Til veganeren, der prædiker sandheden på et toilet på KUA

Det er på mange måder en politisk oplevelse at være studerende på KUA – hvad enten du nyder det eller ej, bliver du eksponeret for holdninger, udsagn og argumenter, du ikke nødvendigvis føler maks. for selv. Et universitet skal være meningernes holdeplads med plads til debatter, der skiller vandene.

Lad os slå ned på en af de top-trendy debatter fra det forgangne år og årti: veganismen.

»Meget kan du sige, men når du køber kød og mejeriprodukter, betaler du andre for at slå dyr ihjel. Ikke fordi du SKAL, men fordi du finder dine smagsløg vigtigere end LIV. Er du irriteret? Jeg siger blot sandheden.«

Man skulle tro, at teksten stammer fra en indremissionsk evangelist eller er en replik fra Book of Mormon på Det Ny Teater, men det er toiletgraffiti på KUA.

Vær empatisk i din veganske studenter-aktivisme.

Sætningen er en del af det nyeste indslag i en politisk toilet-tirade, der er skrevet af en sandhedsprædikende veganer på toilettet på anden sal i bygning 14 (gå en tur forbi, hvis du kan, der er på alle måder 360 graders underholdning at hente).

Toilettet er for nylig blevet udsmykket med en halv Ringenes Herre-længde roman af sætninger udført i råbende sort sprittusch, hvor ovenstående »jeg siger blot sandheden«-sætning blot er en af mange.

Aktivisme eller arrogance

At bygge sine holdninger op på præmissen »jeg siger bare sandheden« er ikke aktivisme, det er arrogance. Du har ikke monopol på ‘sandheden’, lige så lidt som jeg har. Du provokerer ikke, du får i bedste fald dine medstuderende til at rulle med øjnene; i værste fald afskriver de dig som veganismens pendant til en dommedagsprædikant med sølvpapirshat.

Jeg er en af dem, en 25-årig humaniorastuderende, der har været veganer i lidt under to år. Og fra afgrunden af min efterhånden temmelig trætte plantenærede sjæl, må jeg sige, at du med din –  lad os nu bare kalde det, hvad det er – straight up vandalisme af en offentlig ejendom skader den sag, vi ellers begge tror på, og som vi begge har valgt at lægge vores hverdagsliv om for.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Om man kalder det at spise plantebaseret eller at være veganer er freaking semantik, så lad os droppe den diskussion for nu og konstatere, at vi jo egentlig er på samme hold, du og jeg. Hvorfor er du så sådan en dårlig medspiller lige nu?

At få veganisme til at virke nice og spændende for dine medstuderende handler ikke om at slå på den store patostromme og skrige »din hund har følelser, hvorfor kan du ikke se, at koen også har det?«

De fleste mennesker med empatien i behold ved godt, at dyr har følelser, så du åbner ikke folks øjne her, du taler ned til dem på bedste »jeg har set sandhedEN, og det har du ikke«-maner, og det er en patroniserende retorik, der er med til at give veganere et – ufortjent – dårligt ry i den brede befolkning.

Den grafitti-retorik fik mig helt reelt til, i bedste konspirationsteoretiker-stil, kortvarigt at overveje at der måske overhovedet ikke stod en veganer bag prædikenen, men en eller anden PR-medarbejder fra Danish Crown, der som en art IRL troll forsøgte at få veganere til at fremstår så stereotypt unuancerede, som klicheerne foreskriver.

First world problem

Du spiller også ud med en lang liste af cafeer og restauranter i København, hvor man kan spise vegansk, og det er et studie i privilegieblindhed. Det er ikke ideen om at spise et måltid på en cafe, der får veganismen til at virke utilgængelig. Jeg får lyst til at skrive et kæmpestort FIRST WORLD PROBLEM med rød tusch over de trip-trap-trendy cafénavne.

Det gør snarere de vaner, man har opbygget omkring noget så intimt og personligt som maden. Det er ikke bare ens eget liv, men ens families samlede genealogi, der skal afskrives, aflæres og afvises.

Hvorfor bruger så mange veganere de absolut svageste argumenter i vores værktøjskasse?

Mad er vaner, og mad er tryghed. Som studerende kan hverdagen være fyldt med stress, usikkerheder og forandringer, der gør faste måder at spise på til en tryg, konstant størrelse i ens liv. Det bliver ikke mindre overvældende at beslutte fundamentalt at ændre sit syn på mad og måltider, at nogen forslår, at man godt kan være veganer og stadig have æren af at betale 70 kr. for et stykke pizza på Pow på Nørrebro.

Det er svært. Og det bliver den veganske bevægelse nødt til at anerkende i en vis fart, hvis vi ikke skal fremmedgøre os selv fra de mennesker, vi gerne vil tiltrække, så de til sidst ender med at sætte sig ned, bælle en liter mælk og spise en rå entrecote i ren og skær trods.

Empatisk veganisme, tak

I denne søde juletid, hvor mad om noget samler og adskiller os: Vær empatisk i din veganske studenteraktivisme, ikke kun over for de dyr, dit hjerte banker så tydeligt for, men over for de medstuderende, du skal se som potentielle allierede, ikke fjender, der skal nedkæmpes med vandalisme af vores fælles, kollektive ejendom, skyldfølelsefremprovokerende argumenter og remser af hippe Nørrebro-cafeer, der serverer endeløse rækker af veggie burgers.

Men, hey, siden vi nu slå vores folder i cafe-diskussionen, kommer her en hurtig gennemgang af et par stykker fra undertegnede, der har gjort sit benarbejde på den veganske madscene i København: Et måltid på Souls koster en halv måneds SU og kræver bordreservation flere dage i forvejen, pizzaen fra Pow smager af sådan cirka lige så meget som de genbrugspaptallerkener, den langes over disken på, og Veggie Heroes importerer hovedingrediensen i deres buffeter – mockmeats eller køderstatningsprodukter – fra Kina, hvor CO₂-omkostningerne fra import via fly gør det sådan cirka lige så etisk ok at spise som en økobøf fra en dansk landmand i Himmerland.

Alternative strategier

Så nej: Studenterveganisme-aktivisme handler ikke om at smide navne fra den danske restaurationsbranche i hovedet på dine medstuderende ledsaget af en appetizer af »ved du ikke, dyr har følelser, jeg siger jo bare sandheden!«

Helt ærligt. Hvorfor bruger så mange veganere de absolut svageste argumenter i vores værktøjskasse, når de skal udbrede veganismens etiske grundpræmisser? Her kommer et par alternative strategier for at udbrede viden om veganisme: I stedet for at tale om dyrs følelser, kan du oplyse, at:

1. Den landmasse, det kræver at opdrætte konventionelt og økologisk kvæg, er eksorbitant stor, og hvis man groede afgrøder på samme landmasse i stedet for kvægdrift, ville man kunne brødføde fire gange så mange mennesker på halvt så lang tid, og samtidig bringe omkostningerne forbundet med produktionen ned til en tredjedel.
2.  At opdrætte en malkeko fra kalv til kvie bruger cirka 2.000 liter vand for at få blot 1 liter mælk i udbytte – vand, som på mange måder ville give langt større udbytte for langt flere mennesker hvis det bruges til at dyrke korn og andre afgrøder.
3. Du kan ledsage det med et: LIDL er det absolut billigste og mest veludstyrede supermarked, når det kommer til at finde alternativer til fx mælkeprodukter (som yoghurt, ost og den endeløse række af mulige typer plantemælk). Oveni sælger de bl.a. to typer brandgod vegansk frysepizza til 16 kr., der smager af cirka 100 gange så meget som Pows pappizza. Nævn her også, at TooGoodTooGo er en app, der tilbyder, at man kan købe en eller flere portioner overskudsmad, bl.a. alt godt fra frugt-og grøntafdelingen i fx SuperBrugsen for 30-40 kr.
4. Du kan tilføje, at, ja, det er helt ok at synes, at det virker rimelig uoverskueligt at droppe animalske produkter efter at have brugt dem et helt liv, og at det er helt rigtigt, at det til tider kan være besværligt og kræve en del mere planlægning, men at små forandringer også gør en enorm forskel, og at det er er indsatsen værd på alle måder: Drop fx kød to dage om ugen eller køb hudplejeprodukter, der ikke er testet på dyr, sørg fx for at genanvende og upcycle uldtrøjer eller potentielle skindjakker, du ellers ville smide ud. Uld, pels og skind er nogle af de tekstilformer, der har den absolut længste levetid i forhold til holdbarhed i forbrugskredsløbet, og man kan som forbruger få vanvittig meget for sine penge, hvis man finder måder at genbruge materialerne på.

Tallene i 1 og 2 baserer sig på en artikel i Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States.

Som en afsluttende note: hvis du, aktivisten, jeg her har skrevet til, får lyst til at ide-udveksle om hvordan man kan gøre borgerinddragende veganisme-aktivisme empatisk og effektiv, står jeg totalt til rådighed. Vi er på samme hold – vi skal bare lære at spille sammen på en måde, der ikke får os til at fremstå skide irriterende for de medstuderende, vi forsøger at kommunikere vores budskab til.

I denne søde decembertid: Try a little tenderness og glædelig jul til dig.