Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Foreninger

SymfUni: »Vi er mange, der ikke er studerende længere, men som bliver hængende alligevel«

I studenterorkesteret SymfUni mødes studerende på tværs af universiteter og lande for at dyrke en fælles passion for klassisk musik. Men foreningen rummer mere end bare noder og toner – for fællesskabet er helt centralt.

Mørket er så småt ved at sænke sig, og Frederiksbergs gader er gennemblødte efter en hel dags regn. Klokken er mange, og folk sætter farten op for hurtigere at komme hjem.

På Smallegade nær Frederiksberg Rådhus bryder et rødt skilt mørket. »Musikhøjskolen Frederiksberg« står der, og her har folk ikke travlt med at komme hjem. Unge mennesker med tunge instrumentkasser på ryggen strømmer til, for på Danmarks ældste musikskole mødes universitetsorkesteret, SymfUni, hver onsdag aften.

SymfUni

Hvem: For dem, der elsker klassisk musik og spiller et symfoniorkester-instrument. Flere af instrumenterne kræver ingen optagelsesprøve. Man kan bare møde op og spille med for at se, om niveauet er passende.

Hvor: Musikhøjskolen, Smallegade 12, 2000 Frederiksberg.

Hvornår: Onsdage kl. 19.00 – 21.30

Hvad så nu: Læs mere her http://symfuni.dk/

»Vi har flere, som ikke er studerende længere, men som bliver hængende alligevel,« fortæller Rose Heiberg, som er uddannet dirigent og har styret slagets gang siden 2018.

I foreningen handler det nemlig ikke kun om musikken. Der foregår også en hel masse uden for øvelokalet.

»Jeg har ellers været syg hele ugen, men jeg har gjort alt for at blive rask til i dag,« proklamerer en ung cellospiller til en af sine kammerater. Om han reelt er blevet rask er svært at vurdere, for de mange småsnakke overdøves af insisterende instrumenter.

En trompet bliver pudset, basserne klimret på, fløjterne pustet i, og én skal lige sikre sig, at den store tromme bagerst i lokalet stadig fungerer. Det gør den.

Nemt at komme til

Estelle Goonesekera er tidligere studerende, har været en del af orkesteret i flere år og er som del af bestyrelsen PR-ansvarlig. Hun fortæller, at foreningen i øjeblikket har et sted mellem 35 og 40 medlemmer, og at disse strækker sig fra alt fra studerende på KU, DTU, KEA og Aalborg Universitet til færdiguddannede. Foreningen blev startet af KU-studerende og består da også hovedsageligt af studerende, men den er for alle, der elsker at spille klassisk musik.

»Og så har vi rigtig mange udvekslingsstuderende! Det er derfor, det meste foregår på engelsk.« Estelle holder hånden op for at signalere en pause i talestrømmen, så hun kan bøje sig over sin violin. Det giver SymfUnis formand, Nikolaj Cedenius, en mulighed for at spæde til til samtalen.

»Det er fordi, vi er det eneste studenterorkester, der bliver dirigeret på engelsk. Og så kører vores musikalske projekter efter semesterstruktur, så det er dejlig nemt at komme til, hvis man eksempelvis kun skal være på udveksling ét semester.«

Musik som en hoppebold

Som ud af det blå lyder Frederiksbergs rådhusklokker i det fjerne. Syv dybe klokkeslag, og Estelle og Nikolaj må skynde sig ind og finde plads mellem de mange unge og deres store instrumenter.

Foran et lille podie danner strygerne en halvcirkel, mens trækblæsersektionen sidder bagved. I hjørnet står en mand bag en enorm kontrabas, og allerbagerst i lokalet sidder en ensom trommespiller.

Rose træder op på podiet. Hun laver en bevægelse med sin dirigentpind, som er så uendeligt lille, at den næsten er usynlig for det utrænede øje. Straks sætter koret i gang.

I junglen af stolebjerge, Ikea-skabe, husplanter og nodeark forvandles de 40 unge til et symfoniorkester, og snart glemmer man, at man sidder i et gammelt musiklokale en regnfuld onsdag aften.

Ofte er der noget, der lyder lidt skævt, og så er Rose der med det samme. Instrukserne bliver givet på engelsk, men med alle de italienskinspirerede musikfraser kan man komme helt i tvivl. Heldigvis taler Rose og orkesteret samme sprog.

Musikkens intensitet stiger, og trompetisterne bliver gradvist rødere og rødere i hovedet. Rose lader resolut sin dirigentpind falde, og al lyd ophører pludseligt. Ændringer foretages, og musikerne skribler noter ned på deres nodeark med glødende fingre.

Et par fløjtespillere stiller et spørgsmål, og Rose forklarer sit ensemble, at musikken skal spilles som en hoppebold.

»Just bounce into it,« siger hun med et smil.

En verden uden for øvelokalet

Det stykke, orkesteret øver lige nu, er Amy Beachs symfoni i e-mol, forklarer Rose i pausen, bedst som hun er i gang med at konversere med en flok medlemmer, der er gået ud for at ryge eller trække frisk luft.

»I år beskæftiger vi os med kvindelige komponister. Det, vi spiller lige nu, er sværere end normalt, men selvom det er udfordrende, er det også fedt med en helt ny komponist, som ingen kender.«

Rose er glad for at dirigere SymfUni, for niveauet er højt for et amatørorkester. Naturligt nok er der forskelle mellem medlemmerne, men alle har det til fælles, at de har et grundniveau. Hun oplever, at medlemmerne rigtig gerne vil lære, øve sig, blive bedre og arbejde hen mod den koncert, orkesteret spiller i slutningen af hvert semester. »Den bliver faktisk altid rigtig god,« siger hun.

Indenfor er ikke-rygerne i gang med at planlægge, hvor der skal drikkes øl senere. Nikolaj fortæller, at de fleste medlemmer går ud og får en tår at drikke, når ugens øvesession er slut klokken 21.30.

»Og vi snakker altså ikke kun om musik,« griner han. »Vi snakker også om verdenssituationen, og så er der selvfølgelig også plads til at tale om, hvordan vi går og har det.«

Folk omkring ham nikker. »Vi holder også fester, arrangerer ture til udlandet og laver alle mulige andre ting. Det bliver ens sociale omgangskreds og en måde at møde folk med alle mulige forskellige baggrunde. Det er jo meget mere end bare et orkester.« afslutter Nikolaj, og Rose samler dirigentpinden op igen.

Annonce

Seneste