Studienævnet mangler kompetencer til svære dispensationssager

Det er dejligt, at Rie Snekkerup og KU har tillid til deres studienævn. Det er vi som nuværende og tidligere studienævnsmedlemmer superglade for at høre. Derfor håber vi også, at når vi som studienævnsmedlemmer siger, at der er problemer, at I vil lytte og hjælpe os med at forbedre den situation, der er ude i studienævnene.

Jeg (red. Jonathan) husker min første sag med en funktionsnedsat studerende i studienævnet. På tidspunktet havde jeg siddet i studienævnet i godt en måneds tid. Vi havde i den forbindelse fået et grundkursus om det juridiske grundlag bag dispensationerne. Vi fik også at vide, hvad vi som studienævn måtte og kunne tillade os, samt hvad vi ikke kunne tillade os i den pågældende sag. Jeg havde på intet tidspunkt i kursets forløb følt, at disse retningslinjer og redskaber understøttede mig i at finde frem til en fornuftig afgørelse i sagen.

Vi havde i studienævnet den dispensationsansvarlige fra administrationen inde, og fik af vedkommende et papir med anonymiseret opsummering af sagens omstændigheder, dette inkluderet: Længden på studiet, tidligere dispensationer (hvis nogen), det usædvanlige forhold dispensationssagen blev begrundet med samt den administrative medarbejders indstilling (godkend eller godkend ikke). Dertil blev vi også informeret om evt. dokumentation, som den studerende havde indsendt. Det er KU-politik, at hvis man har en funktionsnedsættelse, skal den studerende indsende et dokument fra en læge, der dokumenterer funktionsnedsættelse og eventuelle anbefalinger.

Fortabt uden erfaring og viden

Jeg (red. Jonathan) var mildest talt rundt på gulvet. Jeg har ikke selv en funktionsnedsættelse, og havde heller ikke nogen yderligere viden om, hvad det betød at have en funktionsnedsættelse på det tidspunkt. Så hvordan skulle jeg kunne vurdere, om denne person fik en tilstrækkelig, utilstrækkelig eller unfair (ift. andre studerende) hjælp. Som studenterrepræsentant har jeg et unikt perspektiv i, hvordan studiet er for os studerende ift. trivsel, undervisning, eksamener mm. Men jeg har ingen viden om funktionsnedsættelser og det havde hverken de andre studenterrepræsentanter eller undervisere (VIP’ere) i studienævnet heller ikke.

I stedet blev diskussionen blandt os repræsentanter en samtale om, hvad vi selv kunne huske fra det fag. Også underviserne prøvede at huske tilbage på deres egen studietid, og hvordan det er at undervise i faget. Det er studienævnets styrke, at vi er så mange erfaringskilder samlet rundt om et bord. Vi har et unikt indblik i studiet, og hvad det kræver at studere faget. Denne styrke bærer studienævnets afgørelser i de fleste tilfælde. Det vi ikke har indblik i, er den enkelte studerendes situation. Dette bliver forstørret, når vi har med funktionsnedsatte studerende at gøre. De har nemlig problemer, som den gængse studerende ikke selv oplever. Det er det, der gør mig rundt på gulvet og formentlig også de andre i nævnet.

Interne dokumenter

Senere opdagede jeg (red. Jonathan)det dokument, som jeg gætter på, Rie Snekkerup henviser til. Det centrale dokument fra KU sætter en standard ift. dispensation til funktionsnedsatte studerende (Vejledende retningslinjer for sagsbehandling vedr. studerende med funktionsnedsættelse). Dette dokument er dog desværre ikke noget, der er så udbredt. Og så indeholder det en række uklarheder. F.eks. står der i dokumentet:

”Ordblindhed: Som udgangspunkt gives der 25 % ekstra tid til skriftlige prøver og 25 % ekstra forberedelsestid ved mundtlige prøver. Hvis der foreligger en udredning fra en anerkendt institution med speciale i ordblindhed skal anbefalingerne indgå i vurderingen.”

I dokumentet står der intet om, hvad studiet skal gøre ift. studerende med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser udover, at disse studerende også kan søge om særlige prøvevilkår. Men der står intet om, hvor meget tid eller andre vilkår disse skal have. Det betyder, at mange studienævn tager punktet med ordblindhed, og lader det gælde for andre studerende med funktionsnedsættelser og har gjort standarden om de 25% ekstra tid generel. Det er et af de eksempler, hvor studienævnet ikke har vidst, hvad de skule gøre, da vi jo netop ikke ved noget om psykiske og fysiske funktionsnedsættelser og derfor finder nødløsninger. For hjælper ekstra tid for en med ADHD, hvis problem er at sidde stille, koncentrerer sig i længere perioder?

Et andet problem er, at den samme sætning med de 25% bliver en sovepude for mange studienævn, hvor tankegangen lader til at være: ”Ok vi giver 25% og så er vi done.” Ja 25% hjælper i mange tilfælde, men en “one size fits all ”-model rummer det problem, at folk er forskellige, og der er forskellige grader af funktionsnedsættelser. Desværre ender denne sætning ofte med at blive en sovepude, der stopper enhver start på at tænke alternative løsninger. Selv for ordblinde findes der forskellige grader, og for nogle er 25% ikke nok hensyntagen ift. deres vanskeligheder med både at læse og skrive.

Hvordan løser vi problemet?

For at præciserer så argumenterer vi for en standardmodel, der fungerer i størstedel af tilfældene, men ikke så fastlåst et system, at man ikke har muligheden og viljen i systemet til at yde ekstra hjælp til dem, som har behov for det. Vores pointe er, at en standardmodel vil hjælpe både studerende og administrationen med at hjælpe størstedelen af studerende med funktionsnedsættelse på en hurtig og effektiv måde, men samtidig lade muligheden for mere specielle modeller være der for studerende, der har behov.

Selvom dokumentet allerede beskriver  en gængs model, er det ikke den situation, vi oplever derude, og derfor efterlyser vi en større kampagne, som har til formål at informere administrationen, studienævn og de studerende.

Især det sidste er vigtig, for alt for ofte ender disse dokumenter internt, og vi har endnu til gode at møde en studerende med funktionsnedsættelse, som kendte til muligheden for at søge om mere end 25% tid, speciallavet studieplan til personen eller andre løsninger. Og hvis de studerende ikke kender til muligheden, så søger de ikke. Så en udførelse af det dokument der eksisterer samt større klarhed i denne.