Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Studier fra 8-16

De studerende vil være sammen når de læser. Læsesalene byder på en ro, koncentration og en inspiration som er svær at finde derhjemme

Bo Stetkær, Historie, 10. semester

»Jeg kan ikke samle tankerne derhjemme,« siger Bo Stetkær der er ved at skrive speciale om DDR på Historie. Han sidder med sin bærbare computer i læsesal øst i Den Sorte Diamant.

»Efter jeg er begyndt at bruge læsepladser, så kan jeg se hvor stor forskel der er på hvor meget jeg får lavet. Jeg tror det er fordi jeg får adskilt hjem og arbejde.Jeg har min arbejdsdag her og når jeg kommer hjem, slapper jeg fuldstændig af.«

I starten skulle Bo lige vænne sig til at sidde og læse med en masse andre, men nu er han nærmest blevet afhængig af at sidde på læsesal.

»Jeg synes det påvirker mig positivt. Jeg sidder ikke bare henslængt over bordet eller surfer på nettet som jeg har en tendens til derhjemme. Og så betyder det da også noget at komme lidt ud i verden hver dag, for på Historie er man meget alene når man skriver speciale,« siger Bo.

Solveig Als, Sociologi, 10. semester

Solveig Als sidder dybt koncentreret over en bog i den højloftede læsesal på Det Kongelige Bibliotek. Alt ånder fred og koncentration i det lyse lokale med plads til cirka 130 studerende.

Solveig er først begyndt at bruge læsesalen efter hun for nylig startede på at skrive speciale i Politisk Sociologi.

»Jeg sidder her for komme ud af min lejlighed, og så synes jeg at det er nemmere at have en rigtig arbejdsdag fra 10 til 18 herinde. Selvom jeg møder andre specialestuderende, så er der mere disciplin her end derhjemme fordi man skal være stille,« siger Solveig Als.

Faciliteterne betyder også meget. Stolene er gode, og der er lys, luft, vand og en god kantine.

»Jeg føler mig mindre isoleret her fordi jeg møder andre der skriver speciale,« siger hun. For at ungå at det alt for hyggeligt og dagen går i kaffeslaberas, laver Solveig helt fast aftaler med sine studiekammerater om hvornår og hvor længe der er pause.

Tine Marie Pedersen, Medicin, 5. semester

Tine Marie Pedersen og hendes læsemakker sidder og læser gamle eksamensopgaver på Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek.

I Panum-bygningen hvor de to medicinstuderende har deres daglige gang, er der 200 læsepladser, men de er så populære at der er kø til dem inden biblioteket åbner kl. otte om morgenen.

»Derhjemme får jeg bare ikke læst, og på Panum er der sjældent plads, nogle gange har jeg siddet i kantinen med ørepropper i for at få læst. DNLB er trods alt bedre end Panums gange eller kantinen, men her er også meget uro fordi folk kopierer og arbejder på computere,« mener Tine Marie Pedersen.

Tine Marie kunne godt bruge flere læsepladser i stedet for de mange bogreoler på DNLB. »Jeg går aldrig og leder på hylderne efter bøger. Hvis jeg skal have en bog eller en artikel, så går jeg på nettet og bestiller den hjem. Jeg tror også jeg ville opgive at finde noget herinde,« siger hun.

Mads Christoffersen, Biologi, 10. semester

Mads Christoffersen er netop færdig med at holde møde med sin specialemakker ved det runde computerbord i den centrale del af Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek.

»Det er en fordel at sidde her fordi jeg ikke kan lave alt muligt andet. Og så er det jo altid meget rart at komme ud i stedet for at sidde derhjemme og lumre,« siger Mads Christoffersen.

Til januar får han et specialelokale på biblioteket som han har været skrevet op til i knap to år. Det er især mens Mads har læst på overbygningen at han har brugt læsepladserne på biblioteket.

»Jeg synes det er vigtigt at komme ud og få nogle input også når du skriver speciale. Du kan meget nemt blive lidt ensporet af at sidde derhjemme for meget. For så er der aldrig nogle der spørger: Hvorfor gør du egentlig som du gør? Og den slags kan motivere mig til at lave mere og finde nye måder at anskue tingene på,« siger Mads Christoffersen.

Seneste