Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Sustainability Science Centre lukker efter 12 år: »Alle vores aktiviteter går i sort, mens KU tænker«

Lukning — Med Katherine Richardson i spidsen har SSC arbejdet på at udvikle KU’s bæredygtighedsprofil. Nu lukker centeret, og opgaven placeres centralt. Problemet er bare, at KU i øjeblikket ikke er bemandet af andet end »fremtidige intentioner,« mener Richardson.

»Vil du have den lange og triste historie,« spørger Katherine Richardson.

Jeg har ringet hende op, fordi Uniavisen for nyligt blev kontaktet af en læser, der undrede sig over, at Sustainability Science Centre (SSC), som Richardson har ledet i 12 år, pludselig er lukket uden anden forklaring end en kort beskrivelse på hjemmesiden:

»På grund af strukturelle ændringer ved Københavns Universitet har universitetet besluttet at lukke SSC og omfordele dets ressourcer,« står der i centerets ’Om’-sektion.

Den strukturelle ændring består ifølge professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson i, at KU nu vil samle og mainstreame sine bæredygtighedsinitiativer i stedet for at lade dem leve i forskellige satellitter, som for eksempel SSC.

Det nye bæredygtighedsinitiativ skal hedde KU One Planet, men ifølge Richardson dækker det det navn mest af alt over fremtidige intentioner, mens SSC’s mange virkelige og igangværende initiativer er blevet stoppet.

LÆS OGSÅ: Dekaner: Nu skruer vi op for KU’s klimaindsats

»Jeg synes, at intentionen er rigtig god. Men lige nu er virkeligheden bare, at alle vores aktiviteter er stoppet, og at der mig bekendt hverken er en plan, en hjemmeside eller en færdig strategi for det nye KU One Planet,« siger hun og fortsætter:

»Indtil videre har jeg ladet SSC’s hjemmeside forblive åben og fortsat nogle af centerets opgaver, for eksempel tilmelding af KU-forskere til COP-møderne. Jeg synes, det ville være enormt skadeligt for det brand, vi har bygget op gennem 12 år, bare at gå i sort.«

»Dødhamrende ærgerligt«

SSC har i sin levetid haft som mission at facilitere og koordinere forskning og uddannelse om bæredygtighed på tværs af fakulteter på KU.

Centeret har på årlig basis modtaget en million kroner i støtte fra KU, som er blevet brugt på en lille håndfuld faste medarbejdere, der har drevet det administrative, for eksempel at søge ekstern finansiering, fortæller Katherine Richardson.

»Vi har i årenes løb hevet omkring 20 millioner ind i eksterne bevillinger, og det er de penge, som har kunnet finansiere vores initiativer, der har været rettet mod at udvikle KU’s bæredygtighedsprofil,« siger hun.

Det er dødhamrende ærgerligt, at det hele nu ender med, at alle vores aktiviteter går i sort, mens KU tænker

Katherine Richardson, fhv. centerleder, SSC

Blandt centerets aktiviteter er blandt andet de såkaldte MOOCs,  internationale online forelæsninger om bæredygtighed. Centeret har desuden stået for at samle og koordinere kurser og bæredygtighedsinitiativer på tværs af KU og afholdt internationale kongresser om bæredygtighed med KU som vært.

Desuden har Katherine Richardson drevet de såkaldte STIMULUS-workshops for studerende på tværs af universiteter.

Lukningen af SSC blev besluttet i forbindelse med KU’s 2030-strategi Til gavn for flere, som blev vedtaget i slutningen af 2023. I strategien lød ambitionen, at bæredygtighed skulle gå på tværs af KU’s kerneaktiviteter.

Og det er altså den direkte årsag til, at ledelsen nu har valgt at lukke SSC til fordel for det nye KU One Planet, fortæller Katherine Richardson.

»Jeg ser det ikke som ond vilje eller som et personligt angreb på mig. Men det er dødhamrende ærgerligt, at det hele nu ender med, at alle vores aktiviteter går i sort, mens KU tænker,« siger hun.

Urealistisk plan

Uniavisen har spurgt KU’s ledelse, hvorfor man ikke har valgt at videreføre SSC’s aktiviteter i det nye KU One Planet, som i fremtiden skal forankres på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, SCIENCE.

I et skriftligt svar fra dekan Bo Jellesmark Thorsen lyder meldingen:

»Vi vil stort set flytte alt SSC’s indhold med over i KU One Planets kommende portal. Vi håber, den er klar senest inden sommer og gerne hurtigere – alt afhængig af kræfterne i den nye administration,« skriver han og fortsætter:

»Det betyder, at alt det fantastiske indhold, som Katherine (Richardson, red.) og SSC har opbygget over årene, skal med over i den nye KU One Planet-portal. Det gælder for eksempel kortlægninger af bæredygtighed i uddannelse og forskning, MOOCs og videoforelæsninger, undervisningsmaterialer med videre.«

Dekanen understreger også, at Katherine Richardson fortsætter med at udbyde STIMULUS-workshops i 2025.

Alt det fantastiske indhold, som Katherine og SSC har opbygget over årene, skal med over i den nye KU One Planet-portal

Bo Jellesmark Thorsen, dekan, SCIENCE

KU One Planet-portalen skal i fremtiden stå for at kommunikere alle aktiviteter, KU har i gang inden for bæredygtighed. Det er desuden på tegnebrættet, at der skal etableres et nyt klimaråd, hvor studerende og forskere kan bidrage med ideer til, hvordan KU kan styrke bæredygtigheden.

Katherine Richardson er dog ærgerlig over, at man vil opstarte nye, lignende aktiviteter, i stedet for at bygge videre på alt det, SSC i forvejen havde i gang på bæredygtighedsområdet.

»Det kræver meget tid at få initiativer som for eksempel MOOCs på benene. For mig at se, er det urealistisk, at det skal stå klar til sommer. Det kræver måneder, år, at få det, vi havde kørende, op at stå,« siger hun og fortsætter:

»Og som jeg ser det, starter de fra scratch, hvilket betyder, at KU’s bæredygtighedsaktiviteter går i sort det næste lange stykke tid. Lige nu er KU kun bemandet af fremtidige intentioner.«

Et personligt projekt

Ifølge Richardson har SSC været både velkendt og anerkendt i Danmark og i udlandet.

»Sidste år optrådte SSC 92 gange i medierne. Jeg havde også en rund fødselsdag, så det hjalp selvfølgelig på det – men jeg synes alligevel, det fortæller, at vores aktiviteter har haft stor succes og fået megen omtale,« siger hun.

Hun anerkender dog, at det har været en hæmsko, at centeret i mange sammenhænge er blevet forbundet personligt med hende.

»Nogle har måske betragtet det som mit eget projekt, selvom det ikke har været tilfældet. Folk har måske bare svært ved at forestille sig, at en tilfældig professor vil bruge så meget tid og energi på at bygge noget op på vegne af universitetet og ikke sig selv,« siger hun.

Og det er ærgerligt, at KU’s ønske om at integrere bæredygtighed i alle sine kerneaktiviteter, nu kun fortsætter på strategimidler, mener Katherine Richardson.

»Jeg synes ikke, det vidner om, at man egentlig vil integrere bæredygtighed i universitetets kerneaktiviteter. Men jeg forbliver forsigtig optimist, og jeg tager ikke lukningen personligt.«

Seneste