Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tårnet der trækker vejret

NYBYGGERI - Rørført ethanol, fjernkøling med havvand og laboratorier med kystudsigt. Panums nye 75 meter høje laboratorietårn er præget af kobber, ikke elfenben, og både forskning og offentlighed er tænkt ind i tegningerne.

»Wow!«, »Ja, man kan virkelig se det nu,« lyder en begejstret ordveksling mellem to piger, der krydser den stærkt trafikerede vej mellem Søerne og Kommunehospitalet og får øje på byggeriet på den anden side af Blegdamsvej. Tårnet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets nye flagskib, Mærsk Bygningen, er skudt op over Sortedam Dosserings tagrygge og har for alvor ridset sig ind i den københavnske skyline.

Pladsmangel var en hovedårsag til, at tårnet kom på tegnebrættet i 2010. Gennem de seneste år har de sundhedsvidenskabelige forskere været mere og mere tætpakket. Og så satser fakultetet også på, at de opdaterede rammer vil tiltrække udenlandsk talent.

»På det gamle Panum har vi været udfordret på godkendelser til genteknologisk arbejde, der kræver særlige faciliteter. De fysiske rammer er en vigtig parameter i den globale konkurrence om at tiltrække de bedste forskere og undervisere,« siger Ole William Petersen, der er institutleder ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin.

Det var ikke givet på forhånd, at Panum-tilbygningen skulle munde ud i et tårn. Men fordelene ved at stable laboratorier er til at få øje på: Ved at bygge i højden øges Panums areal med en tredjedel. Samtidig bliver der plads til en park på størrelse med Gråbrødre Torv for foden af tårnet.

Byggepladsen lige nu

»At tegne et tårn er altid spændende, men det var en særlig interessant udfordring at tænke forskningen ind,« siger Mads Mandrup Hansen, arkitekt fra CF Møller, der vandt konkurrencen med deres vision for et topmoderne forskningstårn i 15 etager.

Arkitekten har inviteret Uniavisen med op i det halvfærdige tårn, der skal indvies om et års tid. Tårnet rejser sig i 75 meters højde, hvilket er 4 meter højere end helikopterplatformen på taget af det nærliggende Rigshospitalet. De tre søjler, der er tårnets kerner, er på plads, og betonskelettet omkring dem har taget form. Nu er håndværkerne ved at montere yderbeklædningen af kobberfarvede skodder, som matcher de omkringliggende rødbrune murstenshuse.

Tårnet skal beklædes med to lag skodder. Fastmonterede skodder vinkelret på bygningen har en vinddæmpende effekt og kaster skygger på vinduesglasset bagved. Uden skygger ville glasset reflektere solens stråler og skabe en uigennemsigtig spejleffekt.

»Skyggen fra skodderne skaber en transparens, der gør, at man i princippet kan stå på den anden side af søerne og se folk bevæge sig omkring inde i bygningen,« fortæller Mads Mandrup Hansen, da vi står på byggepladsen og kaster et blik op ad tårnet.

Ole Opfinders bevægelige skodder køler bygningen

Det andet lag skodder er bevægelige og udført i såkaldt semitransparent strækmetal. Metallet er gennemhullet og derefter strukket, og det skaber et særligt hulmønster, som man kan se igennem, men som holder sollys ude.

»I dag er bygninger så tætte, at isolation ikke handler om at holde bygningen varm nok, men kølig nok,« fortæller Mads Mandrup Hansen og fortsætter:

»Vi har udviklet en unik facadeteknik sammen med Art Andersen, en rigtig Ole Opfinder fra Vesterbro. Skodderne kører automatisk for, når en måler registrerer, at solstråler rammer glasset indenunder. På den måde undgås den kedelige kontorbygningstendens, hvor gardiner er rullet ned hele dagen, og samtidig får bygningen en levende karakter. Den tager sig ud som en stor organisme, der trækker vejret i takt med, at solen bevæger sig rundt om bygningen.«

På et testcenter i Wien har skodderne været udsat for arktisk frost, ørkenhede og været en tur gennem en vindtunnel, der normalt bruges til at teste lyntog og sportsvogne. En in situ test har vist, at skodderne også klarer dansk blæsevejr.

Forskningsfilosofi og fleksibilitet

To orange byggeelevatorer transporterer håndværkere op og ned. Vi tager elevatoren til sjette etage og klatrer ud på det åbne betonplateau, der skal udgøre en af tårnets 13 forskningsetager. Tårnet skal huse 4 af SUNDs 13 institutter samt de to tværfaglige forskningscentre Center for Sund Aldring og Metabolismecenteret.

Tårnet er designet ud fra en moderne forskningsfilosofi om, at gode ideer sjældent opstår, når forskeren sidder alene bag sit skrivebord, men i samtale med kollegaer på tværs af afdelinger. Derfor har hver etage et forskertorv, hvor forskere kan mødes og udveksle idéer. Forskertorvene er forbundet horisontalt af en vindeltrappe i træ. Eller det er i hvert fald planen, for lige nu gør en dyb afgrund det ud for trappeskakt.

»I kraft af den horisontale sammenhæng kan et institut brede sig på flere leder ved at tage en ekstra etage i brug,« forklarer Mads Mandrup Hansen. Han kalder fleksibilitet for kodeordet i fremtidens forskningsbygninger.

Fleksibilitet og vertikal interaktion er også nogle af de kriterier, de kommende brugere har lagt særlig vægt på, fortæller institutleder Ole William Petersen, der har siddet i den gruppe, som har samlet input fra forskerne.

Rørført ethanol

Kravet om fleksibilitet er grunden til, at der er ventilationskanaler og rørføring i hele bygningen, så kontorer nemt kan omlægges til laboratorier og omvendt. På den måde kan der klemmes op til 75 forskere ind på hver etage, på trods af at der i udgangspunktet kun skal flytte 45 ind.
I de tre kernesøjler løber ventilationskanaler og rørførte kemikalier, der kan tappes i et tapperum på hver etage, så sikkerhedsrisici ved at slæbe kemikaliedunke rundt i bygningen minimeres.

»Research fra SUND har kortlagt, hvilke gasser og brandfarlige væsker det kan betale sig at rørføre. Det drejer sig om 10 gasser og 5 væsker, der tilsammen dækker 90 procent af behovet for brandfarlige væsker, fx ethanol,« fortæller Lars Ole Munch Nissen, campusteamleder fra Campusservice, KU.

For at minimere energiforbruget er ventilation centraliseret i voluminøse kanaler. Luft føres ned under tårnet i tre etagers dybde, hvor det opvarmes til den rette temperatur. Herfra føres luften op og ud til udsugning og stinkskabe, inden den forlader tårnet gennem taget. Og der er ikke sparet på ventilationen, forsikrer Lars Ole Munch Nissen.

»Det er klokkeklart, at der skal være optimal beskyttelse,« siger han.

Kirken er lidt ked af sin nye kulisse

Set oppefra tegner tårnets omrids tilnærmelsesvist en trekant, og den sydligste spids peger mod Sankt Hans Torv. Her kløves himlen af den 150-årige Sankt Johannes Kirkes spir. Kirken er bydelens største, men med det nye nabotårn som kulisse gør den en temmelig spinkel figur.

Paul Heden Friis er præst i kirken. Han synes det er spændende, at byen udvikler sig og nye forskningscentre opføres, men han har alligevel bekymret sig over det nye tårn.

»Tårnet gør forskerne i stand til at se ud i verden. Men det gør også, at forskerne hæver sig over den almindelige verden,« siger han, og billedet af den noble videnskabsmand i sit elfenbenstårn toner frem.

»Når man vælger at bygge et tårn, der kan ses i hele byen, er det en prioritering. Det kan man måske filosofere lidt over – at man har brug for at vælge et tårn fremfor noget, der passer ind. Tårnet bliver et meget magtfuldt symbol,« siger præsten.

Arkitekt Mads Mandrup Hansen mener nu, at arkitekturen tager hensyn til kirken.

»Tårnet spidser til ned mod kirken, så kirken er stadig iøjnefaldende, især oplevet fra Sankt Hans Torv,« siger han, da kirkespiret kommer til syne gennem vinduet i den kommende laboratoriefløj.

»Men lige så vigtigt er det at huske på, at ved at vælge en tårnløsning, der fylder i højden, men ikke i bredden, giver vi mere plads tilbage til bydelen, og der bliver plads til en offentlig park rundt om foden af tårnet.«

Drømmen om en tagterrasse

Vinden rusker i den orange elevator, da vi når tårnets top. Når man bygger højt, kan vindstød få bygningen til at svaje, og det kan påvirke følsomme eksperimenter og måleudstyr. Derfor er konstruktionens betonelementer støbt på stedet. Det er en tidskrævende proces, men den garanterer stabilitet.

Fra taget er der en 360 graders udsigt fra Nordhavn til Øresundsbroen og Bellahøj. Søerne er fem frimærker på stribe.

»Jeg drømte en tagterrasse, men pengene strakte ikke til det,« siger arkitekt Mads Mandrup Hansen.

Nu må beboerne nøjes med et udkigspunkt bag glas på øverste etage. Et udkigspunkt, der for øvrigt bliver åbent for offentligheden.
Nørrebros bedst beliggende tagterrasse var ikke den eneste drøm, der gik i vasken. På de første tegninger var laboratorierne forbundet af en glaselevator med offentlig adgang, som kunne give publikum indblik i forskningsverdenen.

»Glaselevatoren er ikke droppet, men den er flyttet. Og den er ikke længere af glas. Elevatoren skulle have været placeret ved siden af vindeltrappen, men det blev for proppet. Nu er der kun en trappe. Det understøtter også dekan Ulla Wewers filosofi om, at man skal røre sig mere i løbet af sin arbejdsdag. Så ja, den offentlige forbindelse bliver adskilt fra forskningen,« siger arkitekten.

Lars Ole Munch Nissen fra Campusservice kalder glaselevatoren »en sjov idé, men ikke så rationel,« og institutleder Ole William Petersen tilføjer, at der knyttede sig langt flere spørgsmål af sikkerhedsmæssig karakter til elevatoren med offentlig adgang end først antaget.

Elregningen halveres

100 procents bæredygtighed var en anden arkitektonisk drøm, som arkitektfirmaet CF Møller havde med sig. Der er noget paradoksalt ved at tale om et 100 procent bæredygtigt forskningsbyggeri, for den naturvidenskabelige, ’våde’, forskning er uden sammenligning KUs mindst bæredygtige aktivitet. Fakulteterne SUND og SCIENCE står for 80 procent af universitetets samlede energiforbrug. Er visionen om et 100 procent bæredygtigt byggeri blevet til virkelighed?

»100 procent er jo energineutralt, og selv med brug af solceller, er det ikke muligt at nå i forskningsbygninger, der bruger 4 til 5 gange så meget energi som et standardbyggeri. Men vi har halveret energiforbruget, og det er et stort skridt,« siger arkitekt Mads Mandrup Hansen.

Det er brug af solceller på taget, isolering med bevægelige skodder, voluminøse ventilationskanaler og etablering af fjernkøling, der får arkitekterne og Campusservice på KU til at vurdere, at universitetet kan forvente en halveret elregning fra den nye bygning.

»Fjernkøling fungerer ligesom fjernvarme. Koldt havvand leveres af forsyningsselskabet Hofor gennem rør, der løber 35 meter under jorden i kalken under Fredens Park,« forklarer campusteamleder Lars Ole Munch Nissen. Fjernkøling bruges blandt andet til at køle de store frysere, der er samlet i tårnets underetage. Uden fjernkøling bruger en enkelt af de gigantkummerfryser, som prøvemateriale opbevares i, samme mængde strøm som 2-3 parcelhuse.

Det er ikke kun på energifronten, at tårnets design er bæredygtigt. Grønne tage på den stjerneformede bygning, der udgør tårnets base, skal suge regnvand til sig og hindre overbelastning af nedløbsrør og kloaker. Overskydende regnvand skal opsamles i regnvandstanke under bygningen og bruges til toiletskyl på de nederste etager og vanding af den omkringliggende park.

Misundelige svenskere

Tilbage på ground level passerer vi en knust rude og en dørudskæring i hobbithøjde.

»Det skal laves om. Der har været et par problemer undervejs, som har skabt forsinkelser. Det er svært at undgå på så store projekter – men der har været flere sejre end nederlag,« siger Mads Mandrup Hansen.

Hvis han skal beskrive tårnet i én vending, er det et »once in a lifetime-projekt«. Det er ikke hver dag man får lov til at tegne et universitetsvartegn i form af et tårn med et budget på halvanden milliard. AP Møller Fondens ekstraordinært store bidrag på 725 millioner kroner har skabt muligheder for at tænke stort og opfinde nyt, som fx de bevægelige skodder, fortæller Mads Mandrup Hansen.

»CF Møller er i gang med en tilsvarende tilbygning på Karolinska Institutet (Sveriges største medicinske universitet, red.) – men deres byggeri er lavt, eller hvad arkitekter ynder at kalde another box on campus. De har vist også kigget lidt misundeligt på deroppe fra, men med deres lokalplaner var det ikke muligt at bygge et tårn. Det er sejt, at man i København og på universitetet har turdet gøre noget helt andet.«

Illustrationen er opdateret 16.02.15

sofie.hansen@adm.ku.dk

Annonce

Seneste