Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studiet uden karakterer

Antropologi tiltrækker elitestuderende med tårnhøje gennemsnit fra gymnasiet. Nu dropper instituttet alle karakterer på første år for at værne om de studerendes mentale sundhed. De skal lære at tage chancer, og de skal lære at fejle.

F orestil dig, at du sidder til et velkomstarrangement for nye studerende. Du sidder på en klapstol udenfor i solskinnet omringet af nye ansigter. Det er sidst i august. Du har trodset de tårnhøje odds og har sikret dig en stol med et snit på 10,8 – eller er smuttet gennem kvote 2-nøglehullet og har fået en af de eftertragtede pladser i flokken af nyslåede akademikeraspiranter.

Kig nu på de to, der sidder til højre for dig og de to, der sidder på din venstre side. Mindst en af jer fem er droppet ud inden næste sommer, og mindst en af jer vil ende med at søge psykologhjælp på grund af præstationspres, stress, lavt selvværd eller depression.

»De studerende er belastede i en grad, der svarer til, hvad man ser i ambulantpsykiatrien«

Psykolog Henrik Holm Hansen, Studenterrådgivningen

Sådan tegner det bekymrende billede sig lige nu på Institut for Antropologi på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Frafaldsprocenten for folk, der dropper ud i løbet af første år, rager op blandt de højeste på Københavns Universitet og har gennem de sidste par år ligget over 20 procent. På dette, et af universitetets mest populære og anerkendte studier, føler mange studerende sig pressede, og stadig flere ender med at bukke under med psykiske problemer.

Men nu skal bøtten vendes. Det mener Institut for Antropologis nye studieleder Heiko Henkel, der ikke sad længe i sin stol før han smøgede ærmerne op og satte et stort, fedt kryds i toppen af sin to do list. Han har elimineret karaktergivningen på uddannelsens første år med øjeblikkelig virkning. Og årets nye kuld studerende får ikke et eneste tal møntet på deres præstation før de kommer på 3. semester:

»Det er en invitation til at turde mere. De studerende kommer jo kun ind, hvis de har tårnhøje karakterer, men pludselig er det ikke det vigtigste. Det er det budskab, vi gerne vil understrege ved at fjerne karakterer fra første år,« siger Heiko Henkel til Uniavisen.

Præstationssamfundet

Opråbene om dårligt psykisk helbred blandt unge i Danmark har været høje og mange de seneste år. Der bliver skrevet kronikker om generation præstation og stribevis af debatindlæg af stressede, angstplagede og depressionsramte studerende.

Studenterrådgivningen tager hver dag imod studerende, der mentalt er nået ud, hvor de ikke længere kan bunde. Henrik Holm Hansen er en af de psykologer, der dagligt hjælper studerende med psykiske problemer. Og han er chokeret over, hvor hårdt ramt de er, når de kommer ind af døren:

»De er belastede i en grad, der svarer til, hvad man ser i ambulantpsykiatrien. De har markante depressive symptomer og angst. Og i det ligger der jo en masse af det, man i daglig tale vil kalde stress og præstationsangst.«

Flere mennesker i verden lider i dag af psykiske problemer end af kræft, malaria og HIV/aids. Lad lige den synke ind. Depression alene er for nyligt blevet den mest udbredte sygdom i verden. Lige nu er mere end 300 millioner mennesker ramt på verdensplan, og kun halvdelen bliver behandlet. Alligevel er psykisk helbred stadig indhyllet i et røgslør af tabuer og stigmatisering.

»Jeg skulle jo bare have sagt noget. Det fortryder jeg virkelig i dag.«

Anonym antropologistuderende der er droppet ud

Da WHO i april afholdt årets World Health Day, var temaet derfor passende Depression: Let’s Talk. WHO’s direktør Margaret Chan brugte anledningen til at sende et nødråb ud til alle verdens lande:

»De her tal er et wake-up call til alle lande om at gentænke deres tilgang til mentalt helbred og behandle det med den akutte nødvendighed, det fortjener.«

Når verdenssamfundet er begyndt at italesætte problemet som en folkesygdom, skyldes det også de økonomiske følgevirkninger. Faldet i produktivitet hos depressionsramte kombineret med følgesygdomme koster på verdensplan over en trillion dollars ifølge WHO. Det vil sige mere end seks milliarder, milliarder kroner (ja, der er 18 nuller).

Tilbage til de personlige omkostninger. Depression og andre alvorlige diagnoser er, som psykolog Henrik Holm Hansen beskriver, ofte den ubehagelige endestation for, hvad der starter som præstationspres og stress. Derfor er det så vigtigt at opdage og afbøde allerede i de tidlige stadier.

Da studerende på KU sidste år blev spurgt til deres studietrivsel, svarede mere end halvdelen, at de havde daglige symptomer på stress. Og antallet af studerende, der sygemelder sig med stress fra deres studiejobs, er fordoblet på bare et år.

»Folk oplever mindre fleksibilitet på studiet og et præstationspres over at skulle gennemføre studiet hurtigere. Og en rigtig stor spejling i andre. Der er ofte fokus på det ydre: karakterer, karriere og så videre,« siger Henrik Holm Hansen.

Performancekulturen

Studie- og karrierevejleder Luise Mandrup Andersen (tv) og studenterstudievejleder Nanna Ploug Kollerup. Foto: Kristian Lindhardt

På Antropologisk Institut arbejder to studievejledere – en studerende og en færdiguddannet – for at højne de studerendes trivsel.

At gøre oprør mod den præstationskultur, der efterhånden er blevet podet på de fleste af os, kræver mod, siger kandidatstuderende og studenterstudievejleder Nanna Ploug Kollerup og karriere- og studievejleder Luise Mandrup Andersen, der gerne vil give de studerende mod til at fejle, imødekomme udfordringer og til at tale højt om deres usikkerhed.

Luise Mandrup Andersen var den første, der sagde højt, at noget var helt galt på Antropologi. Og hun blev kvinden bag det mentalitetsskifte, som de nu forsøger at indføre på instituttet. Karakterafskaffelsen er et led i den proces.

Det hele startede med nogle foruroligende tal fra Studenterrådgivningen:

»Studenterrådgivningen lavede nogle oversigter over, hvad studerende henvender sig med. Og der hvor antropologerne bonede ud var på præstationsangst. Der lå vi i top. Det fik os til at tænke, at det skyldes for meget fokus på performance, og at man skal kunne det hele,« siger Luise Mandrup Andersen.

»En frygt for at fejle,« tilføjer Nanna Ploug Kollerup.

»Ja, og det er den, vi gerne vil slå i stykker, pille ved og udfordre,« siger Luise Mandrup Andersen.

Nanna Ploug Kollerup har læst på Antropologi siden 2012 og bliver snart færdig med sin kandidat. Hun fortæller, at der slet ikke var det samme pres, da hun startede – »men så kom fremdriftsreformen (i 2013 red.),« siger hun.

»Ja, og dimittendledighed og finanskrisen,« tilføjer Luise Mandrup Andersen.

»Jeg synes i hvert fald, at de nye førsteårsstuderende tænker langt mere over, hvad der skal ske om tre år. De tænker meget fremad. Da jeg startede, var vi sådan ’det tager vi, som det kommer.’ Nu stresser man meget mere over det,« siger Nanna Ploug Kollerup.

Passionspræget

Antropologisk Analyse har undersøgt, hvorfor så mange dropper ud, og en af de primære grunde er, at der er en forestilling om Antropologi som et passionspræget studie – et fag, som de studerende forventes at gå ind i med liv og sjæl. Det kan Luise Mandrup Andersen godt genkende:

»Der er nogle, der føler, at man skal brænde for det her fag. Det egner sig ikke til bare at være et studie. Det er et identitetsfag på en måde.«

»Og hvis folk ikke fanger den med det samme, kan de godt føle sig udenfor,« tilføjer Nanna Ploug Kollerup.

»Nemlig,« istemmer Luise Mandrup Andersen, »og hvis de oven i købet får en dårlig karakter, så er det helt forfærdeligt: ’Jeg brænder ikke for det, og jeg kan heller ikke finde ud af det, for jeg fik kun 7. Ud med mig.’«

»Jeg plejer at sige til dem, at jeg for guds skyld håber, at de allesammen får en 02’er eller en 00’er. Bare for at prøve det.«
Studievejleder Luise Mandrup Andersen, Antropologi

Én af de frafaldne studerende, der medvirker i undersøgelsen, stødte tidligt på forventningen om, at Antropologi er et fag, man forventes at brænde for:

»Jeg tror, det var en af de første forelæsninger, hvor vi fik at vide, at der var virkelig mange, der gerne ville sidde her. Så vi skulle være rigtig glade for, at det var os, der var der. Det følte jeg sådan lidt pres, fordi jeg ikke lige med det samme kunne mærke den der gnist.«

Det fastlåste tankesæt

Som mennesker har vi altid spejlet os i hinanden. Forskellen i dag er, at vi gør det mindre ansigt til ansigt og mere digitalt. Problemet ved det er, at de sociale medier er domineret af succeshistorier, og nyhedsmedierne er domineret af konflikthistorier. Det viser adskillige studier.

Nyhedsmedierne fodrer os altså især med historier om fællesskabet, når det ikke fungerer – om vores eget samfund og om resten verden, når tingene går galt. Det giver (sammen med andre faktorer) grobund for en mere individualiseret måde at leve på.

På det individuelle niveau bliver vi til gengæld mødt af glansbilleder på de sociale medier – retoucherede udgaver af andres liv, som vi spejler os i, men ikke selv kan leve op til.

Det skaber rum for en tavshedskultur om personlige nedture og problemer – en skam over at føle sig utilstrækkelig og en frygt for at blive opdaget:

Ud med skammen. Psykologens 6 råd

1. Øv dig i at være sårbar

2. Øv dig i at turde fejle

3. Øv dig i at tro på, at det er okay at fejle

4. Fokuser på din indsats frem for din præstation og andres bedømmelse af den

5. Sig højt, når noget er svært (du vil opdage, at andre har det på samme måde)

6. Bed om hjælp, når du har brug for det.

Ifølge psykolog Henrik Holm Hansen lærer studerende i dag, at de er det værd, som man kan se på deres karakterer, linkedin-profiler og CV’er. Når de studerende ikke gør det, de bliver bedt om, er det forkert. Og når de gør præcis som de bliver bedt om, bliver de afskrevet som ’12 talspiger’. Det har skabt en tendens, hvor studerende vender skylden indad og skammer sig.

»Jeg hørte én sige, at hun ikke kom til forelæsningerne, når hun ikke havde forstået teksterne, fordi så ville alle jo finde ud af, at hun ikke havde forstået dem. Det tænker vi jo er irrationelt, for så skal du jo netop komme for at få dem forklaret og uddybet. Men det er jo den præstationsangst, der viser sig der. Og vi er trætte af den. Vi vil den til livs,« siger Luise Mandrup Andersen.

Nanna Ploug Kollerup har en konkret ide til hvordan: »Vi hører, at når der så endelig er nogen, der siger til deres læsegruppe ’jeg synes altså, det var lidt svært det her’, så åbner det hele sig pludselig, og så siger de alle sammen med et lettet suk: ’det synes vi også’.«

En anden frafalden studerende fra Antropologisk Analyses undersøgelse fortæller om sin oplevelse af bitterheden ved at vente for længe med at sige højt, at studiet var svært:

»Jeg fortalte det først til min studiegruppe, efter jeg var droppet ud. Og da jeg så sagde det, sagde de alle sammen, at de virkelig godt kunne forstå mig, for sådan havde de det også. Så jeg skulle jo bare have sagt noget. Det fortryder jeg virkelig i dag.«

Flere af undersøgelsens frafaldne studerende siger, at det er svært at tale om deres udfordringer, fordi ingen andre gør det. For nogle resulterer det i den konklusion, at de bare ikke er kloge nok. Herom lyder det i Antropologisk Analyses rapport:

»Frustrationen over denne erkendelse bliver yderligere udfordret i forbindelse med jagten på studierelevante jobs og frivilligt arbejde. Fordi underviserne lægger vægt på vigtigheden af studierelevant arbejde, vægter det også højt blandt de studerende. Således følte mange, at ambitionsniveauet var højt og præget af en intern konkurrence de studerende imellem. Denne konkurrence har for nogle af de ophørte og aktive studerende besværliggjort og udfordret et godt forhold til deres studiekammerater.«

Undersøgelsen viser, at det er en gennemgående erfaring, at det kan være svært at tale med studiekammerater om frustrationer og problemer med uddannelsen, og at det har været medvirkende til mange studerendes endelige beslutning om at stoppe.

Det udviklende tankesæt

Snart bliver campus fyldt af studerende, og så går det løs igen. Studenterrådgivningen modtager hvert år langt de fleste henvendelser i september måned. Studiestarten er altså den mest kritiske periode for de studerende, og alt tyder på, at tendensen fortsætter på samme måde i år – men ikke på Antropologi, hvis det står til studievejlederne:

»Det skal være godt. Det skal være sjovt at studere. Vi vil gerne fange folk, inden det går galt,« siger Nanna Ploug Kollerup.

De fortæller, at det kulturskifte, de så gerne vil indføre, er baseret på ’mindsetmodellen’, der er opfundet af den amerikanske psykolog Carol Dweck og kort sagt går ud på, at man skal fejle for at lære.

Frygten for at fejle er ifølge Luise Mandrup Andersen og Nanna Ploug Kollerup noget, de studerende tager med sig fra gymnasiet. Med de vanvittigt høje snit, det kræver at få adgang til de fleste videregående uddannelser, bliver gymnasieelever bange for at række hånden op og sige noget forkert. De lærer at fremstå perfekte og siger derfor kun det, de allerede ved.

»De bliver meget vant til i gymnasiet at finde ud af, hvordan man kan passe ind, og hvilke regler, man skal leve op til. Det første de spørger om til studiestart er: ’Hvad skal der ske til eksamen, og hvordan kan vi få 12?’ i stedet for at træde et skridt tilbage og sige ’okay, nu er vi på universitetet. Nu skal jeg bare lære’,« siger Nanna Ploug Kollerup og bakkes op af Luise Mandrup Andersen:

»Det skal aflæres, og det tager tid. Især på bacheloren, hvor de studerende er meget præstations- og resultatorienterede og overhovedet ikke proces- og læringsorienterede.«

Lav en film

Luise Mandrup Andersen siger, at de faktisk har en ret fleksibel studieordning på Antropologi. Når man skriver speciale, kan man fx lave en film eller en museumsudstilling i stedet for at skrive en lang rapport:

»Der er faktisk strukturelt i uddannelsen indlagt en mulighed for at skeje fagligt ud. Alligevel vælger langt de fleste det klassiske speciale. Vi skal ruske i dem. Vi skal få dem til at turde noget. De skal ligesom springe ud i at turde fejle.«

Luise Mandrup Andersen fortæller, at det er svært at præge de gamle studerende, fordi mange af dem allerede er kommet ind i nogle uheldige rutiner.

»Men de helt nystartede, som sidder der 1. september – det er dem, vi prøver at gribe fat i.«

Studieleder Heiko Henkel er fast i sin overbevisning om, at afskaffelsen af karakterer på første år vil nedbringe frafaldet på Antropologi. Han tror, at der allerede vil kunne ses en ændring næste år.

KU bevæger sig dog overordnet set i stik modsat retning. For studerende, der søger udlandsophold på oversøiske aftaler (udenfor Europa), bliver det fra nu af udelukkende karaktererne, der afgør, om de kommer af sted. Det har ellers altid været motiverede ansøgninger.

Det kalder Heiko Henkel et »benspænd« for det ønskede kulturskifte, fordi udlandsophold er så central en del af antropologistudiet, at mange studerende vil føle sig endnu mere pressede til at få gode karakterer. Han holder dog fast i at afskaffe karaktererne på første år og siger, at de nok skal finde en bedre løsning på det med udlandsopholdene:

»Det er vigtigt, at de nye studerende får endnu mere rum til at udfolde deres kreativitet, finde deres vej i faget og blive studerende. Det at tage karaktererne væk er et lille skridt i det her større projekt.«

En ny begyndelse

Luise Mandrup Andersen er glad for, at karaktererne på første år bliver afskaffet, og det hænger fint sammen med den velkomst, hun er ved at planlægge for de nye studiestartere:

»I stedet for at fokusere på de klassiske ting, som hvor biblioteket ligger, så vil vi have mere fokus på, at ’nu er I her, ned med skuldrene, billetten er indløst, nu er det lige meget med de der karakterer. Nu er det læring, nu er det proces, nu er det at prøve ting af –karakterer fra nu af er mere eller mindre ligegyldige.’«

Hun vil også invitere alle de nye studerende ind til en individuel samtale for at hjælpe dem med at lukke op for hvad de har svært ved i starten af studiet:

»Så kan jeg nemlig tage fat i det og sige ’ved du hvad, jeg har snakket med 27 andre, og de siger præcis det samme som dig’. Jeg vil gerne ruske lidt i dem og sige ’bare rolig, det går nok. Også selv om du fejler. Faktisk netop hvis du fejler.’«

Studievejlederne forklarer, at det er afgørende for dem, at de får underviserne med om bord. For det er i undervisningen, man bedst når ud til de studerende. Det kan være svært som studievejledning, der for det meste skal opsøges på de studerendes eget initiativ.

Henrik Holm Hansen fra Studenterrådgivningen kender til frustrationen over at sidde med hjælpen, men ikke altid at ramme dem, der har behovet:

»Det skal ikke bare være et tilbud. Det skal være noget, der gennemsyrer hvert institut på alle niveauer og som kan nå de studerende. Optimalt set kan man tale om en kulturændring. Jeg tror også, at sprogbrugen er rigtig vigtig. Hvordan man får fortalt, at det er okay at have det svært, og at når man har det svært, så er der muligheder.«

Hos Studenterrådgivningen er de også allerede begyndt at lave forebyggende kampagner, så færre studerende når derud, hvor de har brug for psykologhjælp. Henrik Holm Hansen ser det, studievejledningen har gang i på Antropologi, som en enestående mulighed for, at Studenterrådgivningen kan samarbejde med forskellige studier om at løfte præstationspresset fra de studerendes skuldre:

»Det er helt fantastisk. Det lyder som om, de er i gang med at gøre noget af det, som vi arbejder med herinde i forhold til stress, nemlig at fjerne opmærksomheden fra et ydre fokus, altså det, som man skal opnå, en præstation. Og gå hen imod et indre fokus: ’Hvad er min lyst til at studere, hvis ikke jeg skal have gode karakterer?’ Hvor målet bliver læring frem for en præstation, som man enten kan være succesfuld eller ikke succesfuld i,« siger han.

Eksport til andre studier

For Luise Mandrup Andersen er forebyggende tiltag så god en ide, at man ikke skal holde den for sig selv. Derfor har hun mødtes med studievejledningerne fra HUM, SUND og SCIENCE og fra CBS, RUC og DPU for at planlægge, hvordan de kan udskifte præstations- og tavshedskulturen på andre studier, så alle studerende får mod på at fejle.

Og hvis nogle af de studerende, der kommer til at sidde der til studiestart  – på klapstolen i solen (den må sgu da komme frem på et tidspunkt), nu skulle ærgre sig over, at karaktererne er blevet afskaffet, og de må vente et helt år med at jagte 12-taller – så er Luise Mandrup Andersen fuldstændig klar i spyttet:

»Jeg plejer at sige til dem: ’Jeg håber for guds skyld, at I allesammen får en 02’er eller en 00’er. Bare for at prøve det. For så vil I konstatere: Der sker ikke noget. Jeg får ikke et klaver i hovedet. Der sker vitterligt intet.’«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste