Synspunkt - Hvem er Danske Universiteter?

Hvem repræsenterer organisationen Danske Universiteter?

Før 2003, hvor rektorerne var valgte, hed de Rektorkollegiet. Universiteternes rektorer indgår stadig i Danske Universiteters ene flanke, de er bare ikke længere valgte, og Danske Universiteter har ikke længere samme legitimitet.

Alligevel fører Danske Universiteter sig gerne frem som om den direkte repræsenterer hele den danske universitetsverden. På organisationens hjemmeside står:

»Danske Universiteter er de danske universiteters interesseorganisation. (…) Danske Universiteter repræsenterer de danske universiteters fælles interesser i forhold til det øvrige samfund, herunder myndigheder og organisationer i Danmark, i Europa og i resten af verden.«

Nu er det sådan, at universitetsloven siden 2003 har gjort det sværere at sige, hvad »de danske universiteters fælles interesser« egentlig er. Vi har oplevet en ledelsesmæssig legitimitetskrise og et svælg mellem det ansatte lag af ledere og så ’de forskningsudførende lag’ med almindeligt videnskabeligt personale (vip) og teknisk-administrativt personale (tap) samt de studerende.

I skellet mellem universitetets befolkning og ledelsen er Danske Universiteter ledelsens talerør. Dens anden flanke er endda kredsen af universiteternes bestyrelsesformænd, som rektorerne er i lommen på, og som er direkte ansvarlige over for ministeren. Danske Universiteter er en sær hybrid af en politisk og en faglig ledelse. Det må give en uklar forvaltningsretlig status.

Danske forskningspolitikere har tilsyneladende ikke øje for den tvivlsomme position, som Danske Universiteter indtager som lobbyist for lederlaget og ministeriets interesser snarere end for universitetsforskningens faglige, videnskabelige interesser. Det sås i forbindelse med sommerens politiske forlig om fordeling af basismidler.

I slutningen af juni udsendte Videnskabsministeriet og Danske Universiteter pressemeddelelser om, at en politisk aftale var indgået. Danske Universiteter noterede med tilfredshed, at politikerne havde »valgt at lytte til indspillet fra universiteterne.«

Formand Jens Oddershede kunne ikke få armene ned:

»Vores ønske var en enkel metode til fordeling af basismidler på baggrund af få objektive og ikke mindst i forvejen indsamlede tal. Det har vi fået nu.«

Hvis det ikke er løgn og latin, er det i al fald ønsketænkning og spin. Modellen er ikke objektiv, ikke enkel, ikke færdigudviklet, og de indsamlede tal er endnu fejlbehæftede (for dokumentation, se henvisninger på bloggen Forskningsfrihed?).

Glæden må skyldes, at Danske Universiteter var udslagsgivende for, at aftalen kom i stand. I marts havde blandt andre Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti støttet en række forskere i kritikken af modellens konsekvenser for humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning.

Publikationer i internationale tidskrifter tæller, men den formidlende bog på dansk, som indeholder original forskning og andet af det, som jurister, sociologer, sprogfolk og litterater beriger offentligheden med, dømmes ude.

De radikale indgik i forliget sammen med Venstre, Konservative plus Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Marianne Jelved, som tidligere har udtrykt skepsis over for en bibliometrisk forskningsindikator, udtalte, at universiteternes fælles fodslag var afgørende, for de »meldte jo ud med en fælles model«.

Adspurgt om systemet ikke fører til en skævvridning, hvor det handler om at få publiceret så meget som muligt, svarede hun:

»Fuldstændig korrekt.«

Klubben af rektorer og bestyrelsesformænd har altså fået sig positioneret som et så vigtigt sandhedsvidne, at selv den politiske aftale henviser til et af Danske Universiteters ‘holdningspapirer’. Heri står, at modellen skal være gennemskuelig og logisk. Et fromt ønske.

Der indføres nu en model for en del af forskningens finansiering, som savner evidens for, at den gavner forskningens kvalitet, og som stik imod hensigten risikerer at svække dansk forsknings position i forhold til fx de nordiske lande, hvor Danmark har ligget i top uden den New Public Management-incitamentstruktur, vi får nu.

Det havde klædt Danske Universiteter at indtage en mere evidensbaseret holdning. I denne sag har Danske Universiteter blot ageret redskab for et af ministerens politiske felttog.

Disput – læs Jens Odderhedes svar på kritikken i dette indlæg.