Tilgængeligt hospital

»Folk tænker ikke over, at jeg ikke lige kan hoppe elegant over en taske, der ligger på gulvet. Men når de får det at vide, så kan de jo godt se det,« siger Isabella Leandri-Hansen.

Isabella Leandri-Hansen er lam fra navlen og ned. Det har hun været, siden hun som 11-årig kom til skade på en legeplads – hun faldt ned fra en brandmandsstang og brækkede ryggen. I dag er hun 21 år og bor i en lejlighed i Hellerup.

Hun er lige begyndt på Statskundskab på Københavns Universitet (KU). Hendes drøm er at komme til at arbejde med menneskerettigheder i EU-systemet.

I sin fritid arbejder hun frivilligt i organisationen SUMH, Sammenslutningen af Unge Med Handicap. Her forsøger hun at lette tilværelsen for andre handicappede.

Åbenhed er alfa og omega

Isabella Leandri-Hansen fortæller, at det kan være en barriere, at hun sidder i kørestol, når hun møder nye mennesker – eksempelvis nye studiekammerater. Men det bedste middel mod barrieren er nysgerrighed.

»Jeg er meget åben. Og jeg har ikke problemer med, at folk spørger, hvorfor jeg sidder i kørestol – hvad mine dagligdagsproblemer kan være, hvordan jeg forholder mig til seksualitet, eller hvad de nu kunne tænke sig at vide.«

Isabellas råd til andre studerende kørestolsbrugere er kort sagt: »Vær opsøgende og åben.«

Dårlig tilgængelighed på KU

I 2008 udgav Danske Studerendes Fællesråd (DSF) rapporten Vi er jo ikke en del af universitetets bevidsthed … Rapporten handler om, hvilke barrierer studerende med handicap støder ind i på de lange videregående uddannelser, og som titlen vagt antyder, bliver der delt et par ørefigner ud.

Især er der negative vurderinger af forholdene på Københavns Universitet, mens Syddansk Universitet og Aarhus Universitet vurderes mere positivt af de 441 deltagende studerende,

Rapportens adspurgte har blandt andet vurderet, om det er muligt at transportere sig selv rundt mellem forskellige lokaler, så man kan nå sin undervisning til tiden. For studerende med mobilitetsvanskeligheder svarer over halvdelen, at de er utilfredse.

Mange svarer også, at de gerne ville have færre lokaler til deres fag eller en begrænsning på, hvor langt undervisningslokalerne ligger fra hinanden.

Nyt auditorium ugennemtænkt

Nogle af problemerne i DSF’s rapport kan Isabella Leandri-Hansen nikke genkendende til.

»I Chr. Hansen Auditoriet har jeg kun mulighed for at sidde ét sted, og det er i mellemgangen. Det betyder, at jeg kommer til at sidde alene meget af tiden. Og når man starter på et nyt studie, så betyder det jo meget, at man kan sidde ved siden af sine studiekammerater og få sig en chit chat.«

Til trods for at Chr. Hansen Auditoriet på Kommunehospitalet er nyt, er det ikke spor handicapvenligt. Borde og stole er boltet til gulvet, så der er ikke mulighed for at fjerne en stol og sætte sig med kørestolen ved siden af en medstuderende.

Et andet tilgængelighedsproblem, Isabella Leandri-Hansen er løbet ind i på Kommunehospitalet, er elevatorerne.

»Det er jo heldigt, at der er elevatorer på Kommunehospitalet, men problemet er, at de ikke stopper på alle etager. Så når man skal fra A til B, kan det godt blive noget af en labyrintfærd i de lange gange – og så hjælper det jo heller ikke, at jeg har vildt dårlig stedsans,« griner Isabella Leandri-Hansen.

Planlægning et must

En stor forskel på Isabella Leandri-Hansen og hendes studiekammerater er tid.

Når hun eksempelvis skal møde klokken otte, må hun sætte vækkeuret til klokken 04:30. Det er nok en smule tidligere end hendes medstuderende, men Isabella har vænnet sig til, at hun skal kalkulere anderledes end andre.

»Når du har et handicap, så tager alting bare mere tid. Det kan være alt fra, at jeg skal gøre mig klar om morgenen, inden jeg skal på universitetet, til den simple ting, at jeg skal fra et sted til et andet. Jeg kan jo ikke lige tage en smutvej ned ad trapperne.«

Eksamen er en begivenhed, der kan give ekstra sved på panden, når man sidder i kørestol. Isabella Leandri-Hansen skitserer scenariet:

»Når gulvet er belagt med forlængerledninger fra bærbare computere, kan man godt komme til at føle sig som en flue i et edderkoppespind.«

Men ifølge Isabella Leandri-Hansen kommer man langt, hvis bare man er god til at planlægge og tage initiativ.

»Det er om at være ude i god tid. Finde ud af om folk er opmærksomme på, at der er en i kørestol. Høre hvilke lokaler eksamen skal afholdes i, hvordan de er indrettet, om der er et handicaptoilet, elevator og så videre. For det er der ikke nogen, der gør for dig, det skal man bare vide.«

Isabella Leandri-Hansen bebrejder ikke nogen.

»Du kan ikke forvente, at de husker, at der er én, der sidder i kørestol ud af 250 studerende. Selv om det står i ansøgningen.«

Hun understreger i samme åndedræt, at det værste hun ved, er, når folk har ondt af hende. Det er ikke nødvendigt.

Fester er vigtige

Isabella Leandri-Hansen har i de sidste tre år været tilknyttet hjælpeordningen BPA (borgerstyret personlig assistance). Det betyder, at hun har en hjælper 24 timer i døgnet.

»Jeg ville ikke kunne studere på fuld tid uden hjælpeordningen. Her på universitetet er der mange trapper og trin, så det er super nødvendigt for mig at have en hjælper med,« fortæller Isabella Leandri-Hansen.

Når der for eksempel er fest på Kommunen, studenterbaren på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, har Isabella Leandri-Hansen brug for en hånd eller to, for der er trapper op til indgangen.

En af konklusionerne i DSF’s rapport er, at omkring halvdelen af de studerende med handicap sjældent eller aldrig deltager i fester på deres studier.

De adspurgte beskriver det sociale liv på studiet som et arbejde, der kræver tid og ressourcer. Med det i baghovedet spørger jeg Isabella Leandri-Hansen, om hun har sagt nej til noget på studiet på grund af sit handicap.

»Det arbejder jeg bevidst for ikke at gøre. Jeg mener, at det er rigtig vigtigt at være med til alt. Især i starten fordi det er der, man lærer folk at kende. Men en opvarmningsfest på 3. sal i en københavnerlejlighed er en udfordring. Så er det godt, jeg har min hjælper til at trække mig op ad trapperne, og så får jeg som regel en fra holdet til at gå foran, hvis der skulle ske noget.« Hun tilføjer:

»Det er lidt irriterende at skulle bede om hjælp og være afhængig af andre – men det er der jo ikke noget, jeg kan gøre ved – sådan er det bare. Elevatorer over det hele ville dog være skønt,« griner hun.

Tilgængeligheden går den rigtige vej

I 2005 bragte Universitetsavisen artiklen Utilgængeligt hospital, der handlede om, at Kommunehospitalet langtfra var handicapvenligt – det ser heldigvis ud til at være blevet bedre på mange områder. Og det kan studerende med handicap blandt andre takke Mette Nyrup for.

Mette Nyrup er ph.d.-stud- erende i Psykologi og kørestolsbruger. Hun har haft sin gang på Kommunehospitalet siden 2005. Mette Nyrup har sammen med foreningen Handicappede Studerende og Kandidater (HSK) brugt megen energi på at gøre opmærksom på, hvad der skulle forbedres.

Da hun begyndte at studere på Kommunehospitalet, var der døre, der var for smalle til kørestole eller umulige at åbne, høje dørtrin ind til handicaptoiletterne og elevatorer, man ikke kunne komme ind i med kørestol.

Men indsatsen har båret frugt, og Kommunehospitalet er med Mette Nyrups ord »nu til at komme rundt på.« Mette Nyrup peger dog på, at der stadig mangler såkaldte ledelinjer til de blinde.

Mette Nyrup nåede ikke selv at få glæde af sine anstrengelser som studerende på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og når hun kigger i bakspejlet, er hun en lille smule bitter. Hun siger:

»Hvorfor skulle vi bruge al den energi på at få lavet noget om, som burde have været i orden? Den energi ville jeg hellere have brugt på studiet.«

Bedre forhold koster klejner

Erwin Koster Kristensen, som er driftschef for City Campus på KU, fortæller, at der i alt er blevet brugt 2,6 millioner kroner på at forbedre tilgængeligheden på KU. På Kommunehospitalet er pengene blandt andet gået til en ny elevator, ramper, dørautomatik og justering af handicaptoiletter. Det er endnu ikke besluttet, hvilke forbedringer der skal laves det næste år, men gode forslag er velkomne, lyder det fra Erwin Koster Kristensen.

uni-avis@adm.ku.dk