Svært at lære gamle stater nye tricks

Demokratiet er nutidens dominerende politiske ideal. Manglende demokrati fordømmes, mens udviklinger rettet mod mere frie og demokratiske styreformer hyldes – som for eksempel under det Arabiske Forår.

Derfor er et centralt forskningsfelt inden for samfundsvidenskaberne også undersøgelsen af, hvorfor nogle lande har udviklet demokrati, mens andre ikke har. Og dette spørgsmål har KU-forskeren Jacob Gerner Hariri, som i sidste måned forsvarede sin ph.d.-afhandling på Institut for Statskundskab, præsenteret et så originalt perspektiv på, at han som den første dansker nogensinde er kommet på forsiden af amerikansk politologis moderskib – tidsskriftet American Political Science Review.

»De resultater, jeg præsenterer i artiklen, viser noget, vi ikke vidste før. Nemlig, at jo ældre ikke-europæiske stater er, desto mindre demokratiske er de i dag,« fortæller Jacob Gerner Hariri.

Selv kalder han denne konklusion for kontraintuitiv:

»Den almindelige forståelse er netop, at statsdannelsen har været et led på vejen mod udviklingen af demokrati. Og sådan har det også været i Europa. Men min forskning har vist, at det modsatte er tilfældet uden for Europa. På den måde bryder min forskning også med forestillingen om, at en stat helt naturligt vil udvikle sig i retning af demokrati.«

Det banebrydende ved Jacob Gerner Hariris forskning er, at den introducerer en helt ny komponent i demokratiets gådefulde udviklingshistorie. Det har længe været alment accepteret, at en nations velstand og uddannelsesniveau har en positiv demokratisk effekt, mens nationale økonomier baseret på store naturressourcer – eksempelvis olie – har været demokratihæmmende. Men Jacob Gerner Hariri har altså som den første vist, at demokratiforskningen også må forholde sig til spørgsmålet om ikke-europæiske staters alder.

Flere slags kolonisering

Jacob Gerner Hariris forskning rejser også det kontroversielle spørgsmål om sammenhængen mellem den europæisk kolonisering og global demokratiudvikling. For en af forklaringerne på, at ældre ikke-europæiske stater i dag er mindre demokratiske, er, at de historisk var i stand til at holde europæisk indflydelse stangen.

»I tidligt udviklede stater mødte kolonisatorerne modstand, og modstanden var større, jo mere veludviklet det lokale statsapparat var. For eksempel røg portugisiske bosættere og handelsmænd på hovedet ud af Marokko og Japan, hvor de mødte koordineret modstand fra relativt veletablerede statsapparater. Det gjorde de ikke i Brasilien, hvor modstanden fra de indianske stammer var ukoordineret, fordi de var uafhængige enheder, der sloges lige så meget indbyrdes som mod portugiserne,« siger Jacob Gerner Hariri

»Derfor findes der også forskellige former for kolonisering. I områder som Sydamerika, Nordamerika og Australien fandtes der kun få egentlige statsdannelser. Derfor fik disse kolonier form af ’settlements’, hvor europæerne importerede deres hjemlige institutioner og værdier.«

»Det var selvfølgelig ikke demokrati, for ligesom kongemagten i Europa bekæmpede parlamentarismen hjemme, bekæmpede den parlamentarismen i kolonierne. Men med sig til den nye verden tog de europæiske bosættere de love og principper, som gjaldt i den gamle verden. Bosætterne var inspirerede af den politiske udvikling i Europa, og derfor var det i høj grad europæiske idealer om parlamentarisme, der formede frihedskampen i USA og resten af den nye verden omkring år 1800. Noget, der bare minder lidt om moderne demokrati, kom først derefter.«

I de tidlige, stærke stater var udviklingen en anden:

»Som sagt fik kolonisatorer ganske enkelt tæsk i lande som Marokko og Japan. Og selv hvis territorier med udviklede statsapparater blev koloniseret, foregik det også på den måde, at europæerne brugte de allerede eksisterende magtstrukturer til at lede landet. Ved hjælp af dette ’indirekte styre’ var europæerne med til at forstærke de eksisterende magtstrukturer.«

Og denne historiske forskel har sat sig sine spor i dag: Mens nationer som USA, Canada og Australien i dag er blandt de mest velfungerende demokratier, så er det modsatte tilfældet i tidlige stater som Kina, Mellemøsten og mange af de afrikanske lande, de europæiske kolonisatorer regerede via indirekte styre.

Mellemøstens demokratiske underskud tur/retur

På denne vis skriver Jacob Gerner Hariris forskning sig også direkte ind i en af det sidste tiårs mest signifikante politiske diskussioner: Spørgsmålet om Mellemøstens demokratiske tilstand.

»Forstår man – som jeg – demokrati som afholdelse af valg og lige valgdeltagelse, så kan man konstatere, at Mellemøsten er mindre demokratisk. Og spørgsmålet om, hvorfor lige præcis denne blok af lande er det, har fyldt meget i forskningen de seneste år.«
Når dette spørgsmål har skabt så stor interesse, skyldes det, at de mellemøstlige lande skiller sig ud i negativ retning sammenlignet med andre lande med tilsvarende olierigdomme, uddannelses- og indkomstniveauer.

Dette har blandt ledt til forestillingen om en mellemøstlig exceptionalisme, hvor Islam opfattes som en særlig demokratifjendtlig ideologi. Men denne opfattelse udfordres af
Jacob Gerner Hariris resultater:

»For når man sammenligner de mellemøstlige lande med andre tidlige stater, der var stærke nok til at modsætte sig europæisk kolonisering, så er der ikke noget exceptionelt ved fraværet af demokrati i disse lande. Vi finder nemlig nogenlunde samme grad af demokrati i ikke-muslimske lande med den samme type historiske baggrund – for eksempel Thailand, Kina eller Etiopien, som også oplevede begrænset europæisk indflydelse,« siger Jacob Gerner Hariri.

Neokonservativ eurocentriker?

På denne vis undsiger Jacob Gerner Hariri et af kernepunkterne i teorien om ’den civilisatoriske kamp’ mellem Vesten og Islam. Men samtidig kunne det umiddelbart se ud som om, at hans forskning bekræfter den ofte kritiserede forestilling om vestens demokratiske særstatus:

»Jeg er da også på en konference blevet anklaget både for eurocentrisme og for at være neokonservativ, der går ind for en vestlig kolonisering af verden,« smiler KU-forskeren.

»Men mit argument er netop, at koloniseringen ikke altid har ført til demokrati – at det kommer an på, hvilken type kolonisering, der var tale om. Og vil man endelig være normativ, så kan det godt være, at det i dag tæller på plussiden, at den europæiske kolonisering af Australien har ført til demokrati, men der er til gengæld ikke det mindste positive ved kolonisatorernes behandling af kontinentets ’aboriginals’. Europæerne eksporterede muligvis demokratiet. Men kolonisering var en blodig affære, hvortil slaver blev importeret og lokalbefolkningen undertrykt, tvangsforflyttet eller udryddet.«

Målbar, styreform, vigtig

For KU-forskeren er det også vigtigt at understrege, at hans projekt først og fremmest er empirisk:

»Modsat mange andre politologer behandler jeg ikke demokratiet som en kultur for samtale eller en særlig indstilling. Min forskning refererer til demokrati som politisk institution – altså de spilleregler, der sikrer, at politiske ledere vælges af det meste af folket ved nogenlunde frie valg. «

»Det gør jeg, fordi resultaterne skal være observerbare og sammenlignelige. Vi skal have en snæver definition af demokrati, hvis den skal være gyldig også tilbage i tid. Desuden er det svært at foretage målinger på ting som demokratisk samtalekultur.«

Kan man ikke indvende, at din demokratidefinition netop beror på en særlig vestlig forståelse af demokrati?

»Det kan man. Det er også kun med de her klare og måske snævre definitioner af demokrati, at mit resultat holder. Jeg kan kun sige noget om sammenhængen mellem tidlig statsdannelse og demokratiske institutioner, ikke demokratisk sindelag.«

Men hvorfor så undersøge det?

»På tværs af kulturer og kontinenter går folk jo på gaden og sætter livet på spil for demokrati. Nogle sætter endda ild til sig selv. Så selvom vi måske tager demokratiet lidt for givet i vores del af verden, behøver vi blot at kigge ud af vinduet for at se, at det er en styreform, der betyder noget for folk. Og det er vel i virkeligheden den vigtigste grund til at studere det.«

uni-avis@adm.ku.dk