Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
FÆRDIG! – SU-forligskredsen er nået til enighed om en reform af det danske uddannelsesstøttesystem. Langsomme studerende vil blive ramt på SU'en. Hurtige studerende bliver belønnet med økonomisk bonus.
Her til aften, torsdag den 18. april, kunne de Radikales uddannelsesminister Morten Østergaard endelig, efter godt og vel halvanden måneds forhandlinger ’on and off’, sætte punktum for den omdiskuterede SU-reform. Det skriver Nyhedsbureauet Ritzau.
Det blev en SU-reform uden de store overraskelser i forhold til det udspil, som regeringen præsenterede i februar.
Se SU-reformens hovedpunkter her
Reformens centrale formål er fortsat at få de studerende tidligere ind og hurtigere igennem studierne. Det skal blandt andet sikres via tiltaget om, at SU’en ryger, hvis man bliver mere end seks måneder forsinket på sin uddannelse. Samt at studerende, der begynder på en videregående uddannelse senere end to år efter deres adgangsgivende eksamen, fratages det sjette SU-år.
Morten Østergaard udtrykker tilfredshed med reformen, der – udtaler han til Ritzau – » samlet set bidrager med 2,2 milliarder til at skabe vækst i Danmark.«
Trods millidardsummen afviser ministeren, som han har gjort under de seneste måneders ofte heftige debat, at der er tale om en markant ændring af SU-systemet:
»Det her handler primært om at reducere forsinkelsen. Både ved tiltag i uddannelsessystemet og ved at skærpe kravene til de studerende,« siger Morten Østergaard.
Men han erkender, at nye studerende vil opleve en forskel.
»Som ny studerende kommer man til at mærke stærkere krav til, at man studerer og ikke kan være så meget forsinket.«
Reformforhandlingerne er de sidste par uger blevet besværet af den nye EU-dom, der fastslår, at udenlandske studerende fra EU-lande vil kunne modtage SU, hvis de læser i Danmark.
Det har oppositionen – med Dansk Folkeparti i spidsen – krævet, at en kommende SU-reform skulle forholde sig til. For eksempel har DF foreslået ordninger, der skulle begrænse de udenlandske studerendes adgang til SU-systemet.
Morten Østergaard afviste i første omgang, at EU-dommen ville komme til at spille en rolle i SU-forhandlingerne. Men resultatet er imidlertid blevet, at Venstre, Konservative og DF har fået EU-dommen indskrevet i den endelige reform.
Fra Uddannelsesministeriet lyder det i hvert fald, at et af aftalens hovedpunkter er, at forligskredsen ’skal følge op på EU-domstolens afgørelse om dansk SU til udenlandske studerende.’
Venstres SU-ordfører, Mads Rørvig, fortæller endvidere, at det i de afsluttende forhandlinger har været vigtigt for Venstre, at sikre de studerende et højere fribeløb samt øget transportfradrag. Begge ting er lykkedes:
»Der kommer et højere fribeløb til studerende, så de må tjene 2500 kroner mere om måneden. OG så har vi fået igennem, at der skal være et øget befordringsfradrag,« fortæller Mads Rørvig.
Mads Rørvig fremhæver endvidere, at Venstre har været med til at indføre en bonusordning i aftalen:
»Vi fået en bonus ind, så vi belønner de studerende, der faktisk gennemfører studiet hurtigere, end hvad man kunne forvente,« siger Mads Rørvig.
Konkret betyder det, at studerende, der kommer hurtigt igennem studierne vil blive belønnet økonomisk. Fremtidige turbostuderende, vil således modtage et stipendium på 2877 kroner per måned, de bliver hurtigere færdig end den normerede tid.
Nicklas.lund@adm.ku.dk