Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tillidsfolk: Rettidig styring og reel inddragelse er afgørende for reformens troværdighed

Administrationsreformen — Selv efter universitetsdirektørens svar mangler der klarhed om timing, inddragelse og prioriteringer i forbindelse med tilpasningsrunden, skriver 11 tillidsrepræsentanter.

Tak til universitetsdirektøren for svaret på vores læserbrev. Vi anerkender, at der gives en redegørelse for baggrunden for tilpasningsrunden på Campusadministration Nørre, og at ledelsen har forholdt sig til spørgsmålet om ansættelsesstop.

Der står imidlertid fortsat tre centrale forhold tilbage, som ikke er fyldestgørende belyst.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

For det første timing. Direktøren skriver, at budgetudfordringen har været kendt gennem længere tid, og at området blev etableret med en udfordret økonomi.

Hvis der fra etableringen forelå en strukturel ubalance, rejser det et grundlæggende styringsspørgsmål: Hvorfor blev denne ubalance ikke håndteret tidligere i 2025, før situationen udviklede sig til en tilpasningsrunde med afskedigelser?

At en problemstilling er kendt, er ikke i sig selv en forklaring på, hvorfor den først håndteres på et senere tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Direktør til tillidsfolk: Altid trist at sige farvel til gode kolleger

For det andet inddragelsen. Den konkrete strukturelle ubalance og den efterfølgende tilpasningsrunde behandles først eksplicit i januar 2026, hvor LSU orienteres om en beslutning, som allerede var lagt fast i ledelsen.

SU-referaterne dokumenterer ikke, at den konkrete strukturelle ubalance og alternative håndteringsmuligheder blev drøftet, før beslutningsretningen var lagt fast.

LÆS OGSÅ: Tillykke med etårsdagen, dejlige Campusadministration Søndre

For det tredje sammenhængen i prioriteringerne. Når der afvikles stillinger ét sted i organisationen og samtidig opbygges funktioner inden for beslægtede områder andre steder, svækker det sammenhængen i prioriteringerne og indebærer risiko for unødigt tab af erfaring og ekstra ressourceforbrug.

Vores ærinde er ikke at genåbne en truffet beslutning, men at få klarhed over læring og ansvar

Direktøren forholder sig generelt til behovet for bemanding, men ikke konkret til, hvordan ledelsen fremover vil sikre, at interne omplaceringsmuligheder og samlet prioritering på tværs konsekvent afsøges og synliggøres, før nye funktioner etableres.

Administrationsreformen samler universitetsadministrationen under én fælles ledelse. Det indebærer også et samlet ansvar for rettidig økonomistyring, gennemsigtighed i beslutningsforløb og reel inddragelse af medarbejdere og deres repræsentanter.

Vores ærinde er ikke at genåbne en truffet beslutning, men at få klarhed over læring og ansvar.

Hvilke konkrete ændringer i styring og inddragelsespraksis vil ledelsen gennemføre for at sikre, at kendte ubalancer håndteres tidligere – og i tættere dialog med medarbejdere og tillidsrepræsentanter – så tilsvarende situationer ikke opstår igen?

Det er den afklaring, vi fortsat efterlyser.

Underskrivere: Anita Hansen, tillidsrepræsentant
Mads Christensen, tillidsrepræsentant
Kern Månsson, tillidsrepræsentant
Glenn Enna, tillidsrepræsentant
Niels Jørgen Ammonsen, tillidsrepræsentant
Finn Jørgensen, tillidsrepræsentant
Michael Thorsager, tillidsrepræsentant
Tom Sejr, tillidsrepræsentant
Merete Richard Møller, fællestillidsrepræsentant
Gert Schønberg, fællestillidsrepræsentant
Ole Bested, fællestillidsrepræsentant

LÆS OGSÅ: Tillidsrep’er: Hvad foregår der i administrationen?

Annonce

Seneste