Hvordan kan jeg være en seriøs studerende, når verden mister troen på viden? 

Jeg skriver for tiden bachelorprojekt, men på det seneste har det været svært at holde koncentrationen.

For jeg har reelt kun kunnet tænke på en ting: det amerikanske præsidentvalg. Jeg har siddet på mit hjemmekontor (læs: opholdsstue, spisestue, soveværelse). Men i stedet for at skrive har mine fingre konstant klikket rundt på diverse nyhedssider, hvor jeg har skimmet artikeloverskrifter uden at turde læse indholdet. Mekanisk har jeg skiftet mellem Politiken, Information, Jyllands-Posten, Berlingske, Altinget og så tilbage til Politiken.

Og så har jeg set virkelig meget ’Sex and the City’. Når jeg ikke har kunnet overskue konsekvenserne af det fascistoide dødskarneval, som den amerikanske valgkamp har føltes som, er jeg forsvundet ind i et univers, hvor Tvillingetårnene stadigvæk står, hvor alle har råd til store lejligheder på Manhattan, og hvor Donald Trump er en playboy, man kan møde i nattelivet.

Apatien og modviljen mod mit bachelorprojekt voksede gradvist. For det føles en smule ligegyldigt, når hele molevitten er ved at gå op i limningen.

Da Joe Biden vandt i Pennsylvania, trak jeg vejret betydeligt lettere. Men lettelsen var kortvarig. De postmoderne konflikter, der fik Donald Trump valgt og næsten genvalgt, er ikke forsvundet. Polariseringen og den totale mistillid til konventionelle medier og gældende institutioner er stadig til stede. Nu nægter den afgående præsident at anerkende valgresultatet, og Det Republikanske Parti og store dele af den amerikanske befolkning støtter op om hans udokumenterede påstande om valgsvindel.

Vi vil fortsat skulle følge ufrivilligt med i det her postmoderne plottvist på verdenshistorien.

Deroute mod vanviddet

Derfor er et eksistentielt spørgsmål begyndt at presse sig på: I en postfaktuel verden, hvor næsten halvdelen af den amerikanske befolkning har ønsket at genvælge en vidensfornægter til Det Hvide Hus, hvad nytter det så at tilegne sig viden? Og som opfølgende spørgsmål: Hvordan kan jeg være en seriøs studerende, når verden er ved at miste troen på viden?

For det handler ikke bare om USA og deres deroute mod vanviddet. Hvad nytter det at anskaffe sig viden om ozonlaget, tipping points og økologisk massedød, når klimakrisen bliver systematisk undervurderet, ignoreret eller benægtet?

I en postfaktuel virkelighed kan ekspertviden være lige så plausibel som alle mulige andres holdninger.

Som universitetsstuderende uddanner vi os i emner for i den ene eller i den anden forstand at kunne producere viden og agere eksperter. Om det er som filosof, biolog eller som embedsmand, uddanner vi os til faglige autoriteter med indgående viden om komplicerede emner.

Men i en postfaktuel virkelighed kan ekspertviden være lige så plausibel som alle mulige menneskers holdninger. Som når Donald Trump skal forklare en absurd påstand, og han siger noget i retning af »many people are saying (indsæt klimabenægtelse/’chinese virus’-påstand/QAnon-konspirationsteori)«.

Eller når den danske regering herhjemme dropper at indføre to snoldede vegetariske dage i offentlige kantiner, fordi der er for mange negative kommentarer til idéen på Facebook.

Er der et følelsesmæssigt flertal bag en holdning, er den bagvedliggende viden underordnet.

Men der er ikke mere gratis HBO …

Med andre ord: Det hele har givet mig lyst til at droppe bachelorprojektet. Slette Google-drevet og hengive mig til evig eskapistisk binge-watching af ‘Sex and the City’ sæson 3. Men jeg har opbrugt mine to ugers gratis HBO, og når det kommer til stykket, er eskapisme hverken en særlig god løsning for mig eller for verdens tilstand.

Hvad der sker i amerikansk politik er ude af mine hænder. Ja, jeg kan ligge søvnløs over det. Ja, jeg kan overgive mig til mit uproduktive og semi-sadomasochistiske overforbrug af digitale medier og tv-serier fra 1990’erne. Men nej, det kommer ikke til at gøre en forskel. Og det er bestemt ikke, hvad tiden kalder på.

Hvad jeg kan gøre er ikke at devaluere viden yderligere, ved at holde op med at gøre mig umage.

Hvad jeg kan gøre er ikke at devaluere viden yderligere, ved at holde op med at gøre mig umage.

Trump og hans åndsfæller i Ungarn, Frankrig, Brasilien og Danmark tilbyder lette svar på svære problemer. Det er let at placere skylden for verdens onder hos muslimerne eller mexicanerne eller hos den bedrevidende elite på Østerbro. Men de udfordringer, vi står foran, kræver vidensbaserede svar.

Derfor er det vigtigt, at vi som studerende tager kampen op imod de lette løsninger. Fordybelse og kompetence er vores ammunition imod overfladiskhed og inkompetence. Det er vigtigere end nogensinde, at vi uddanner os ordentligt. Det bliver vores skyttegrav i den her postfaktuelle krig om viden.

Så i aften vil jeg drikke en cosmospolitan (en lyserød cocktail med tranebærsaft, man drak som singlekvinde i New York for 20 år siden) og et øjeblik fejre den, forhåbentlig på et tidspunkt anerkendte, demokratiske valgsejr.

Men i morgen skriver jeg videre på bachelorprojektet.