Til demo med Den Grønne Ungdomsbevægelse: »Vi oplever, at det, vi laver, rent faktisk lykkes«

En lille skikkelse kommer traskende ned ad Købmagergade med søvn i øjnene. Klokken har endnu ikke passeret 7:00 torsdag den 12. maj, og gaden, der normalt er sort af turister og shopping-entusiaster, ligger øde hen.

En ivrig stemme bryder stilheden. »Har du hentet soundboxen?« spørger den. Stemmens ejermand, Elise Sydendal, taler i en telefon klinet fast mellem øre og skulder, mens armene krampagtigt favner om megafoner og sammenrullede bannere for ikke at tabe dem.

Den unge kvinde, der til daglig studerer statskundskab på sjette semester ved Købehavns Universitet, er på vej til en demonstration nær Moltkes Palæ i Indre By. En demonstration, hun sammen med sine med-aktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse har arrangeret.

Power to the People

Demonstrationen har til formål at råbe de 40 klimaministre op, der fra nær og fjern samles senere samme dag til et COP27-forberedende møde, inden FN’s klimakonference løber af stablen i Sharm el-Sheikh, Egypten til efteråret.

»Vi demonstrerer for at få fakta på bordet og gøre det klart, at Danmark ikke lever op til Parisaftalen,« siger Elise Sydendal, mens hun ruller store, hjemmemalede bannere ud. »Vi håber selvfølgelig, at klimaministrene hører os, og at vi får vores budskab ud: Danmark gør det ikke godt nok, og de rigeste og mest teknologisk udviklede lande har et kæmpe ansvar for at blive CO2-neutrale først.«

En lastbil kommer trillende og parkerer foran det banner, der netop er blevet gjort klar, som havde den ikke forstået, at en klimakamp er i gang. Mens Elise Sydendal forsøger at overtale chaufføren til at køre videre, fyldes gaden gradvist af flere og flere demonstranter.

Folk i alle aldre fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, Extinction Rebellion og andre aktivistgrupper stimler sammen på fortovet og forenes i sang. ’Power to the People’ skråler de, så enhver minister i miles omkreds må kunne høre det.

Sammentømrende oplevelser

En aktivist træder frem, stiller sig foran de andre og griber en megafon. »Hvor er det vanvittigt, vi skal blive ved med at mødes sådan her!«  starter han, og sang og kampråb forstummer.

»Der er en helt vild energi her. Jeg har aldrig prøvet det andre steder i foreningslivet,« hvisker Elise Sydendal for ikke at forstyrre taleren. »Det er jo nok fordi, det er koblet til et så følsomt emne. Det betyder virkelig meget.«

Selv startede hun sin klimakamp ved at fredagsstrejke med Fridays for Future-folkene og blev for lidt over et år siden en del af Den Grønne Ungdomsbevægelse. Hun fortæller, at hun i dag bruger alle de timer, der ikke går til studie, studiejob og øvrige venner, på bevægelsen.

»Og jeg prøver at skrue ned for andre ting for at få mere plads til det her. Det er jo lige meget at være godt uddannet, hvis ikke vi har stabile økosystemer på jorden,« griner hun.

Bevægelsen afholder workshop hver anden mandag i Forsyningen på Fælledvej, og derudover arbejder alle i forskellige arbejdsgrupper i løbet af ugen. Der arrangeres demonstrationer, skrives debatindlæg, planlægges strategisk lobbyisme, og i november sidste år var 12 af aktivisterne med til COP26 i Glasgow.

»Det er helt klart nogle af mine tætteste venner, og det er virkelig gået hurtigt. Man bliver jo bare mega, mega tætte, fordi man får sådan nogle vilde oplevelser sammen, hvor det er sindssygt vigtigt at have og støtte hinanden,« konkluderer Elise Sydendal.

Mental bæredygtighed

Sorte biler med tonede ruder nærmer sig Københavns indre, og jakkesætsklædte politikere træder ud på fortovet over for aktivisterne for at forsvinde ind i en stor bygning. Intensiteten af kampråbene stiger i takt med, at klimaministrene drypvist melder deres ankomst.

I kaosset af biler kører en ensom cyklist forbi. Han kigger opgivende efter de råbende bannerbærere. »Skrid dog hjem!« snerrer han, inden cyklen svinger rundt om gadehjørnet og igen er ude af syne.

»Vi er jo vant til det. Nogle gange kan det godt være lidt svært, men når man står her i dag med så mange mennesker, der virkelig føler vreden og uretfærdigheden, så ved man bare, at andres kritik ingenting betyder,« siger Elise Sydendal.

»Vi oplever, at det, vi laver, rent faktisk lykkes. Vi er med til at presse på og få den grønne dagsorden frem, selv når politikerne nøler,« tilføjer Johannes Skriver Elf, der står i nærheden.

Elise Sydendal nikker, og hendes ansigt lyser op. »Jeg tror virkelig på, at vores metoder virker, men vi er også begyndt at gå meget mere op i, at vi på samme tid skal være en mental bæredygtig bevægelse, der drager omsorg for hinanden, så vi også hygger os har det sjovt sammen.«

Hun fortæller, at bevægelsen nu holder regelmæssige fredagsbarer og fællesspisning, hvor det ikke behøver at handle om klimaet.

Jelva Illeris Schultz, der går i gymnasiet og netop har holdt tale foran de fremmødte, spæder til. »Det er noget af det, vi i DGUB er virkelig gode til. Det er et meget handlekraftigt fællesskab, men der er plads til, at folk skal have det godt.«

Og det bliver de sidste ord for denne gang. Alle politikere er ankommet og sidder nu bag lukkede døre. Der er ingen grund til at råbe mere her. Den Grønne Ungdomsbevægelse pakker deres ting sammen og vandrer i samlet flok mod Christiansborg. Der skal også demonstreres mod opførelsen af Lynetteholmen.