Til forsvar for pølsesnakken

Da en flok KU-spidser sidste år fløj på en hyggelig tur til Californien, opdagede de blandt andet, at de på University of California, Berkeley vægter evner for forskning og undervisning lige højt i den bedømmelse, der afgør, om lovende unge forskere skal stilles en fastansættelse i udsigt.

Adjunkter og postdocs bliver målt på deres undervisning, ikke blot af deres studerende, men også af et udvalg af deres akademiske kolleger. Og falder de igennem, kan de vinke farvel til professordrømmene, i hvert fald på det fine Berkeley.

Uddannelsens år

Men i København er det stadig – det ved enhver studerende efter et par måneder – muligt at være ansat som dygtig forsker og håbløs underviser. Fremragende undervisningsfærdigheder giver bare ikke, som rektor Ralf Hemmingsen formulerede det torsdag morgen, da han åbnede en uddannelseskonference på Københavns Universitet, samme campus-street cred som forskningsmeritter.

Men Hemmingsen, som var med på turen til Berkeley, virker opsat på at revolutionere KU’s undervisningsniveau efter noget, der kunne være amerikansk forbillede.

I den seneste fireårsplan fra universitetet er uddannelse det store nøgleord, og undervisningsprojekter af forskellig art brummer for tiden af sted overalt på landets største universitet. Idéen med konferencen torsdag den 20. september var, igen med rektors ord, at tage en ‘mellemtid’ på, hvordan det går med kulturforandringsprocessen, der skal gøre uddannelserne bedre på KU.

De gule lapper blev dyre papirer

Den slags procesarrangementer får hurtigt et skær af noget absurd. Man fylder en stor flot sal (som denne torsdag) med studerende, forskere, repræsentanter fra landets øvrige syv universiteter, nysgerrige embedsfolk fra ministeriet og en lang buffet med kanelsnurrer og brunchpølser fra Claus Meyer, og så skal der, ligesom af sig selv, ske et eller andet fantastisk. Idéer skal formuleres; ting skal flytte sig. Ikke blot pølserne fra fadene til åbningerne i forskernes fuldskæg.

Men det er blandt andet sådan, verden forandrer sig.

I 2007 var det halvlatterligt, da repræsentanter fra det KU, der dengang netop havde indfusioneret Danmarks Farmaceutiske Universitet og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, holdt ‘take off-seminar’ på et stort hotel og limede gule sedler med forslag til tværfaglige forskningsprojekter op på en stor, uoverskuelig idévæg. Men et par år efter var en del af de gule lapper blevet omsat til forskningscentre for hundredevis af millioner.

Eksistentiel dannelse

I 2012 blev uddannelsesdagen skudt i gang af et par inspirationsoplæg.

Anne Holmen, der leder Center for internationalisering og Parallelsproglighed, slog et slag for at lade sproglige kompetencer gennemsive KU’s uddannelser, ikke blot på de humanistiske uddannelser.

Ingen sproglige evner, ingen internationalisering, mindede Anne Holmen om. Og dertil kommer, at sproglige færdigheder nok så meget er en grundbestanddel af de studerendes dannelse, deres ‘eksistentielle kompetence’, som hun kaldte det.

Og KU bør tilbyde langt mere på sprogfronten: Denne sommer har 39 studerende taget et studieforberedende kursus i engelsk, 26 i fransk, 43 i tysk og 20 i spansk. Og 100 gæstestuderende har lært English for Academic Purposes. Men efterspørgslen viser, at der er behov for langt mere studiemålrettet sprogundervisning.

Hvorefter Rikke von Müllen, der er specialkonsulent i det lidt telegramagtigt navngivne Pædagogisk Center Samfundsvidenskab, tog over. Von Müllen, der er uddannet retoriker, havde stillet et ualmindelig godt spørgsmål: Har de studerende opdaget, at de får forskningsbaseret undervisning?

Det korte svar, som hendes undersøgelse gav, var nej.

Forskningsbaseret undervisning defineres forkert

Ikke mindst fordi de studerende, i det omfang de overhovedet var optaget af forskning, definerede forskningsbaseret undervisning smalt som selve det at få de nyeste forskningsresultater formidlet direkte af en forsker.

Studerende opfatter jævnt hen ikke, at det de foretager sig, i hvert fald på de samfundsvidenskabelige fag, har det store med forskningsverdenen at gøre. Men det har det heldigvis ofte.

Rikke von Müllen påpegede, at forskningsbaseret undervisning kan være andet og mere end den direkte (og ret sjældne) afrapportering af friske forskningsresultater til studerende. Det er mere relevant, at de studerende lærer at tænke om videnskab som videnskabsfolk, og forstår, at deres arbejdsform – også når de læser klassiske lærebøger med gamle pointer i – faktisk er forskningens metode.

»Ikke fordi, de alle sammen skal være forskere, men fordi de skal være akademikere, og sådan nogle skal også kunne tænke selv og skaffe ny viden om verden,« sagde hun.

Indret et universitet, hvor lærere og studerende faktisk mødes

Det vil være let for KU at blive flinkere til at forklare de studerende, at de er en del af et videnskabeligt system, og at de arbejder som forskere, når de ellers følger lærerens anvisninger. Straks vanskeligere – dvs. dyrere – er det at indrette universitetet, så studerende og forskere møder hinanden mere og taler sammen, men:

»Helt ærligt, hvis vi er så gode til at levere forskningsbaseret undervisning, burde de studerende så ikke opdage det?« spurgte Rikke von Müllen. »Er der noget vundet ved at sejre i det skjulte?«

Hvorefter samtalen ved konferencebordene med pølse og snurrer blev givet frit, for en stund, med en opfordring til at summe.

Og det forunderlige skete: folk overalt i salen lænede sig i en stor synkron bevægelse ind over de runde borde og gav sig til at plapre i munden på hinanden.

De drøftede fandeme.

chz@adm.ku.dk