Tidligere studerende blev verdensberømt sundhedsapostel

Københavns Universitet har fostret flere internationale forskningsstjerner såsom Niels Bohr, August Krogh og Inge Lehmann. Mindre kendt er det, at KU også har uddannet en engang verdensberømt dansk sundhedsapostel. Det drejer sig om J.P. Müller (1866-1938), der i sin studietid var spændt ud mellem sin præstefars forventninger, om at sønnen skulle følge i hans gejstlige fodspor og sin egen dybe higen efter at dyrke og nyde kroppen som Danmarks mest vindende og kendte amatørsportsmand.

I 1904 vinder Müller genklang for sit sundhedsbudskab via sin bog om hjemmegymnastik ’Mit System’, der bliver oversat til 26 sprog og udkommer i det astronomiske antal af 1 ½ million eksemplarer i hele verden. Fra 1904 til 1914 bliver ’Mit System’ den danske bog, som næst efter H. C. Andersens eventyr er den bedst kendte i verden. Herved starter Müller på verdensplan den motions- og fitnessbølge, som er på mode i nutiden.

I 1880’erne og 1890’ernes første halvdel studerer Müller sporadisk, og han gennemfører undervejs også sin værnepligt i ingeniørtropperne. Herefter ernærer han sig blandt andet ved at arbejde som varmeingeniør i sin onkel Recks firma i Gothersgade. Müllers store lidenskab er dog den frembrydende sport, hvor han vinder mesterskaber og sætter rekorder inden for en lang række atletikdiscipliner og i en periode bliver Skandinaviens bedste roer på det berømte Müller-hold opkaldt efter ham og hans tre ro-brødre.

Trods sit store sportsengagement færdiggør Müller i 1885 det alment dannende filosofiske fag filosofikum på Københavns Universitet. På dette tidspunkt kræver filosofikum fire ugentlige timers undervisning og en mundtlig eksamen.

Det moderne gennembrud

Müllers teologiske studier og hans tidlige ungdomsdrøm om at blive salmedigter vidner om, at han oprindelig mener det seriøst med forsøget på at uddanne sig til præst. Men i København er han i 1884 landet midt imellem tradition og modernitet, og især på universitetet opstår der en voldsom kulturkamp mellem religion og videnskab.

Netop det år udkommer Politiken for første gang ikke mindst inspireret af Georg Brandes’ moderne gennembrud, der markerer, at den kristne livstolkning i stigende grad kommer under pres. Det er derfor ikke mærkeligt, at Müller i denne brydningstid lander i et voldsomt opgør med sine egne lærere og professorer, som han mener fornægter menneskets sanselighed og misforvalter Kristi livsbekræftende lære.

Ikke mindst lægevidenskaben kommer til at symbolisere kampen for fremskridtet, og Georg Brandes registrerer da også, at lægeskikkelsen i »moderne poesi« øjensynligt er »tidens helt«. Den medicinske videnskab får os ud af skæbnetroen og lader lægen indtræde som befrier fra sygdomme, der tidligere ansås for uhelbredelige: Helse fører til frelse. Præsten synes at skue bagud, mens lægen kigger fremad, ja skaber fremtiden.

Müller opfatter Det Teologiske Fakultet som støvet og dogmatisk. Og faktisk er fakultetet meget konservativt. Teologiprofessor P.G. Lindhardt kan med rette i ‘Den Danske Kirkes Historie’ fra 1950 omtale fakultetet i slutningen af 1800-tallet som et »menighedsfakultet«, hvor de bestemmende professorer har »valgt at forsone sig med kirken på bekostning af det videnskabelige«, hvilket har fået de andre fakulteter »til at sætte spørgsmålstegn ved teologiens plads på universitetet.«

Den fortrængte seksualitet

På universitetet bølger kampen for og imod en seksuel optøning. Senioratet i Studenterforeningen nægter at anskaffe for eksempel Peter Nansens bog fra 1893 ‘Julies Dagbog’, der nærmest er en håndbog for unge piger i at lade sig forføre på anstændig måde, og som bliver et stridspunkt i foreningen.

Sammen går de i gang med at bryde med kristen skyld og skam og opdage seksualiteten og kvindens lystpunkt i en årtier lang sanserus.

På kærlighedsfronten må Müller gennem et årelangt selvarbejde for at bryde med den kristne kirkes seksualmoral og kropsopfattelse, men ikke med kristendommen som sådan. Tværtimod ender hans bestræbelser med intet mindre end et udkast til en ny form for sanselig kristendom. Det sker i tæt samklang med hans kæreste, senere hustru og livsledsager med det bibelske kælenavn Maria. Sammen går de i gang med at bryde med kristen skyld og skam og opdage seksualiteten og kvindens lystpunkt i en årtier lang sanserus.

Hos Müller udtrykkes de overordnede spændinger mellem teologiens dogmer og mange af datidens unge menneskers egne erfaringer. Med Müller som eksempel kan vi følge en ung victoriansk mands indre og ydre kamp mod den undertrykkende seksualmoral. Igen ender Müller som en rebel i et oprør mod den herskende orden, som han opfatter som glasur over en sygelighed og en “utugt” som onani:

– Far ville, at jeg skulle være præst, og jeg kommer så til København for at studere teologi, men luften i de teologiske auditorier betager mig hurtigt lysten til dette studium, jeg bliver syg af at se på de indtørrede, mosgroede professorer og på mine kammerater, der næsten uden undtagelse er blege, gustne og sygelige, prægede af unaturlige laster.

… jeg bliver syg af at se på de indtørrede, mosgroede professorer og på mine kammerater, der næsten uden undtagelse er blege, gustne og sygelige, prægede af unaturlige laster.

Selv mener Müller, at det ikke er teologistudierne, men hans sportstræning, der har givet ham langt bedre »kontrol med nerverne« og afløb for mange af sine seksuelle impulser, hvilket har hjulpet ham i kampen mod onani og natlige sædafgange (pollutioner). Dog oplever han at have ufrivillige sædafgange, da han under meget stressende forhold læser til artium, altså studentereksamen, der er adgangsgivende til universitetet. Pollutionerne kan ses som udtryk for, at den snerpede seksualmoral skaber et kæmpe undertryk, som finder vej, om man vil det eller ej.

I 1894 at gennemfører Müller endelig de forberedende prøver med højeste karakter på teologi på Københavns Universitet med studier i hebraisk og latin. Med hans egne ord lykkes det ham at tage »både hebraicum og patristicum med laud«. Kort sagt er Müller blevet både sprog- og bibelkyndig i latinske skrifter og i hebraisk.

Teologibøgerne knaldes i

For Müller er det tydeligvis et valg mellem teologi og sundhed, når han har siddet bænket ved pulten i beklumrede lokaler og med medynk kigget rundt på sine studiekammerater. Der må have været stærke spændinger i de undervisningslokaler, hvor Müller med sin fysiske fremtoning har været til stede blandt de mange utrænede studerende og lærere, og det ender da også med et brag. Teologien kan undværes, men kropskulturen er livets salt.

En ung medstuderende og lærernes favorit bliver for Müller en form for antihelt, der i 1894 en dag får bægeret til at flyde over for Müller:

– En fyr, som sidder ved siden af mig med hele hovedet fuldt af filipenser, indgyder mig modbydelighed, og så er han oven i købet alle professorernes yndling, fordi han er søn af en berømt biskop. Denne mand som formentlig siden er blevet domprovst har en meget væsentlig andel i, at jeg en skønne dag knalder bøgerne i og forlader auditoriet, fast besluttet på at ofre resten af mit liv på at gøre den danske ungdom sundere.

I det hele taget tager Müller med sin skarpe retoriske tunge afstand fra tidens nye utrænede og slappe symbolanalytikere uanset, om de er akademikere eller kontorister. Som han spidsformulerer det i ’Mit System’ i 1904:

– Bykontorist-typen er ofte en sørgelig fremtoning. I den unge alder allerede duknakket, skævskuldret og skævhoftet af den forvredne kontorstolsstilling, bleg, filipenseret og pomadiseret, med den tynde hals stikkende frem af en flip, som en normal mand kunne bruge som manchet, den lapsede påklædning efter nyeste mode, med ærmer og bukser slaskende om tynde pibestilke. I den ældre alder er synet endnu mere medynkvækkende: Tøjmoden kan ikke længere følges, fordi familien skal fødes, blikket er mat, skikkelsen enten blevet endnu mere sammenfalden og vindtørret eller lasket blegfed, indhyllet i en odeur af gammelt papir, forrådnet hudtalg og dårlig ånde.

Müller er et følelsesmenneske. Spontant smækker han endegyldigt døren til teologistudiet bag sig, på en gang opbragt og befriet ud fra en sikker fornemmelse af, at der findes en bedre vej til et meningsfyldt liv og i sidste ende til Gud.

Opgøret med dualismen

Teologistudiet har altså ikke kunnet vise Müller vejen til Gud. Tværtimod er han i sin studietid inde i en orienteringskrise, der rammer mange kristne mandlige studerende i denne overgang mellem gammelt og nyt. Spørgsmålet er også, hvad alle de mange præstesønner nu skal bruge deres liv til, hvis de ikke længere kan stole på Gud, i hvert fald i den form, som kirken og teologistudiet tilbyder? Müller må have følt et desperat behov for en fornyelse af kristendommen.

Gennem de næste mange år arbejder Müller på at forene sin tro på Jesus med sin sanselige tilgang til tilværelsen. Denne udvikling kulminerer med udgivelse af Müllers bog ‘Kønsmoral og Livslykke’ i 1908. I sammenhæng med Müllers opprioritering af kroppen udtrykker han kort tid efter år 1900 sit syn på udviklingen fra dyr til menneske med udgangspunkt i de seksuelle drifter:

– Førhen troede menneskene i deres storhedsvanvid, at de var en slags åndelige væsener, i et og alt ganske væsensforskellige fra dyrene. Kønsdriften var noget mennesket uvedkommende, ja fjendtligt, noget djævelen fik lov til at anvende til fristelse. Nu har menneskene erkendt, ikke at de er dyr, men at de står i slægtskabsforhold til dyreriget og som en følge deraf kan de nu indse at kød og kønsdrift hverken er noget djævelsk eller noget dyrisk, men simpelthen noget menneskeligt.

Nu har menneskene erkendt, ikke at de er dyr, men at de står i slægtskabsforhold til dyreriget og som en følge deraf kan de nu indse at kød og kønsdrift hverken er noget djævelsk eller noget dyrisk, men simpelthen noget menneskeligt.

Müller vil intet mindre end at gøre op med 2000 års kristelig undertrykkelse af seksualiteten og forstyrrelse af »harmonien mellem legemets og åndens dyrkelse«. Efterhånden går det op for ham, at det ikke kun er Det Teologiske Fakultet, der opererer med en dualisme mellem den ophøjede ånd og den laverestående krop. Denne dualisme vokser med ind i moderniteten og herunder dens videnskab:

– Hos antikkens filosoffer og æstetikere rangerede legemet akkurat lige så højt som ånden, fordi krop og sjæl blot opfattedes som to sider af et naturligt hele … Men vore dages ’åndsaristokrater’, fritænkerne, digterne og til dels videnskabsmændene har ikke kunnet emancipere sig fra den ’kristelige’ kulturs ensidige åndsdyrkelse. Ret betegnende er det i så henseende, at man i hine tider om et dårligt oplært individ sagde: »Han har hverken lært at læse eller svømme«, mens det nu om stunder hedder »Han kan hverken læse eller skrive«.

Vi ser altså samlet set det paradoks, at Müller på den ene side forlader universitetet og Det Teologiske Fakultet i vrede på grund af af dets konservative og kropsnægtende bibelfortolkning. På den anden side er det lige præcis bibelstudierne på universitetet, der giver ham den intellektuelle rygrad til at gennemføre sit opgør med både statskirke og fakultet, da han i 1908 i ’Kønsmoral og livslykke’ lancerer udkast til en ny kristen sanselig etik med en kærlighed til kroppen, og et næstekærlighedsprincip, der primært fortolkes som mandens pligt til at gøre sin elskede kvinde lykkelig – også erotisk.

Artiklen er inspireret af Hans Bondes nyligt udgivne bog: J.P. Müller – Danmarks store sundhedsapostel, Syddansk Universitetsforlag, 2020.