Terrorister eller frihedskæmpere?

Det er ikke hver dag man har to terrorsigtede gæster til kaffe i sin dagligstue. Men det er lige præcis hvad jeg har i dag. Men som de sidder der, Bobby og Maria, med hver deres kaffekop, er det svært at tro at de er anklagede i en terrorsag der potentielt kan sende dem hver ti år i fængsel. De er rolige og afslappede og ligner slet ikke terrorister, men faktisk til forveksling det de er: (næsten) helt almindelige KU-studerende.

Men også kun næsten. For det er vist ikke mange studerende der har oplevet at have PET og Justitsminister Lene Espersen efter sig. Men det er lige præcis hvad Bobby og Maria har haft siden januar sidste år hvor de sammen med fem venner besluttede at starte T-shirtfirmaet Fighters + Lovers. Trøjerne som de solgte, var egentlig helt almindelige bortset fra den detalje at de reklamerede for de væbnede oprørsgrupper FARC og PFLP på brystet. For hver solgt T-shirt gik en del af overskuddet til at bygge en radiostation til FARC i Colombia og et trykkeri til PFLP i Palæstina. Men da både FARC og PFLP er på EU’s terrorliste mente justitsminister Lene Espersen at den støtte var ulovlig, og derfor har hun slæbt Fighters + Lovers i retten for overtrædelse af terrorismeparagraffen.

Så på trods af den afslappede stemning går der ikke mange minutter af vores samtale før alvoren melder sig. Allerede inden interviewet går i gang, har Bobby og Maria betinget sig at de gerne vil se det færdige resultat inden det kommer i avisen. Anklageren i sagen mod dem læser nemlig alt hvad de udtaler til pressen for at bruge det i retssagen, fortæller de. Og så er Bobby og Maria for øvrigt slet ikke deres rigtige navne. Dem vil de ikke have frem af hensyn til deres familier – og af hensyn til de venner og bekendte i Colombia og Palæstina hvis liv kan komme i fare hvis de kædes sammen med terrormistænkte. Okay. Hvis ikke det stod klart før, så gør det det nu: Det er alvor det her.

»Skal vi begynde?« spørger Bobby.

Retten til væbnet modstand

Hvis man vil fortælle Bobby og Marias historie, kan man begynde flere steder. Fx kan man begynde helt tilbage i 1993 hvor gymnasievennerne Bobby og Maria i stedet for den obligatoriske studietur til Rom og dannelsesrejsen til Sydøstasien vælger at rejse til Balkan som humanitære nødhjælpsarbejdere idet den jugoslaviske borgerkrig har sat halvøen i brand. Man kan også begynde den ni år senere, i 2002, i de besatte områder i Palæstina. Det er her i rodet efter den fallerede ’Køreplan for Fred’ at den nu 26-årige KU-lægestuderende Maria ret usædvanligt bruger fem måneder af sit studie på at arbejde på mobile klinikker på Vestbreden og i Gaza.

Under opholdet oplever hun den israelske hærs hårdhændede metoder over for den palæstinensiske civilbefolkning på sin egen krop. Eller man kan begynde historien omtrent samtidigt, men på den anden side af jorden, hvor Bobby arbejder på en dokumentarfilm i Colombias hovedstad Bogotas slum. I filmen følger Bobby et teaterprojekt for Bogotas unge, der pludselig bliver afbrudt fordi regimets dødspatruljer slår til mod teatrets lidt for kritiske unge. Sådan ser Bobby med egne øjne hvordan Colombias regering håndterer anderledes politisk tænkende. Historien kan startes mange steder.

Men ligegyldigt hvad fortæller den det samme: Nemlig hvordan det personlige møde med undertrykkelse og tyranni vækker en stærk følelse af uretfærdighed hos Bobby og Marias. Og hvordan det fører til en forståelse for og en accept af et folks ret til at gøre væbnet modstand. I Palæstina, Colombia eller hvor som helst. Som Maria udtrykker det efter at have fortalt om sine oplevelser i Palæstina: »Jeg fandt ud af at det at gøre modstand mod undertrykkelse er en ret der skal beskyttes. At sige at fx palæstinenserne ikke har ret til det, er det samme som at sige at vi herhjemme ikke havde ret til at gøre modstand mod den nazistiske besættelse under Anden Verdenskrig. Den ret kan man ikke fratage folk.«

Terror eller modstandskamp?

Netop retten til væbnet modstand er det helt centrale i Bobby og Marias retssag. For hvornår er en oprørsgruppe egentlig en legitim modstandsbevægelse, og hvornår er den en terrororganisation? Og i hvilken kategori finder man PFLP og FARC? Grunden til at Fighters + Lovers blev anklaget for støtte til terror i første omgang, er som nævnt at både FARC og PFLP befinder sig på EU’s liste over terrororganisationer. Men det er faktisk ikke i sig selv et juridisk gyldigt argument for at de dermed udøver terror, blev sagens anklager og forsvarer ret hurtigt enige om. Hvem der kommer med på den terrorliste, er nemlig i høj grad betinget af EU’s alliancer og venner og fjender i det internationale politiske spil.

Så derfor gik anklagerens opgave ret hurtigt fra at vise at Fighters + Lovers har solgt T-shirts med FARC’s og PFLP’s logoer på (hvilket ingen benægter at de har), til at vise at det rent faktisk er ulovligt at støtte dem. Og om det er ulovligt, afhænger af om FARC og PFLP fører modstandskamp eller terrorvirksomhed. For at kunne afgøre det, må retten først afgøre to ting: For det første legitimiteten ved de regimer som FARC og PFLP retter sig imod. Og for det andet om de metoder de bruger, er acceptable i forhold til målet og ikke retter sig mod uskyldige, men mod myndigheder.

Med andre ord skal Københavns Byret reelt afgøre om Israels besættelse af de palæstinensiske områder der har de første tyve FN-resolutioner imod sig, er legitim, og at man derfor ikke må yde modstand imod den. Og dernæst om regimet i Colombia som har en lang historie af politisk undertrykkelse og vold bag sig, er en legitim, demokratisk stat som man heller ikke må gøre modstand imod. Unægtelig noget af en mundfuld for en simpel byret.

Vi må godt skyde igen

Men når det er sagt, så er der dog, terrorliste eller ej, næppe tvivl om at hverken FARC eller PFLP hører til Guds bedste børn. Det kræver det ikke mere end et par hurtige søgninger på nettet for at finde ud af. Ifølge flere uafhængige menneskerettighedsorganisationer finansierer FARC nemlig hovedsagelig sin kamp mod den colombianske regering ved beskatning af kokainsalg og kidnapninger. Og PFLP har siden 1967 stået bag snesevis af flykapringer, bortførelser og bomber mod såvel militære som civile mål i hovedsagelig Palæstina, men indtil 1978 også i Israel og Europa.

Og selvom de fleste nok køber at der er en endda meget uklar gråzone mellem terrorisme og modstandskamp, hvordan kunne Bobby og Maria så få sig selv til at støtte organisationer der bærer sig sådan ad? For pengene fra Fighters + Lovers gik jo til FARC og PFLP.

»Jo, men hvad gik de penge til? En radiostation i Colombia og et plakatværksted i Palæstina. Det er det der er terrorisme set med Lene Espersens øjne. Og jeg kan ikke få ind i hovedet hverken hvordan T-shirtene, radiostationen eller plakatværkstedet kan være terrorisme. PFLP er altså et lovligt parti i Palæstina. Borgmesteren i Betlehem er PFLP-medlem og valgt af befolkningen,« siger Bobby der heller ikke køber påstandene om PFLP og FARC’s ugerninger så let.

»Både FARC og PFLP har forsøgt at benytte de små demokratiske sprækker der er i deres lande. Men hvis man finder alle muligheder for demokratisk indflydelse lukkede, kan jeg godt forstå hvis man vælger at besvare den vold man bliver udsat for, med vold,« siger han og fortsætter: »FARC stillede fx op til de demokratiske valg i Colombia engang i 80’erne under navnet Unión Patriótica, og de fik valgt både borgmestre og parlamentsmedlemmer. Men alle deres præsidentkandidater, flertallet af parlamentsmedlemmerne og de fleste af deres borgmestre blev myrdet af hærens dødspatruljer. Ifølge den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol er over tusind af partiets medlemmer blevet myrdet. Så jeg kan godt forstå at FARC siger at så længe det fortsætter, så må vi også godt skyde igen. Det kan jeg godt stå inde for.« Og for at slå pointen helt fast: »Krig er dårligt. Det synes vi også. Og i krig bliver der begået fejl, og det gælder selvfølgelig også PFLP og FARC. Men derfor kan man jo ikke kalde folk terrorister,« siger Bobby.

Ulovligt at være uenig

Men hvorfor er den så vigtig, denne ret til at definere hvem der er terrorister, og hvem der er modstandsfolk? Det er den, siger Bobby og Maria, fordi den har videre konsekvenser end bare spørgsmålet om terrorisme.

»I virkeligheden er det ret simpelt: Denne sag handler om vores ret i Danmark til at være uenig med regeringen. Det er helt grundlæggende for et demokrati at det skal være tilladt at have en anden mening end regeringen. Men hvorfor fanden er det så lige pludselig blevet sådan at man kan smide folk i spjældet bare fordi de har nogle andre nuancer i deres definition af terror? Jeg har helt sikkert en anden definition end Lene Espersen, men jeg synes da ikke hun skal i spjældet,« siger Bobby der efterhånden har fået talt sig godt varm.

»Lene Espersen har gjort spørgsmålet om terrorisme sort/hvidt, og det har det ikke været før. Før har det fx været i orden at støtte ANC og de sorte sydafrikaneres væbnede kamp mod apartheid, en kamp der jo også inkluderede bombeattentater og lignende. Men lige pludselig er det noget man risikerer fængsel for. Det Lene Espersen har gjort, er at hun siger at alle må mene hvad de vil, undtagen når det gælder udenrigspolitikken hvor et andet syn på en konflikt end regeringens er en forbrydelse. I hendes iver efter at ’please’ USA er hun ligeglad med om vi taler om torturstater som Israel og Colombia: så længe de bakker op om USA’s kurs, er de gode, og dem som de undertrykker og som yder modstand, de er onde. Og den logik køber jeg ikke.«

»For mig drejer det sig også om den gamle tradition for solidaritet som især venstrefløjen har haft i Danmark,« siger Maria. »Solidaritet var fx at sige til de sorte der kæmpede imod apartheid, at vi er med jer, I er ikke alene. Jeg tror slet ikke man kan begribe hvad det betød for dem at vide at der var folk rundt omkring i verden der syntes at deres sag var retfærdig. Og det er den ret til at vise solidaritet med folk der prøver at ændre deres verden til noget mere demokratisk og retfærdigt, der er ved at blive frataget os. Og det er enormt vigtig for mig, på trods af hvad Lene Espersen mener, at jeg kan få lov til at forholde mig solidarisk over for folk jeg synes kæmper en sag som er retfærdig.«

Bobby nikker energisk: »I Danmark har vi nogle politiske friheder som er knyttet til demokrati, som betyder utrolig meget, og som er vigtige. De er ikke bare dumpet ned fra himlen, de er et resultat af det som vi har villet i det her land: og det var at have demokratiske friheder, det var at have demokrati, det var at have retten til at være uenig. Og hvis ikke vi passer på de ting, så forsvinder de, og de er ved at forsvinde på det her område med hele terrorlovgivningshysteriet. Og det er her vi har sagt at hvis vi kan give et lille bidrag til den debat og gøre opmærksom på glidebanen, så fedt: så er vi med til at få banket de T-shirts af sted og gjort det til en sag.«

Enige med anklageren

Og så er vi faktisk tilbage ved T-shirtene der startede det hele. Hvad var egentlig Bobby og Marias arbejde med dem, og som fik dem i politiets søgelys? »Jeg har skrevet teksterne der lå på hjemmesiden sammen med trøjerne,« forklarer Bobby. »Og jeg har lavet praktisk arbejde – pakket T-shirts og sådan,« siger Maria.
Og Bobby fortsætter: »Det er det vi har lavet, og det er det vi er tiltalt for. Til Maria siger anklageren: du har smidt T-shirts ned i en papkasse og sendt den af sted. Og det har hun jo. Og til mig siger anklageren: Bobby, du har skrevet det og det og udtalt dig på BBC om det og det. Og jeg siger: ja, det er rigtigt, men det er der ikke noget ulovligt i.«

Så I benægter ikke jeres handlinger?

»Overhovedet ikke. Det er der ingen grund til. Og der er heller ikke foregået noget skjult eller hemmeligt. Alt hvad vi har lavet, er foregået åbent og har været offentligt tilgængeligt på vores hjemmeside. Vi har lavet nogle T-shirts, og kunderne der købte T-shirtene, vidste at de ved at købe dem var med til at give en lille håndsrækning til en radiostation og et plakatværksted. Der er i virkeligheden ikke en brik som vi er uenige med anklagemyndigheden om. Overhovedet ikke. Andet end at vi siger at frihedskamp ikke er terrorisme,« siger Bobby.

Men selvom I er enige med anklageren om næsten alt, er I så alligevel ikke nervøse for udfaldet af retssagen? Det er immervæk ti år i spjældet vi snakker om.

»Jamen, jeg har ikke gjort noget galt. Jeg har bare pakket nogle T-shirts. Og det er jo helt absurd at jeg står til ti år bare på grund af det,« siger Maria.

Men vidste I godt at I var på kant med terrorloven da I begyndte at sælge de T-shirts?

»Jeg tænkte: den her terrorlov er farlig for demokratiet. Demokratiet er vigtigere end loven. Og det er vigtigt at sætte loven og dens konsekvenser til debat. Jeg mener heller ikke at vi har gjort noget ulovligt. Men hvis det viser sig at det er ulovligt at være uenig med den siddende regering… jamen så er det bare en anden snak om hvad det vil sige at gøre noget ulovligt,« siger Bobby, og Maria giver ham ret.

»Det er jo ikke fordi tingene har ændret sig, andet end politisk. Det er jo ikke sådan at FARC og PFLP lige pludselig gør noget nu som de ikke har gjort før der var nogen der fandt på de her terrorlister. Virkeligheden har ikke ændret sig, men der er nogle politiske dagsordener som har ændret sig,« siger hun.

Men er I ikke i tvivl om I vinder?

»Lene Espersen har ikke rejst den her sag fordi hun regner med at tabe. Hun regner med at vinde, og hun må jo vide et eller andet om retssystemet når hun nu er chef for det. Men det er jo en politisk sag, ikke en juridisk. Så hvis vi vinder i byretten i november, vil det da være mærkeligt hvis ikke justitsministeren bestemmer sig for at hun gerne vil anke sagen. Og så fortsætter den. Sagen har kørt siden marts sidste år hvor vi lige siden har haft den hængende over os.«

Flere farver T-shirts

Og det er det sidste vi skal tale om denne eftermiddag. For bortset fra det ubehagelige i at blive anholdt, at få ens personlige papirer og computer beslaglagt, få taget DNA-test, fotos og fingeraftryk, være til afhøring i politiets drabsafdeling (på grund af sagens terrorkarakter) og få sin telefon aflyttet og sine mails åbnet, hvordan er det så at have en så alvorlig anklage hængende over hovedet?

»Jeg synes det er nederen i forhold til studiet. En terrorretssag er fast arbejde, 40 timer om ugen, hvor man forbereder sagen og forholder sig til anklagerens papirer og så videre. Uden løn. Så jeg kommer ikke til at gå til eksamen i dette semester. Og jeg ved ikke hvordan man forklarer det til SU-kontoret at man har brug for ekstra klip fordi man står tiltalt for terror,« siger Bobby og griner. »Men der er én ting der går mig på. Jeg synes terrorisme er modbydeligt. Og det er meget, meget ubehageligt at blive peget ud som en der synes at sådan noget er fedt. Det er urimeligt og ubehageligt. Jeg ved jo ikke hvad du tænker. Måske tænker du: okay, det er bare en totalt kynisk terror-lover der sidder der. Eller også at jeg er et dybt naivt fjols. Og de tanker om hvad andre mennesker tænker om mig, får jeg hver dag,« siger Bobby der dog fortrinsvist oplever støtte og opmuntring fra venner, læsemakkere og studiekammerater.

Men Bobby og Maria har også fået støtte fra en lidt mere uventet kant.

»Der er noget der hedder Horserød-Stutthof Foreningen, som er en forening for dem der overlevede KZ-lejrene i Anden Verdenskrig og deres pårørende. De har henvendt sig til os og sagt: Det I gør, det kan vi godt forstå, fordi det er det samme vi var ude for; vi blev også kaldt for terrorister dengang under krigen. Og selvom de to situationer slet ikke kan sammenlignes, har det betydet rigtig meget,« fortæller Bobby.

Retssagen sætter også sine spor hos Maria, fortæller hun. »Jeg forsømmer også mine studier, og det har jeg det ikke nødvendigvis godt med. Men ellers har jeg det fint, selvom det er en meget mystisk situation at være i, for det er jo en vild anklage. Jeg synes det er helt absurd at jeg skulle være terrorist. Og jeg ville selvfølgelig foretrække ikke at sidde i retten end at sidde der,« siger hun.

»Men at the end of the day er det værd at tage den her slåskamp,« bryder Bobby ind.

»Ja, for hvad er alternativet? At leve i et land hvor andre fortæller os hvad vi må mene og sige? Det er selvfølgelig lidt langt ude, men alligevel: Nu kan jeg lige pludselig ikke mene at PFLP fx er en legitim modstandsbevægelse. Jeg kan ikke sige det, og jeg kan ikke lave en T-shirt hvor jeg skriver det uden at risikere at blive anklaget for terrorisme. Det er da en ret vigtig diskussion at tage om det kan være rigtigt. Og jeg ville gøre det igen,« siger Maria med et fast blik i øjnene.

Virkelig? Er der slet ikke noget I ville have gjort anderledes?

Bobby og Maria sidder og tænker sig om. Så lyser Bobbys ansigt op i et smil. »Jo, jeg ville nok have lavet nogle flere farver T-shirts. Vi havde kun tre: mango, fuchsia og hvid,« siger han med en grimasse der signalerer modekenderens afsky.

»Ja, og det gik altså bare ikke så godt til blege danskere,« griner Maria.