Tid til opgør med vores sygelige afhængighed af citat-tælleri

Som forskere drives vi af en uafvendelig nysgerrighed, af et stærkt ønske om at vide mere end vi allerede ved – og vi er ofte drevet af et håb om på en eller anden måde at være til gavn for omverdenen på kort eller lang sigt. Men der er også en mørkere side af vores arbejde, hvor vi forvandler os til, hvad jeg vil kalde ’citomaniacs’, der lider af sygdommen ’citomani’.

Citomani er en manisk optagethed og afhængighed af andre forskeres citation af de publicerede artikler – jo hyppigere og jo tidligere citation, desto bedre. Det ligner en sygelig mental tilstand, en blanding af de kendte obsessive-kompulsive lidelser med tvangsprægede gentagelser af de samme tanker og handlinger eller en slags narkomani, hvor narkoen er udskiftet med citation.

En farlig genvej

Baggrunden for sygdommen er, at vurderingen af videnskab er indlysende vanskelig. En vurdering kræver sammenligning med, hvad der allerede vides om emnet før man kan vide, om der skabt noget ny viden og hvor værdifuld den er. Vanskelighederne frister til at søge lettere genveje til vurderingen, og det er det, der baner vejen for citomanien.

En let tilgængelig og derfor ofte anvendt genvej i vurderingen bygger på hyppighed af citationer af de publicerede videnskabelige resultater i efterfølgende publikationer. Ideen om, at dette kan erstatte en vurdering af selve videnskaben, beror på en antagelse om, at jo flere andre forskere, der i deres videnskabelige artikler citerer en given videnskabelig artikel, og jo hurtigere det sker efter dens udgivelse, jo bedre videnskab.

Via databaser med informationer om de publicerede videnskabelige artikler og om, hvilke andre artikler, der er blevet citeret i hver artikel, kan citationshyppigheden af den enkelte artikel relativt let bestemmes. Opsummering af citationer i citationsmålet kan derfor bestemmes lige så let for serier af artikler fra den enkelte forsker eller enhver gruppering af forskere og forskningsaktiviteter. Proceduren kaldes en bibliometrisk analyse, og lyder jo som et oplagt og uskyldigt bidrag til forskningsvurderingen.

Sygdommen smitter

Da man i vurderingen gerne vil lægge vægt på den seneste forskning, er det lidt af et problem, at det tager tid at blive citeret, hvilket forsinker bestemmelsen af den enkelte artikels citationsfrekvens, men det er der råd for. Genvejen gøres lettere og kortere ved at erstatte den enkelte artikels faktiske med det forventede citationsmål, der kan afledes af de tidsskrifter, der publicerer de videnskabelige artikler. De får alle deres egne citationsmål beregnet ud fra den gennemsnitlige citationshyppighed af alle artikler, de har publiceret igennem de seneste to år, den såkaldte ’Journal Impact Factor’ (JIF). Forventningen til den enkelte artikels citationsmål er derfor denne JIF.

Når vi er citomaniacs, vurderer vi den enkelte forskers videnskabelige kompetence, projekter og prestige ud fra dette indirekte citationsmål. Hvor mange artikler er der publiceret i hvilke tidsskrifter, er spørgsmålet: jo flere artikler i tidsskrifter med høj JIF, jo bedre. Som genvej er citationsmålet rigtig smart, for det kan omsættes til et enkelt tal. Citomaniacs bestemmer, når der vurderes og har derfor den enkelte forskers fremtid i sine hænder. Og når andres forsknings bedømmes sådan, tvinges vi til også selv til at lade os bedømme på denne måde. Netop det gør citomanien til en yderst smitsom sygdom.

Symbiose med tidsskrifterne

Citomanien får os derfor til at søge at få publiceret vores artikler i tidsskrifterne med de højeste JIF, og da de enkelte tidsskrifter har begrænset plads til at publicere artiklerne, vil chancerne for at få artikler publiceret være omvendt proportional med tidsskriftets JIF. Artikler publiceret i tidsskrifter med høj JIF bliver hyppigere citeret efterfølgende med en betydelig selvforstærkende effekt på JIF.

Forskningsemner, der giver publikation i tidsskrifter med høj JIF vil forskere være tilbøjelige til at kaste sig over i håb om selv at publicere i tidsskrifter med høj JIF, og dette vil bidrage til yderligere højnelse af JIF. Det vil ofte være emner, der for tiden er på mode, hvor mange har kastet sig over dem. Tidsskrifterne og de forlag, der udgiver dem, har tillige et stærkt positionelt og økonomisk incitament til at ønske høj JIF, da det øger udbredelsen og dermed indtægterne fra både forfatterne og læserne. Der er således en ægte symbiose mellem citomaniacs og tidsskrifterne, der befæster citomaniacs’ dominans.

Desværre kan vi ikke bare slippe af med sygdommen. Hvordan kan det nu gå til, og gør det for resten noget? Er sygdommen nu også skadelig, ja, er der overhovedet grund til at kalde det en sygdom? Det ville være uproblematisk og endda ganske nyttigt, at forskerverdenen hærges af citomaniacs, hvis antagelsen om, at citationsmålet er et gyldigt mål for den videnskabelige værdi, er rigtig.

Meningsløst

Hvad der er det problematiske i citationsmålet, bliver tydeligt, når man ser på, hvad der får den enkelte forfatter til at citere en tidligere publiceret artikel. Der er typisk tre anledninger: begrundelse for at udføre det aktuelle projekt, henvisning til en metode eller noget materiale, som genbruges, og sammenligning med egne resultater for derved at demonstrere eget bidrag til skabelse af ny viden. Selv om den citerede artikel selvfølgeligt kan være fremragende, er der ingen af disse tre anledninger, der i sig selv indebærer, at den citerede artikel er videnskabeligt særlig værdifuld, måske snarere tværtimod. Den citerede artikel underkastes ofte en kritik, som sætter ens egen artikel i gunstigt perspektiv.

Hvor åbenlyst meningsløst citationsmålet er som mål for videnskabelig værdi, kan illustreres med følgende ekstreme scenarier: 1) Artikler om et hidtil uløst videnskabeligt problem citeres flittigt, men artiklen, der løser det, citeres ikke, da det er nu løst og derfor ikke omtales mere. 2) En artikel med et opsigtsvækkende resultat citeres flittigt, fordi en række andre forskere kaster sig over problemstillingen, men det viser sig senere, at der alligevel ikke er hold i det. 3) Et meget overraskende resultat er så afvigende fra de gængse forestillinger, at artiklen ikke kan publiceres i et tidsskrift med høj JIF – redaktør og bedømmere tror simpelthen ikke på det, og den bliver negligeret, indtil det år senere viser sig at være et afgørende nybrud.

Ingen genveje

Citomaniacs’ hærgen har også direkte negative følger for forskningen som sådan. Ambitionen om hele tiden at stræbe efter at nå højt på citationsmålet snarere end blot at skabe ny viden begrænser fantasiens frie udfoldelse og forfølgelse af ideer, som ikke umiddelbart ser ud til at kunne løfte citationsmålet. Samtidigt begrænses både den interne og den eksterne støtte til denne forskning af samme grund. Forskningen bliver mindre risikovillig og mere konform med formindskede chancer for de afgørende nybrud. Citationsmålet kan desværre være groft vildledende ved at skabe en verden med et falskt hierarki med et for forskningen irrelevant og forstyrrende fokus. Iveren efter det høje citationsmål forøger ovenikøbet risikoen for fejl og snyd.

Hvad kan sættes i stedet som genvej? Forudgående succes i at hente konkurrenceudsatte forskningsbevillinger bruges ofte. Det er imidlertid mindst lige så ringe som citationsmålet, da tildeling af bevillinger netop i høj grad bliver afgjort af citomaniacs, der vil bruge citationsmålet til afgørelsen. Fondene, offentlige som private, måler også deres nytte på citationsmålet, og bidrager derved ligesom forlagene til at konsolidere citomanien.

Der er desværre ingen genveje til vurdering af videnskabelig værdi. Hvad der bør tælle er skabelse af ny viden, og kun dette – helt uafhængigt af citationsmålet. Den direkte vurdering er selvfølgelig også potentielt fejlbehæftet, men de indirekte vurderinger med citationsmål er alene i kraft af deres fokus på forhånd vildledende og falsk. Overensstemmelser mellem de ægte og falske vurderinger er selvfølgelig mulig, om ikke andet, så af rent tilfældige grunde.

Hvilken lykke ville det ikke være, hvis vi kunne blive helbredt for den smitsomme og hærgende citomani og leve i en forskerverden, hvor der alene fokuseres på skabelse af ny viden – om det så er i vores egen forskning eller vores vurdering af andres forskning.