Til mine identitetspolitiske medstuderende: Nogle gange er ord bare ord

Nu stopper det!

Det var den følelse, jeg sad med forleden, da jeg loggede ind til debatten på mit studies facebookside. Nogle få førsteårs-arabiskstuderende mener, at det er problematisk, at gloser som ’terror’, ’fattigdom’ og ’husmor’ indgår på de grundlæggende introduktionskurser i arabisk.

De giver udtryk for, at ordene bidrager til at holde liv i fordomme om de arabiske lande og befolkninger.

Gloserne indgår i et fag, der har til erklæret formål at give de studerende viden om »grundlæggende udtryksformer på det studerede sprog og viden om det studerede sprogs fonologi, morfologi og syntaks på elementært niveau.«

De giver udtryk for, at ordene bidrager til at holde liv i fordomme om de arabiske lande og befolkninger.

Det er altså et fag, der drejer sig om sprogets grundlæggende virkemåde isoleret set, ikke om politiske synspunkter om Mellemøsten.

Herfra gik forummets diskussion over til tematikker for arabisk propædeutiks pensum. De studerende kalder nu til generel revision af hele studiets faglige pensum.

Misforstået inklusion

Min holdning er, at kritikken af brugen af disse ord er udtryk for et misforstået inklusionshensyn. Det er det, jeg har fået nok af.

Kritik er godt, og der er en grund til at pensumlister bør gennemgås, når fagene starter. Men tidens identitetspolariserende debat, der optager både studerende og ledelse, fjerner fokus fra det væsentlige og forringer evnen til at anskue tingene kontekstuelt.

Der er et ønske om at skabe ’mangfoldighed’ i en sådan grad, at der ikke bliver plads til nogen tænkere, teorier eller helt konkret ord, der ikke er inkluderende i deres udgangspunkt, eller hvis formål ikke er at være inkluderende over for en mangfoldighed. Alle teorier, ord og tilgange har ikke til hensigt at være inkluderende, og brugen af dem skal heller ikke have det som mål.

Det er ikke problematisk i sig selv at fokusere på enkeltstående ord, begreber og tekster og problematisere disse. Men det bliver problematisk når man glemmer kontekst for ord, tekster og tænkere.

Nutidens uni er mere end gamle, hvide mænd

Selv samme kontekst, vi som kulturstuderende gerne råber op om som værende essentiel for at forstå vores genstandsfelt, uanset hvad dette genstandsfelt måtte være.

For at kritisere og revidere meningsfuldt må man have et fundament at gøre det ud fra. Om man kan lide det eller ej, er det videnskabslige grundlag for universitetet gammelt, og i det danske tilfælde udtænkt af hvide mænd i Europa.

Det er naturligvis ikke kun hvide, europæiske mænd der har tænkt kloge tanker, og det afspejler nutidens universitet da også med stort fokus på tilgange, tekster og tænkere ud over de klassiske. Det ene giver ikke mening uden det andet.

Pensum skal ikke bevares for bevaringens skyld, ligeledes det ikke skal forandres for at blive forandret – gør man en af de to ting, forringes både værdien af det klassiske fundament og fornyelsen af det nye stof.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER