Teori, praksis og fredelige atomvåben

Med bogen Theory of International Politics skabte Kenneth Waltz i 1979 den teori der siden har sat tonen i disciplinen international politik: ‘Neo-realismen’ – også kaldet ‘strukturel realisme’ – som er en moderne, videnskabelig opdatering af den realpolitiske tradition hvor verdenspolitikken styres af magt og magtbalancer.

Magtpolitikken skal ikke forklares ud fra menneskets ondskab, men skal forstås ud fra det internationale systems struktur (se boks).

Her uddyber Waltz sine synspunkter i en samtale med Ole Wæver, professor i international politik på Institut for Statskundskab.

OW: Ved din første forelæsning her i København introducerede jeg dig som ‘de sidste 50 års mest indflydelsesrige teoretiker’. Du protesterede: ‘Indflydelsesrig? – de lytter jo ikke!’

KW: »Det er rigtigt. Bush-administrationen fører jo fx en politik med det erklærede mål at undgå realismens centrale forudsigelse: at der altid vil opstå en magtbalance mellem stater.

Bush-administrationen påstår at en ubalance ikke vil blive korrigeret, at de kan gøre USA’s forspring så stort at ingen vil forsøge at indhente dem.«

OW: I begge dine to forelæsninger i København anbefalede du en udenrigspolitik som ikke er den officielle politik for hverken dit land eller vores: Kan du kort opsummere hvad din pointe er i forhold til kernevåben (emnet for den første forelæsning i København)?

KW: »Kernevåben har bevaret freden førhen, og de vil blive ved med at bevare freden i fremtiden! Sådan kan det siges i én sætning. Resten er en forklaring på hvorfor det er sådan.«

OW: Og hvad med konsekvenserne af den analyse i dag hvor politikerne udråber ‘spredningen’ af atomvåben til et af vores primære sikkerhedsproblemer, og aviserne skriver bekymret om atomprogrammer i Nordkorea og Iran?

KW: »Vi ser igen og igen at folk omtaler atomvåbnenes glade fortid, dvs. den gavn de gjorde os under den kolde krig, men den atomare fremtid er altid skræmmende.

Hvis land X får atomvåben, så vil det blive en katastrofe. Hvorfor ikke acceptere den faktiske erfaring: atommagter bliver ikke involveret i krige der udfordrer deres vitale interesser.

Atomvåben gør folk forsigtige. De kan ikke bruges til andet end afskrækkelse. Til gengæld er afskrækkelse meget lettere end politikere hævder. Det kræver ikke tusindvis af atomvåben.

Vi er bange for at herskerne i såkaldte ‘slyngelstater’ får atomvåben. Men de er typisk ‘overlevere’ som har været ved magten længe. De er ikke gamblere. Man kan kun være hersker ved at have et land at herske over, så de gør væmmelige ting, men stopper altid i tide.

Har et land først besluttet at deres sikkerhed kræver atomvåben, så er det næsten umuligt at forhindre det. Og det er vel ikke så underligt hvis Iran og Nordkorea har den opfattelse i dag. Når USA udnævner tre lande til at udgøre en ‘ondskabens akse’ (Irak, Iran og Nordkorea, red.) og derefter invaderer det første på listen – kan man så fortænke de to andre i at tænke at de kan være de næste?

Betegnelsen ‘spredning’ (‘proliferation’ på engelsk) af atomvåben får det til at lyde som en vild, ustyrlig proces a la skovbrand.

For 60 år siden opstod den første atommagt, for 30 år siden var der seks atommagter, og i dag er der otte-ni stykker. Det er spredning i sneglefart. Og det er godt. Alle forandringer i det internationale system der sker hurtigt, er farlige.

Men det er bedre at denne spredning sker langsomt end at vi gør umulige forsøg på at undertrykke den. Hvis man slår til mod et land for at stoppe dets atomvåbenprogram, må man jo være villig til at gøre det igen og igen, for angrebet vil kun gøre dem endnu mere overbeviste om at de har behov for et afskrækkelsesvåben.«

Verden ude af balance
OW: Så begynder man måske at forstå hvorfor politikerne ikke lytter. Ikke nok med at lederne skal leve med nye atommagter; krigsmodstanderne skal blive atomvåbentilhængere: ‘Elsk bomben, og du får det bedste argument for at USA skal lade være med at intervenere alle mulige steder i verden!’ Måske det budskab er for overraskende i forhold til de almindelige fronter i debatten? Lad os høre om dit bud på USA og verdensordenen i din anden forelæsning var lige så kontroversielt.

KW: »Jeg stillede spørgsmålet: Skyldes de senere års ekstreme amerikanske aktivisme med militære interventioner og den unilaterale tilbøjelighed til at beslutte det på egen hånd Bush administrationen, eller er det en naturlig følge af at være verdens eneste supermagt?

Jeg mener klart det sidste. Vi kan ikke undskylde hvad USA har gjort ved at sige at vi tilfældigvis har en neo-konservativ præsident for øjeblikket.

Alexander Hamilton, en af USA’s ‘founding fathers’, sagde: ‘The spirit of moderation in a state of overbearing power is a phenomenon which has not yet appeared, and which no wise man will expect ever to see’.

Bemærk Hamilton siger intet om hvilken slags stat den overvældende magt er, om det er en moderat stat, en republik, eller et autoritært monarki.

Kun én egenskab er nævnt, nemlig at staten besidder en overvældende magt.
Det forekommer klart at lande som besidder overvældende magt opfører sig egenrådigt og umådeholdent i international politik.

Jeg kan ikke komme på nogen eksempler hvor et land dominerede sit område – og handlede med overbærenhed og mådeholdenhed. Man kan bare se på amerikansk fremfærd på den vestlige halvkugle hvor USA har været den dominerende magt i de sidste 100 år.

Nylige eksempler er invasionerne i Den Dominikanske Republik, Chile, Libanon, Grenada, Panama, to gange Irak og Afghanistan. Det er noget af en liste for en fredelskende demokratisk stat!

Forklaringen er at unipolaritet svækker strukturelle begrænsninger (dvs. det internationale system fremtvinger ikke en bestemt politik, red.). Unipolaritet udvider handlemulighederne for den eneste tilbageværende supermagt. Unipolaritet øger betydningen af de indenrigspolitiske forhold i den ene supermagt.

Et internationalt system med kun en supermagt er som et politisk system uden ‘checks and balances’. Ulighed i magt fremmer despotisk herredømme i indenrigs- og udenrigspolitik.

Det er ironisk at amerikanerne forstår – og har indbygget i forfatningen – at magt skal tøjles og balanceres. Men vi anvender kun princippet hjemme.

Vi ser ikke, at hvis et land er enerådende i international politik, som USA er netop nu, så kan det frit følge sine luner.«

OW: De helt store spørgsmål i dag er om unipolariteten er stabil eller ej, og om den er venligsindet eller ej. Det er de afgørende spørgsmål for stater i dag for at kunne manøvrere i verden. Det gælder i høj grad i dansk politik som synes baseret på antagelserne om at unipolariteten er stabil, og at det er en rar og god ting.

KW: »Jeg forstår ikke hvorfor man i Danmark tror at unipolariteten er en god ting. Ikke-balanceret magt udgør en fare for andre lande og en fare for den der besidder den fordi der er en stor fristelse for at spænde buen for højt og således komme ud i problemer.«

Er der nogen der lytter?
OW: Din bog fra 1979 ‘Theory of International Politics’ topper disciplinens citationsstatistik år efter år. Tilhængere og kritikere er enige om – med glæde eller bekymring – at pege på neorealismen som den mest indflydelsesrige teori. Og alligevel er de markante policy-konklusioner som du her har givet eksempler på – og som du i årevis har fremlagt så skarpt og pædagogisk at de ikke var til at misforstå – forblevet politisk marginale, ja nærmest dissident-agtige.

KW: »Mine bøger har nok haft en vis indflydelse blandt akademikere – en indflydelse som har inspireret folk til at være kritiske overfor mine ideer.

Men indflydelse på policy er et andet spørgsmål. Hans Morgenthau [den ledende realistiske teoretiker i den forrige generation, red.] havde meget lidt indflydelse på amerikansk udenrigspolitik. Han var stærk modstander af Vietnamkrigen, men ingen hørte efter før det var for sent.

Jeg tror ikke at det er usædvanligt at selv indflydelsesrige akademikere ikke har nogen indflydelse i den politiske verden. I hvert fald ikke direkte.

Selvfølgelig har mange politikere og embedsmænd indenfor udenrigs- og forsvarspolitik taget universitetsgrader og læst international politik, og i deres uddannelse har det være svært at undgå at læse bare en smule jeg har skrevet.

Så der er måske en residual indflydelse. Men nogen direkte indflydelse på policy, det har jeg ikke haft. Jeg tror ikke at særlig mange i Washington lytter til akademikere.«

OW: Problemet med at komme igennem med ideerne er nok alment, men måske er der en særlig udgave for realister. Det er normalt antaget at en realist har særlig nemt ved at komme i kontakt med person i magtpositioner, at realismen er magtpolitikkens sprog – det sprog fyrstens rådgiver hvisker i hans øre. Teoretisk arbejder også de andre teorier jo ofte med realismen som en slags default position: Vi antager at politikere er realister. Det er, når de ikke handler som sådanne at vi skal forklare det. Er det forkert at antage at realismen er magthavernes teori?

KW: »De er tydeligvis bevidste om magtbalanceteori, og kender det historiske mønster at der plejer at dannes en magtbalance – en viden der for nogen fører til forsøg på at bryde det mønster. Men der er meget stærke anti-realistiske strømninger især i USA.

Det er meget nemt for politikere og embedsmænd at tro at egenskaber ved de enkelte stater – fx om de er demokratier – også former deres udenrigspolitik. Også mange såkaldte ‘realister’ blandt politikere tænker sådan.«

OW: Det er vel realismens vanskelighed at vi i politik altid gerne vil tænke at vi har ret og de tager fejl, at vi er de gode og de er de onde. Men hvis man virkelig er realist, så må man erkende at vi ikke af natur er bedre. Vi spiller det samme spil som alle andre, på den samme bane, med de samme regler. Og det er meget svært for politikere at tænke sådan.

KW: »Ja, og jeg tror ikke at politikere tror på dén realistiske pointe. De vil altid tro på at de er bedre regeringer end alle andre. Jeg tror Bob Gilpin havde ret i at sige: ‘Nobody loves a Realist.’

Hvad er teori?
OW: Du har ofte argumenteret for at egentlige teorier er sjældne. Det er ikke bare et spørgsmål om at indsamle data og putte ind i den ene ende af pølsemaskinen, så kommer der teorier ud i den anden ende. Der skal altid noget mere til, en idé. Kan du sige noget mere om det?

KW: »Alt andet end simple fakta, eller historie, eller en aktuel begivenhed bliver kaldt teori. Men nej, det er ikke teori. En teori er et mentalt skabt billede af de vigtigste faktorer og kræfter som virker indenfor et afgrænset område eller domæne, og de nødvendige forbindelser imellem dem.

Dvs. at forstå nødvendighederne indenfor teorien og dernæst finde ud af om de nødvendigheder findes i verden udenfor teorien. Og det er det neo-realismen forsøger at gøre.

Mange siger så: ‘Well, men hvad med det økonomiske aspekt i international politik – det har du ikke med i teorien, det er udeladt.’

Men der er jo en række ting som er udeladt. Faktisk består en teori mest af udeladelser. Teori er meget simple konstruktioner, og verden er meget kompliceret. En god teori hjælper med at forstå hvad der foregår indenfor et afgrænset domæne.

Man kan ikke have en teori om alting. Og man forbedrer ikke teorien ved bare at putte en ekstra faktor ind. Det nytter ikke noget at sige: ‘Der er noget, som mangler. Sæt det ind. Bring teorien tættere på virkeligheden.’ Går man til det ekstreme, målestok 1:1, så bliver teorien lig med virkeligheden. Jo tættere på virkeligheden, jo mindre er det en teori.

Hvis man er utilfreds med en teori, skal man ikke udbygge den, men forsøge at lave en ny. Mange siger: teorien er ‘utilstrækkeligt specificeret’, men det er meningen – det gælder for en teori, specifikationen skal komme ind når man anvender den.

Fysikere bruger det meste af deres tid på sådanne specificeringer, ikke på at opfinde nye teorier. Anvendelse er også teoretisk arbejde.

Eksempelvis bruger man almindeligvis ikke Einsteins teorier i rumprogrammet, det er meget nemmere at arbejde med Newtons teorier.

De er ikke helt så nøjagtige, men hvis man vil skyde noget efter månen, så vil man gerne vide hvor den er og man vil gerne ramme den. Så betyder det ikke spor om man rammer ti eller 20 kilometer ved siden af det ideelle mål.
Derfor bruger man Newtonsk fysisk.«

Brusebadets videnskabsteori
OW: At skabe en teori er en kreativ handling; den rummer et originalt element der ikke kan læses ud af ‘empirien’ – i dit tilfælde en specifik idé om international politisk struktur. Vil du forklare hvordan det lykkedes for dig selv at skabe en teori når det nu lykkes for så få?

KW: »Mange påvirkninger fra fortiden løb sammen. Jeg brugte lang tid på at læse matematik og fysik, derefter økonomi. Og jeg brugte længere tid på hver af disse end på at læse statskundskab.

Så det var virkelig påvirkningerne andetstedsfra, især mikro-økonomisk teori, antropologi (Emile Durkheim) og økonomifagets videnskabshistorie om hvordan man gik fra at registrere hvad folk gjorde til at forklare det.

Det krævede teoretiske begreber og afgrænsningen af et domæne.
Men man skal have en idé. Hvis man ikke får en idé, så kan man ikke udvikle en teori.

Det er jo også derfor at mange teoretikere fx fra naturvidenskaben vil fortælle: ‘Jeg stod i badet og SÅ.’ Man arbejder og arbejder og arbejder på et problem og så lige pludselig så er den der.«

OW: Var det også sådan det skete for dig? Stod du i badet?

KW: »Nej, dog ikke. Men jeg sagde ofte til min kone: ‘Jeg kan næsten se det, men ikke så klart at jeg kan skrive det ned’.«

OW: Så når du siger at en teori er et mentalt skabt ‘billede’, så er du ret bogstavelig. En teori er grafisk.

KW: »Ja, men at billedet er mentalt skabt – det er selvfølgelig også vigtigt.«

Ingvar Sejr Hansen er speciale-studerende ved Institut for Statskundskab, og Ole Wæver, ph.d., er professor i international politik sammesteds.

Neo-realisme

International politik skal ikke primært forstås ud fra særtræk ved enkelte individer eller enkelte stater – stater opfører sig alt for ens til at sådanne forklaringer kan holde.

Når forskellige stater placeres i samme situation opfører de sig ens – som fx USA og Sovjetunionen under den kolde krig – og de bedste forklaringer kommer derfor fra selve det internationale system.

Systemet har en struktur. Den internationale politiske struktur er for det første ‘anarkisk’ i betydningen at der ikke er nogen verdensregering over de enkelte stater.

Det er et uforanderligt vilkår, så den del af teorien handler om at tænke dette – for så vidt velkendte – vilkår systematisk igennem, for det forklarer hvorfor stater ofte opfører sig anderledes end mennesker indeni et samfund; og man slår sig hvis man glemmer dette vilkår. Hvor denne første del af strukturen er stabil, skifter den anden med årtiers eller århundreders mellemrum, og den er dermed i stand til at forklare forskellen på forskellige internationale systemer: hvilken magtfordeling råder på et givent tidspunkt – er systemet bipolært med to stormagter, multipolært med flere stormagter eller måske unipolært med kun én?

Waltz’ teori har været i centrum de sidste 25 år også for alle andre, konkurrerende teorier. De fleste er formuleret som kritik af hans teori, og mange har stræbt efter at lave teori der levede op til hans standarder for videnskabelighed.

Næsten alt i disciplinen kan ses som bølgevirkninger efter 1979-bogens nedslag. Interviewerne kunne derfor ikke nøjes med verden, det vil sige at prøve at forstå indholdet i teorien, de måtte også spørge til formen. Når teorien har påvirket disciplinen så bredt, bliver det vigtigt hvad Waltz’ opfattelse af teori egentlig er.

Biografi

Kenneth N. Waltz (1924) er i dag adjungeret professor på Columbia University og Ford Professor Emeritus på University of Califonia, Berkeley, USA.

Kenneth Waltz blev i 1995 udnævnt til æresdoktor i Statskundskab ved Københavns Universitet.

Kenneth Waltz’ bøger Man, the State, and War (1959) og Theory of International Politics (1979) er blandt de største klassikere i international politik-litteraturen.

Tidsskriftet POLITIK der udgives ved KUs Institut for Statskundskab, udsendte i vinter et temanummer 10×10 hvor ti indflydelsesrige samfundsforskere præsenterede de ti bøger der har betydet mest for deres egen faglige udviklinger. Waltz var naturligvis en af disse, så man kan her finde en slags intellektuel selvbiografi – www.tidsskriftetpolitik.dk/index.php?id=124

Under sit ophold i Danmark underviste han på et kursus for ph.d.-studerende og holdt to velbesøgte offentlige foredrag. Den 17. maj på DIIS om ‘The Nuclear Future’ og den 19. maj på Institut for Statskundskab om USA’s rolle i verden anno 2005, ‘America – alone in the world’.