Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Nultolerance mod krænkelser lægger den frie debat i benlås

Krænkelser — Københavns Universitets retningslinjer er for brede i dag. På universitetet skal vi kunne indgå i diskussioner og argumentere for og imod og forholde os til alle slags holdninger, synspunkter og emner.

Nultolerance mod krænkelser på Københavns Universitet begrænser den frie debat og gør os ikke klogere på diskrimination. Som studerende af engelsk og minoritetsstudier mener jeg, at vi må tage samtalen i hver enkelt sag, for der findes ikke et generelt fix, som løser problemerne en gang for alle. Hvis der ikke ligger en direkte racistisk eller diskriminerende hensigt bag udtalelser eller handlinger, bør vi vurdere og forsøge at bekæmpe krænkende adfærd ud fra situationen og konteksten. Vi burde turde kritisere og åbne for debat og diskussion i stedet for at implementere alt for bredt formulerede retningslinjer.

I løbet af sidste år blussede adskillige sager om krænkende adfærd på Københavns Universitet op i medierne. Her hørte vi bl.a. om den mexicanske temafest på jura, der resulterede i afskaffelsen af fremtidige temafester, og hvordan man på CBS har valgt, at sangen Den danske sang er en ung blond pige ikke længere skal synges ved bestemte lejligheder, fordi den kan virke ekskluderende på studerende såvel som undervisere.

Der var også sagen om en underviser i biologi, der overvejede at ændre sin undervisningsdiskurs, fordi en studerende fandt opdelingen af køn mellem mænd og kvinder i undervisningsmaterialet ekskluderende. Listen over sager er lang, og de tre, jeg her har nævnt, er blot få eksempler på situationer, hvor studerende eller undervisere angiveligt har følt sig krænkede. Siden #MeToo-bevægelsen skabte opmærksomhed på seksuelle krænkelser på sociale medier, har Københavns Universitet arbejdet hårdt for at forbedre retningslinjerne. Og nu fortsætter debatten om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at Københavns Universitet kræver nultolerance mod krænkende adfærd.

Jeg forstår godt, at studerende og undervisere kan føle sig ekskluderet og krænket på baggrund af sangvalg og temafester

Jeg vil først og fremmest fastslå, at jeg er stor modstander af alle former for menneskerettighedskrænkende diskrimination og racisme. Når det forekommer på universitetet, skal vi slå hårdt ned på det. Jeg forstår godt, at studerende og undervisere kan føle sig ekskluderet og krænket på baggrund af sangvalg og temafester. Og jeg er stor fortaler for at gøre op med vores binære konstruktioner af køn, hvor man entydigt skelner mellem mand eller kvinde.

Jeg er heller ikke imod retningslinjer, der sætter ind over for krænkende adfærd. Men vi skal formulere dem, så de ikke lægger undervisere og studerende i benlås. Her mener jeg, at der er fare for at hæmme den frie akademiske debat og diskussion. Det er i orden at have retningslinjer, der trækker en grænse og forbyder krænkende adfærd, der bunder i diskriminerende, chikanerende og racistisk tankegods. Men det ville være mere hensigtsmæssigt for studiemiljøet og den akademiske diskussion at have en mere kontekstbaseret og situationel tilgang, når det kommer til at håndtere krænkende adfærd end på forhånd at forbyde temafester og bestemte sange, der potentielt kunne opfattes som krænkende.

Når vi har en situation, hvor nogen føler sig krænket, må vi tage en diskussion om det, hvor vi undersøger hvorfor, og på hvilken måde, vi kan sætte ind for at finde en løsning på det konkrete problem. Jeg er bange for, at vi i sidste ende kommer derud, hvor vi studerende begynder at kræve safe spaces, trigger warnings og no-platforming i samme stil, som på universiteter i Storbritannien og USA.

Problemet opstår, når undervisere undgår at inddrage undervisningsmateriale af frygt for at krænke. Så hvor går grænsen?
*

En del af kritikken af nultolerance, safe spaces, trigger warnings og no-platforming tager udgangspunkt i, at vi ved at indføre sådanne tiltag hæmmer ytringsfriheden, og at vi dermed i sidste ende begrænser den frie akademiske debat og diskussion. Jeg håber, at alle kan være enige i, at vi ikke skal smide rundt med krænkende og diskriminerende udsagn, blot fordi vi kan. Problemet opstår, når undervisere pludselig undgår at inddrage undervisningsmateriale af frygt for at krænke. Så hvor går grænsen?

Her kan vi trække på sagen, hvor en biologiunderviser overvejede at ændre sin undervisningsdiskurs af frygt for at ende op med en klagesag, fordi en studerende stillede sig kritisk over for den måde, køn blev kategoriseret i undervisningen. Problemet er ikke, at en studerende er kritisk og tager samfundsmæssige problemstillinger op til diskussion. Problemet opstår, hvis undervisere i fremtiden a priori vil undgå bestemte emner og problemstillinger, der kan potentielt kan virke krænkende af frygt for at få en klagesag på halsen i takt med at flere og flere sager blusser op i medierne.

Og hvad med de gange, hvor en underviser inddrager potentielt krænkende materiale i undervisningen for at skabe større bevidsthed og debat om samfundsmæssige problematikker. Fx synes jeg, at det ville være ærgerligt som engelskstuderende ikke at læse tekster fra kolonitiden med det formål at undersøge, hvordan racistiske og diskriminerende synspunkter har manifesteret sig historisk og stadig er dybt forankrede i vores kultur og diskurs.

… der missede vi en langt mere spændende og konstruktiv debat om, hvorfor en temafest kan være krænkende. Hvilke strukturer i samfundet og hvilke individuelle motivationer gør, at nogle oplever og anmelder dem som krænkende?

Og som studerende på Minoritetsstudier synes jeg også, at det er problematisk, hvis vi ikke kan blive præsenteret for sager, hvor minoritetspersoner bliver krænket, fordi der indgår bestemte ord, handlinger og synspunkter. Vi bliver nødt til at kunne undervise og blive undervist i emner med indhold, der kan virke krænkende. Vi skal konfronteres med det, så vi kan tage stilling til det. Efterhånden som der kommer flere og flere klager, risikerer vi, at undervisere laver selvcensur og undlader at inddrage vigtigt undervisningsmateriale af frygt for at blive anklaget for at krænke. Og så mister vi et vigtigt middel til at skabe debat og kritisk tænkning.

Et andet eksempel på, hvordan de nye retningslinjer med nultolerance har hæmmet den frie akademisk debat er håndteringen af problematikken med den mexicanske temafest på jura. En gruppe studerende og folk fra ledelsen kritiserede det og fik det afskaffet. Hele debatten kom til at fokusere på, hvorvidt temafester skulle afskaffes eller ej. Og der missede vi en langt mere spændende og konstruktiv debat om, hvorfor en temafest kan være krænkende. Hvilke strukturer i samfundet og hvilke individuelle motivationer gør, at nogle oplever og anmelder dem som krænkende?

Vi skal passe på med ikke at undervurdere universitetets ansatte og studerendes evne til at forholde sig kritisk til kontroversielle emner
*

Kritikere af de nye retningslinjer peger også på, at der ikke er lagt tilstrækkelig vægt på hensigten og grænser for, hvad og hvornår noget kan kategoriseres som krænkende. Selvfølgelig skal vi sætte hårdt ind, når personer bliver krænket på grundlag af en racistisk og/eller diskriminerende hensigt. Men ud fra min forståelse af mange af krænkelsessagerne på universitetet er der hverken afholdt mexicansk temafest, sunget Den danske sang er en ung blond pige eller undervist i statistikker, der skelner mellem mænd og kvinder med den hensigt at krænke eller ekskludere hverken medarbejdere eller studerende.

Så længe undervisere og studerende ikke har en racistisk eller diskriminerende agenda, er det vigtigt, at vi kan konfrontere krænkende adfærd gennem kritik og diskussion om, hvad der er krænkende, hvorfor det er krænkende, og hvad vi skal stille op for at udrede situationen. Præmissen for at indgå i en akademisk debat er, at vi kan stille modstridende argumenter op mod hinanden og skabe rum for refleksion og kritisk tænkning. Min frygt er, at ved at indføre nultolerance, som man gør i dag, viger nogle undervisere og studerende måske tilbage fra at ytre sig i undervisningen og beskæftige sig med emner, der kan virke krænkende.

I stedet for at anklage personer for at have krænket, kunne vi som studerende og undervisere i stedet stille os kritisk over for de ting, vi bliver præsenteret for. Hvis man oplever, at en underviser fx ikke har et tilstrækkeligt blik for diversiteten af køn, mener jeg, at vi skal konfrontere problemet på en hel anden måde end at indføre nultolerance og starte klagesager. Vi skal derimod åbne for den frie akademiske debat, hvor vi kan indgå i en konstruktiv diskussion og møde hinanden med konstruktiv kritik.

Vi risikerer at underkende både ansatte, studerende og minoriteter ved at pakke dem ind i vat og beskytte mod krænkende udtalelser per definition.

Vi skal også passe på med ikke at undervurdere universitetets ansatte og studerendes evne til at forholde sig kritisk til kontroversielle emner, udtalelser og synspunkter, som går imod vedkommendes verdensopfattelse eller moralske principper. Universitetet er historisk set en institution, der rummer diversitet og forskellige synspunkter. Men kritikere er bekymrede for den udvikling, der sker rundt omkring i verden, hvor man indfører tiltag, der i sidste ende underkender de ansatte og studerendes evne til at kunne reflektere kritisk og mødes i en fornuftig og moden samtale. Det gælder også de minoriteter, vi prøver at beskytte mod krænkende adfærd.

Vi risikerer at underkende både ansatte, studerende og minoriteter ved at pakke dem ind i vat

Vi skal passe på med ikke at reducere og underkende studerende med minoritetsbaggrund som individer, vi er nødt til at beskytte mod krænkende adfærd. Når vi på forhånd formoder, at minoritetspersoner ikke kan håndtere specifikke situationer ved at stille sig kritisk over for dem og indgå i en diskussion, underkender vi dem og reducerer dem til blot at være en minoritetsperson, der har brug for beskyttelse. Og vi risikerer i sidste ende at opretholde det asymmetriske magtforhold mellem majoritet og minoritet ved at cementere sådan et billede af minoriteter og gå ud fra, at de ikke er helt så stærke og skal beskyttes på universitetet. Selvfølgelig skal vi passe på, at magtforholdet aldrig bliver så skævt, at minoriteter mister al handlekraft til at sætte sig kritisk over for kontroversielle udsagn og emner, men her tror jeg ikke, at nultolerance er vejen frem.

Det er vigtigt, at vi på universitetet kan håndtere at blive konfronteret med meninger og holdninger, som strider mod vores verdensbillede. Vi skal uddanne os selv og andre til at kunne kritisere og identificere krænkende udsagn, adfærd og synspunkter. Vi skal gå op imod det, vi finder krænkende i stedet for at fjerne det uden stillingtagen. Diskrimination, krænkende adfærd og racisme lever (desværre) videre i verden uden for universitetet – også selv om vi på universitetet prøver at feje det væk under et gulvtæppe vævet af safe spaces, trigger warnings, no-platforming og nultolerance.

Hvis vi ikke er klædt på til at kunne diskutere og sætte os imod diskrimination og racisme, hvordan skal tingene så nogensinde ændre sig? Vi bliver nødt til at kunne undervise og blive undervist i emner med indhold, der kan virke krænkende. Vi skal konfronteres med det, så vi kan tage stilling til det. Jeg mener, at det er i diskussionen og mødet med det krænkende, at vi har mulighed for at udvide vores perspektiv, fordi mødet kan skabe rum for kritisk tænkning og diskussion. Vi kan trække paralleller til teoretikere, der har en ‘wittgensteinsk’ opfattelse, hvor udsagn og ord først betyder noget i den kontekst, de er ytret, og derfor kan vi som sådan ikke dømme emner, udsagn og synspunkter ude, før vi er blevet konfronteret med dem. Vi skal behandle det krænkende ud fra konteksten og situationen, hvor vi ikke behøver finde én endegyldig løsning, der kan varetage alle eksempler på krænkesager.

Jeg mener, at der er for mange risici forbundet ved at indføre så brede retningslinjer, som vi har på Københavns Universitet i dag. Vi skal omformulere dem, så vi i tilfælde, hvor undervisere og studerende ikke har haft en racistisk eller diskriminerende hensigt, uddanner og åbner for diskussion og kritik, når vi oplever, at vi bliver krænket eller overværer andre blive krænket. Vi skal på universitet skabe et rum, hvor vi kan indgå i diskussioner og argumentere for og imod og forholde os til alle slags holdninger, synspunkter og emner.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste