hvis der var noget man ikke forstod, og så var Natasha hurtig til at række hånden op og sige ”Henriette, der er lige de her ting, dem forstod vi ikke helt”.«

E-moderatorer kan ikke erstatte den fysiske undervisning

Både underviser og studerende er enige om, at e-moderatorerne forbedrer online-undervisningen. Og med udsigt til at en stor del af undervisningen fortsat vil foregå online, er det gode nyheder. Men hverken Henriette Langstrup eller Mikkel Darling mener, at den bliver lige så god som fysisk undervisning.

Henriette Langstrup siger, at hun savner de små visuelle tegn fra de studerende på, hvordan undervisningen virker, fx en studerende, der rynker brynet, hvis hun ikke helt ser meningen i underviserens ord, eller den ivrige studerende, der læner sig frem for at signalere, at hun vil bidrage.

»Alt det er jo ikke så nemt at fange på Zoom. Selv om vi deler arbejdet ud til nogle e-moderatorer, der gør et stort stykke arbejde, så mener jeg ikke, at det er den bedste måde at undervise på.«

Mikkel Darling vil heller ikke undvære den fysiske undervisning.

»Jeg har talt om det mange gange med mine venner. Og vi er rigtig glade for, at det ikke er os, der starter på ny uddannelse nu. For det ville godt nok være kedeligt bare at sidde på Zoom, og ikke kunne møde sine studiekammerater og gå ud og drikke en øl efter undervisning. Og ja, faktisk ikke engang vide, hvordan de ser ud. På tredje år af bacheloren eller andet år af kandidaten, når man kender sine medstuderende, synes jeg, at det er okay. Men man mister meget socialt på det. Og jeg tror også man mister noget fokus. Det gør jeg i hvert fald selv. Jeg ville ikke være fysisk undervisning foruden.«

Seneste