Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Talkrigen: Derfor skærer de i forskning og uddannelse

En krig udspiller sig i øjeblikket bag lukkede døre på Christiansborg. Våbnene er ikke krudt og kugler, men tal og økonomiske beregninger, og udfaldet kan få afgørende betydning for universiteternes fremtid.

De kæmper om en regnemaskine.

Nærmere betegnet Finansministeriets regnemaskine – altså de regnemodeller embedsmændene benytter, når de vurderer konsekvensen af politiske reformer for rigets finanser.

På den ene side – i en meget fordelagtig position i det økonomisk-politiske terræn – står regeringen og embedsværket. På den anden side: en nogenlunde samlet opposition.

»Når det kommer til offentlige investeringer i forskning og uddannelse, kan man ifølge modellen lige så godt proppe pengene i kloakken eller brænde dem.«

Pelle Dragsted, Enhedslistens finansordfører

Udfordrerne kritiserer regnemaskinen. De mener, at modellerne er skruet sådan sammen, at regnestykket falder ud til fordel for nedskæringer og skattelettelser frem for investeringer i eksempelvis uddannelse, forskning, børnepasning eller infrastruktur.

Problemet er, at embedsmændene medregner såkaldte dynamiske effekter ved skattelettelser, men ikke ved offentlige udgifter og investeringer.

Dynamiske effekter er den ændrede adfærd hos borgerne, som et økonomisk indgreb vil medføre. Hvis man sænker skatten, mener økonomerne, at det vil få flere til at arbejde mere, så de betaler mere i skat. Det er derimod uden konsekvens at skære i uddannelse eller SU.

»Når det kommer til offentlige investeringer i forskning og uddannelse, kan man ifølge modellen lige så godt proppe pengene i kloakken eller brænde dem. Det vil faktisk med de nuværende regneregler have en positiv effekt på samfundsøkonomien i fx en 2025-plan at lukke landets universiteter og bruge pengene på skattelettelser i stedet. Det er jo helt grotesk,« siger Pelle Dragsted, Enhedslistens finansordfører.

Han har stillet en byge af spørgsmål til finansministeren, blandt andet om hvad der vil ske, hvis man forringer SU’en. Også konsekvensen af regeringens omprioriteringsbidrag, der skærer to procent af universiteternes uddannelsesbevillinger årligt fra 2016 til 2021, har han spurgt til. Københavns Universitet står til at miste 930 millioner kroner.

»Svaret lød, at det mener de ikke har nogen negative konsekvenser for samfundsøkonomien,« siger Pelle Dragsted.

SF kræver undersøgelse

Inden sommerferien støttede en samlet opposition et forslag fra SF, der opfordrer finansminister Kristian Jensen (V) at undersøge de dynamiske effekter ved velfærdsinvesteringer i for eksempel uddannelse, pasning og infrastruktur. Oppositionen vil også have effekterne indregnet i ministeriets økonomiske prognoser i fremtiden på lige fod med skattelettelser.

Dynamiske effekter

Betegnelse for de adfærdsændringer hos borgerne, som et økonomisk indgreb kan medføre – oftest ændringer i skatten eller overførselsindkomster.

I Danmark er der derimod ikke tradition for at medregne dynamiske effekter af ændringer i det offentlige forbrug eller investeringer og udgifter til uddannelse, sundhed og børnepasning.

Ifølge Jacob Mark, SF’s uddannelses- og forskningsordfører, kan de ikke tvinge ministeren til at igangsætte en undersøgelse. Men SF’eren ville sætte alt ind på at få sat midler af til formålet ved forhandlingerne om fordelingen af forskningsreserven. Han anser talkrigen for at være det vigtigste politiske tema netop nu.

»Det er at gå galt i byen helt at benægte, at der findes dynamiske effekter. Vi erkender i SF, at der er en effekt ved at sænke skatten, men det er der også ved at investere i uddannelse eller forskning,« siger Jacob Mark og tilføjer:

»Det er et politisk valg, at regnemodellen er, som den er. Hvis vi kan få den ændret, bliver det sværere at forsvare nedskæringer på forskning og uddannelse, hvilket vil have en kæmpe betydning for uddannelsesinstitutionerne, der er så pressede økonomisk, at de er tvunget til at skære i kerneydelserne,« siger han.

Økonomer bliver misbrugt

Også Josephine Fock, finansordfører for Alternativet, er parat til at gøre op med, hvad hun kalder »den skævhed, der eksisterer til fordel for skattelettelser.«

»Problemet opstår, når politikere anvender økonomernes beregninger, som var de en objektiv sandhed, for det er de ikke. Den siddende regering vil altid anvende de tal, der passer i dens kram, så økonomerne bliver i virkeligheden misbrugt politisk,« siger hun.

Josephine Fock henviser til, at Folketingets egne økonomer – de økonomiske konsulenter – i januar 2017 satte spørgsmålstegn ved nogle af resultaterne fra Finansministeriets regnemaskine: Havde ministeriet været lovlig optimistisk i vurderingen af, hvor mange der vil komme i arbejde ved at forkorte dagpengeperioden og sænke indkomstskatten?

I en rapport fra 2016 om dynamiske effekter og marginalskat konkluderede konsulenterne også, at »Finansministeriet baserer sin metode på et ældre empirisk studie fra 2001, hvor der bl.a. er betydelig usikkerhed vedrørende den kausale effekt af ændringer i marginalskatten på udbuddet af arbejdstimer.«

»Regnemodellerne fremmer en specifik politisk agenda og afgør, hvilke politiske argumenter der er fornuftige og hvilke der er uansvarlige.
Niels Fuglsang, ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School

Ph.d. undersøger regnemaskinen

Niels Fuglsang, ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School er med støtte fra centrum-venstre tænketanken Cevea ved at undersøge, hvordan Finansministeriets regnemaskine præcis er skruet sammen. Hvad bestemmer regnemodellerne? Hvor stammer de fra? Hvordan har de ændret sig gennem tiden? Og er det overhovedet muligt at skelne økonomi fra politik?

Han har indtil videre fundet, at det især er inden for de sidste 15 år, »at ministeriet for alvor har hældt kryptonit i regnemaskinen til fordel for skattelettelser.«

I 2006 og i 2014 introducerede man dog dynamiske effekter for uddannelsesniveau. Folk med højere uddannelse har højere erhvervsdeltagelse og produktivitet, men da de også bruger mere tid på at tage en uddannelse, er effekten stort set nul på arbejdsudbuddet, konkluderer embedsmændene. De anerkender dog, at lang uddannelse øger produktiviteten, men det har kun betydning for bruttonationalproduktet – værdien af Danmarks samlede produktion af varer og tjenester – på længere sigt.

Ifølge regnemodellen er det derfor uden betydning, hvor mange penge politikerne investerer i uddannelse.

»Så ja, det er korrekt, at modellen siger, at man kan skære universiteternes budget ned til halvdelen, uden at det har negative økonomiske konsekvenser,« siger Niels Fuglsang og fortsætter:

»Regnemodellerne fremmer en specifik politisk agenda og afgør, hvilke politiske argumenter der er fornuftige og hvilke der er uansvarlige. Det er hverken uskyldigt eller neutralt, og det skaber en spillebane for økonomisk politik, hvor venstre side af Folketinget starter alle kampe med at være bagud 3-0.«

Nationaløkonomer advarer mod ubalance

Formandsskabet for De Økonomiske Råd, der består af fire uafhængige nationaløkonomer, som leverer analyser af dansk økonomi, er heller ikke tilfreds med grundlaget for ministeriets beregninger.

De skrev i en udtalelse den 28. juni, at »politikerne bør have det bedst mulige beslutningsgrundlag, når de skal træffe beslutninger om indretningen af skattesystemet og den offentlige sektor. Og det kan gøres bedre, end det sker i dag.«

De fire økonomer advarer om risikoen for et »ubalanceret beslutningsgrundlag.«

»Vi har gjort opmærksom på, at lige så vel som at beskatte indkomst kan offentlige udgifter og investeringer have en effekt på produktivitet og på villigheden til at udbyde sin arbejdskraft. Det er en grundlæggende mangel, at vi ikke har en ordentligt viden om effekterne af offentlige udgifter og investeringer, og derfor bør man bruge ressourcer på at undersøge det,« siger Lars Gårn Hansen, medlem af formandsskabet for De Økonomiske Råd og professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU.

Lang uddannelse tjener sig hjem

Men hvad nu, hvis regnemaskinen fungerede, som kritikerne ville have det og tog højde for dynamiske effekter ved uddannelse? Hvad ville displayet vise?

Det har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) et bud på. Rådet har undersøgt de dynamiske effekter af offentlige udgifter, herunder investeringer i uddannelse, og deres konklusion er klar.

»Uddannelse øger beskæftigelsen og giver højere produktivitet og dermed øget velstand, og det samme gælder i øvrigt forskning,« siger Lars Andersen, direktør for AE.

AE-økonomerne har sammenlignet uddannelsesniveau med indkomst gennem arbejdslivet og fratrukket samfundets omkostninger til de uddannede.

Regnestykket viser, at danskere med en lang videregående uddannelse bidrager med 17-26 millioner kroner til samfundskagen gennem livet. Faglærte bidrager med 14,3 millioner kroner og ufaglærte med 8,5 millioner kroner i gennemsnit.

»Problemet er, at uddannelse gør os mere velstående på længere sigt, men det giver ikke flere penge i statskassen med det samme. Hvis politikerne sparer, ser det derimod flot ud på budgettet her og nu, og det giver en skævhed,« siger Lars Andersen og tilføjer:

»Hvis der virkelig ikke var nogen gevinster af offentlige udgifter, så burde Danmark og de øvrige skandinaviske lande, som har høje skatter, være fattige. Faktum er imidlertid, at vi er blandt verdens rigeste lande. Det skyldes, at de danske skatteindtægter i stor stil bruges til produktive investeringer i bl.a. infrastruktur, børnepasning og uddannelse, der påvirker folks muligheder og lyst til at arbejde.«

Borgerlige åbne for undersøgelse

Ministeriet konkluderer derimod i sin Finansredegørelse for 2014, at investeringer i uddannelse på kort sigt svækker de offentlige finanser på grund af udgifterne til uddannelsesinstitutionerne, til SU, og fordi de studerende arbejder mindre, mens de læser. På længere sigt går regnestykket nogenlunde lige op, da de færdiguddannede tjener og arbejder mere og dermed betaler mere i skat.

Finansministeriet erkender dog samtidig, at der er gavnlige effekter af højere uddannelsesniveau, men gevinsten i form af højere produktivitet og beskæftigelse er langsigtet.

»Investeringer i højere uddannelsesniveau styrker dermed først og fremmest den økonomiske velstand (målt ved BNP) og kan ikke forventes at forbedre de offentlige finanser,« står der i redegørelsen.

..Vi har verdens anden største offentlige sektor. Det har måden, Finansministeriet regner på, ikke forhindret.
Joachim B. Olsen, Liberal Alliances finansordfører

På den anden side af frontlinjen skaber AE’s analyse ikke den store panik. Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS, Danmarks borgerlig-liberale tænketank, mener, at man kun bør medregne dynamiske effekter, som man med rimelig sikkerhed kender fortegnet på.

»Vi ved ikke, om effekten af uddannelsesinvesteringer er positive eller negative. Afkastet er i høj grad privatøkonomisk, og vi risikerer som samfund at overinvestere i uddannelse i den forstand, at pengene ikke tjener sig selv hjem,« siger han.

Otto Brøns-Petersen mener, at det er en misforståelse at hævde, at modellerne er udtryk for et politisk valg.

»Det er centraladministrationens bedste faglige bud på de økonomiske effekter af de beslutninger, politikerne skal træffe. Ved brug af modeller sikres konsistens og at økonomfagfæller kan vurdere den faglige kvalitet. Regeringen har pligt til at fremlægge redelige oplysninger for Folketinget i bl.a. lovforslag. Det ville være at vende tingene fuldstændig på hovedet, hvis Folketinget i stedet pålagde regeringen at regne på en bestemt måde. Det ville være et stort fagligt og demokratisk problem i mine øjne,« siger han.

Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen har ikke noget imod at få undersøgt de dynamiske effekter af offentligt forbrug – men han regner med at se et helt andet resultat end oppositionen:

»Jeg forventer, at effekten er negativ i Danmark, og at pengene er brugt bedre ved at sætte skatten ned, da vi har verdens anden største offentlige sektor. Det har måden, Finansministeriet regner på, ikke forhindret,« siger han.

Joachim B. Olsen er enig i, at forskning og uddannelse givetvis har en positiv indflydelse på velstanden i et samfund, men han vurderer, at nytten ved at investere yderligere vil være meget begrænset.

»Det er ikke givet, at en ekstra milliard til universiteterne vil føre til øget velstand. Det kommer an på, hvordan pengene bliver brugt. Hvis de går til administration, er det i hvert fald ikke tilfældet, og vi ved, at skattelettelser har en effekt. Min tese er, at pengene i øjeblikket ikke bliver brugt på en måde, der gavner beskæftigelsen og produktiviteten,« siger han.

Han tilføjer, at udgifterne til uddannelse historisk set kun er gået i vejret.

Finansminister Kristian Jensen udtalte tilbage i juli til Berlingske, at man bør overlade regnemodellerne til fagfolk og passe på med at politisere regnemetoderne.

»Vi har empiri på skatteområdet for, hvordan de dynamiske effekter forekommer, men vi har ikke empiri for, hvordan det offentlige forbrug påvirker. I det omfang, der kommer empiri på området, synes jeg, det skal medregnes,« sagde han til Berlingske.

Han ville ikke love at sætte penge af til en undersøgelse på finansloven.

Oppositionen vandt dog et slag i talkrigen, da regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale og SF den 31. oktober blev enige om fordelingen af forskningsreserven for 2018. Der blev afsat 12 millioner kroner til »forskning, der kan belyse samfundsøkonomiske og adfærdsmæssige effekter af offentlige velfærdsinvesteringer, herunder tidlig indsats, forebyggelse, bedre uddannelse og arbejdsmiljøindsats.«

Annonce

Seneste