Tidsskrifter dør i hobetal

En masseudryddelse af specialviden er i al stilhed i gang. Mindst 100 små specialiserede tidsskrifter har ifølge Jørgen Burchardt, formand for Danske Videnskabsredaktører, måttet lukke og slukke de seneste par år. Det sker især inden for humaniora og samfundsvidenskab i små fag om danske og nordiske forhold, og både populærvidenskabelige og egentlige videnskabelige tidsskrifter må lade livet.

Mange forskere har derfor nu problemer med at finde steder at publicere.

»Der er tale om indirekte censur, da forskernes frihed til selv at vælge, hvilket medie de ønsker at publicere i, er ved at forsvinde,« siger Jørgen Burchardt.

Han mener, at den væsentligste forklaring på massedøden er overdreven fokus på den såkaldte bibliometriske forskningsindikator, som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indførte i 2009.

Det officielle formål var at styrke kvaliteten af dansk forskning, men inden for humaniora har det virket stik imod hensigten, mener flere eksperter.

Indikatoren bygger på en optælling af fagfællebedømte forskningspublikationer bragt i tidsskrifter og på forlag, der er med på en liste godkendt af ministeriet.

Kun disse udløser publikationspoint. Det er dermed blevet afgørende at skrabe så mange point sammen som muligt, da de fra i år vægter med 25 procent, når ministeriet skal fordele de såkaldte basismidler mellem landets universiteter. Det er statens tilskud til forskning, som universiteterne selv kan disponere over.

»Nu er det kun de tidsskrifter, der udløser point, som det er værd at skrive i. Systemet forhindrer nytænkning og cementerer status quo, da et nyt tidsskrift eller forlag er dømt ude, idet det ikke er med på ministeriets liste,« siger Jørgen Burchardt.

Humaniora er ikke naturvidenskab

Problemet er ifølge Claus Emmeche, lektor i videnskabsteori og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på Københavns Universitet, at politikkerne med kravet om, at kun fagfællebedømte publikationer tæller med, særligt presser de humanistiske fag ned i en skabelon, som de ikke passer til.

Peer review er nemlig opstået inden for naturvidenskaberne, mens fagfællebedømmelsen traditionelt foregår mere uformelt inden for humaniora ved, at redaktørerne giver forfatterne gode råd, hele forlags- og tidsskriftsredaktioner diskuterer indhold, tager initiativ til temanumre/udgivelser, og forskere skriver lange anmeldelser af hinandens bøger.

»Det eneste, man opnår ved at pålægge de humanistiske forskere at udgive på bestemte forlag og i bestemte tidsskrifter, er, at der sker en standardisering, men ikke en yderligere kvalitetssikring,« mener Claus Emmeche.

Tilfældigt udfald

Hans Hauge, lektor på Aarhus Universitet, har også kritiseret udviklingen i flere debatindlæg.

Han mener, at peer review er et helt umuligt system på humaniora, der forlener humanistisk forskning med et skær af videnskabelighed, og forsinker udgivelserne med op til et år.

»Der er tale om, at en fagfælle udtrykker sin politiske og teoretiske uenighed, så udfaldet er fuldstændig tilfældigt. En artikel jeg skrev, blev forkastet i Danmark og rost til skyerne i Norge. En anden blev forkastet, fordi jeg skrev, at en dansk forfatter var kommunist, og en tredje, fordi den var for underholdende,« siger Hans Hauge.

Jørgen Burchardt har uden held forsøgt at få et møde med uddannelsesministeren for at gøre opmærksom på udgivernes forringede økonomi efter portostøttens bortfald, og efter forskningsrådene har stoppet ansøgninger til bogudgivelse.

clba@adm.ku.dk