Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Mattias Tesfaye: Fyr fem procent af de offentlige akademikere - Professorer: Den nye offentlighedslov er ikke så ringe endda - Helge Sander: Stærk ledelse afgørende for universiteter - Forskning i dræbervirus udløser etisk debat - 160 mio. kroner til forskningsplatform i det biobaserede samfund - Sådan skal digitale studentereksamener sikres imod DDoS-angreb.
For at indskrænke bureaukratiet burde det være en rød mærkesag at få fyret fem procent af alle offentligt ansatte akademikere, mener Mattias Tesfaye, tidligere næstformand for SF, og i dag menigt medlem af Socialdemokraterne. Tesfaye kommer med sin udtalelse på Twitter, efter at Politiken i en artikel har beskrevet, hvordan antallet af akademiske stillinger i kommuner og regioner er steget med 3.500 fra 2010 til 2012, samtidig med at 26.400 andre fuldtidsstillinger er nedlagt i denne periode.
Den nye medie-offentlighedslov får tæsk fra næsten alle kanter – næsten. For to professorer og dr. jur i forvaltningsret ved Københavns Universitet (KU), Niels Fenger og Søren H. Mørup, skriver i et indlæg i Politiken, at kritikken af loven er unuanceret, og at loven giver det nødvendige frirum til beslutningstagere for at kunne sikre kvaliteten i de politiske beslutninger.
Helge Sander, forhenværende videnskabsminister (V), skriver i et indlæg i Berlingske, at universitetsreformen har sikret en nutidig, dynamisk og gennemsigtig ledelsesstruktur. Helge Sander skriver sit indlæg på ti-årsdagen for vedtagelsen af universitetsreformen. Han mener også, at der er gode grunde til, at reformen står næsten urørt i dag.
Videnskabelige forsøg med en »potentiel global dræber-virus« (kaldet H5N1) har udløst en videnskabsetisk debat. Men ifølge professor og epidemiolog, Jens Lundgren, KU, er forsøgene med H5N1 ligefrem nødvendige, selv om »man skal tænke sig virkelig godt om«, som han selv udtrykker det.
En række danske universiteter skal, i samarbejde med danske virksomheder, udvikle lokaltproduceret og plantebaseret proteinfoder, der kan erstatte de store mængder sojaprotein til kvæg og grise, Danmark i dag importerer. Det fortæller professor Jan K. Schjørring fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på KU, til Ingeniøren.dk. Til formålet har de fået 160 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd, Rådet for Teknologi og Innovation og yderligere 80 millioner kroner fra de involverede parter
En gruppe studerende fra Datalogisk Institut på KU har arbejdet med at løse problemerne med digitale studentereksamener, der ellers vil kunne drukne serverne i trafik på et kritisk tidspunkt for eksamen. Der kan også opstå problemer, hvis et kabel for eksempel graves over på Fyn. It-avisen Version2.dk skriver om, hvordan de studerende fra KU har valgt at løse problemet.
anfj@adm.ku.dk