Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
OPRÅB – En international sammenslutning af økonomistuderende har erklæret økonomiundervisningen i krisetilstand. Men der er ingen krise på KU, siger studieleder, og Politrådsformanden bakker hende op.
»Det er ikke kun verdensøkonomien, der er i krise. Det er også økonomiundervisningen, og det har konsekvenser uden for universiteternes vægge,« lyder indledningen på et debatindlæg bragt i Politiken 5. maj.
Bag læserbrevet står International Student Initiative for Pluralist Economics (ISIPE), en international sammenslutning af 42 økonomiske studenterforeninger.
ISIPE efterspørger en mere alsidig præsentation af teori og metode i økonomiundervisningen, samt øget samarbejde med andre videnskaber. Kort sagt: pluralisme. Økonomiundervisningen er simpelthen for ensporet, mener ISIPE.
Læs også: Da dommedagsøkonomen fik ret
Men hvordan står det til på Københavns Universitet?
Studieleder på Økonomi, Mette Gørtz, genkender ikke billedet af en økonomiundervisning i krise.
»Vi har et meget bredt studium, synes jeg. ISIPE efterlyser pluralisme, fx metoder, der kan bidrage til forståelse af klimaforandring. Men vi udbyder allerede kurser i lige netop miljø-, ressource- og klimaøkonomi.«
»På kandidatdelen udbyder vi en bred vifte af kurser med flere forskellige tilgange og samfundsvidenskabelige kombinationsmuligheder. Fx er der kurser, der inddrager psykologi for at forstå økonomisk adfærd,« tilføjer Mette Gørtz.
Også Politrådsformand Nickels Mandrup Köhling har svært ved at genkende kritikken.
»Vi er på ingen måde i krise. På KU har vi både fag som videnskabsteori og økonomisk historie. Der er masser af job til KU-uddannede økonomer, så jeg tror ikke, erhvervslivet efterspørger den voldsomt videnskabelige tilgang, ISIPE ønsker,« siger Politrådsformanden.
Han er dog enig i, at præsentationen af økonomiske teorier kan være lidt ensidig, når han sammenligner økonomiundervisningen med retorikundervisningen, som han har fulgt tidligere:
»Så snart man på Retorik blev introduceret for en teori, var der også en modteori. Det savner jeg – men jeg er i bund og grund også humanist.«
Mads Stolberg-Larsen læser Økonomi på KU og er medlem af studenterforeningen Kritiske Politter, der blev stiftet i maj 2012 i kølvandet på finanskrisen.
Læs også: Økonomistuderende vil have opgør med ensporet undervisning
»Det, der i min optik mangler, er en debat på de enkelte fag af, hvad de grundlæggende metodiske antagelser egentlig er, fx at nytte kan aggregeres. Hvor gode er disse antagelser, og hvad er konsekvensen af at ændre dem?« siger Mads Stolberg-Larsen.
»Der mangler langt mere diskussion af den teorihistoriske kontekst og en større fokus på videnskabsteori løbende,« tilføjer han.
I modsætning til ISIPE er han dog tilfreds med graden af tværfaglighed:
»Man er på universitetet for på en eller anden måde at specialisere sig, så samarbejdet bør nok i højere grad ske efterfølgende i forskningen og på arbejdspladser. Her kan det dog være et problem, at man som økonom relativt set bruger meget lidt tid på at tænke over de helt fundamentale videnskabsteoretiske rammer,« siger han.
sofie.hansen@adm.ku.dk