Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

To geologistuderende traller, når de laver podcast om sten

Podcasteventyr — Geoland er en podcast, der på pædagogisk vis sætter fokus på den svære geologi. To studerende står for at producere den, og de bruger alle tricks til at gøre geologien bredt forståelig.

Vulkaner, forstenede dinosaurer og gamle sten, som fortæller Jordens oldgamle historie, er nogle af de emner, der får geologhjerter til at banke hurtigere af begejstring.

Det er også emner, der bliver taget under pædagogisk behandling i podcasten Geoland, som er lavet af de to geologistuderende Mathilde Lieberkind og Emil Soltau fra Københavns Universitet.

De to har lavet podcasten Geoland, der på en populærvidenskabelig måde formidler viden til alle geologiinteresserede lyttere om deres til tider nørdede fagområde.

Siden foråret 2020 har de arbejdet sammen om at lave Geoland, og indtil videre har de produceret to afsnit: Et om sandheden om dinosaurernes fjer og et andet afsnit om Månens indvirkning på jorddagenes længde – og flere nye afsnit er ifølge de to podcastere på vej.

I dag går de på første semester af kandidaten, hvor de har travlt med at lære alt om geologiske principper og processer efter videnskabelige principper, men i deres fritid skal de med Geoland forsøge at formidle det på en måde, så alle kan være med, og det skal helst også være sjovt, siger de.

Hoppede og dansede af glæde

Deres podcasteventyr begyndte med, at Mathilde Lieberkind modtog en e-mail i december 2020. I den spurgte Johanne Kusnitzoff, der er redaktør for tidsskriftet Geoviden, om Mathilde Lieberkind ville være med til at lave en podcast om deres fagområde.

FAKTA

Hos Geoland kan du selv læse mere om de to podcastere.

Både tidsskriftet Geoviden og Geoland er udgivet af Geocenter Danmark.

Geocenter Danmark er et samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og Statens Naturhistoriske Museum (begge ved Københavns Universitet) samt Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet.

Og hun var klar.

»Jeg hoppede og dansede af glæde, da jeg blev spurgt, om jeg ville lave en podcast,« siger Mathilde Lieberkind.

Hun havde før geologistudiet overvejet at blive skuespiller, og hun har altid interesseret sig for formidling generelt. Desuden havde Johanne Kusnitzoff fået øje på hende, blandt efter Mathilde Lieberkind havde været med i to KU-reklamevideoer for sit eget studie, i 2019 og 2020.

»Jeg havde også være meget aktiv på geologi med at lave for eksempel insta-takeovers, online åbent hus og har været rusvejleder, så andre på studiet har måske lagt mærke til mig som meget engageret i at lave kreative arrangementer,« siger Mathilde Lieberkind.

Bruger drama og effekter

Over for sin kommende arbejdsgiver gjorde Mathilde Lieberkind det klart, at hun ville have sin studiekammerat, Emil Soltau, med til at lave podcasten. De to havde på studiet joket om, at de var ’Lillenørder inden for sten’, så de havde noget til fælles. Redaktøren syntes også, at det var en god idé.

Emil Soltau har nemlig – ligesom Mathilde Lieberkind – mange gode idéer til, hvad han vil med en podcast om geologi:

»Vi bruger drama til at lave en fortælling, der er så spektakulær som muligt. Vi planter entusiasme, der skal smitte lytterne, og de skal kunne mærke den glæde, som forskerne i geologi har, fordi de arbejder med noget, der bare er sindssygt spændende,« siger Emil Soltau.

Let musik sætter stemningen

De to podcastere pumper stemningen i podcasten op blandt andet ved hjælp af en lydbid, der er lavet af Emil Soltau bror, Rasmus Soltau. Sådan en lydbid kalder man i øvrigt for en skiller, når den udover at blive brugt til at indlede podcasten med også skal signalere til lytterne, hver gang der sker noget nyt i podcasten.


Skilleren kan godt overraske de forskere, de har haft med til optagelse i deres transportable lydstudie. Mathilde Lieberkind og Emil Soltau sidder for eksempel begge og traller højlydt og glade med på skilleren, når den spiller både før og under optagelserne.

»Første gang vores interviewpersoner hører vores skiller, kan forskerne godt se ud som om, de synes, den er for hurtig, for barnagtig og grænseoverskridende, men de lærer hurtigt at slappe af med den,« siger Emil Soltau, der ligesom Mathilde Lieberkind synes, skilleren bare virker godt til Geoland.

Og det er bare et af de tricks, som de to har gjort sig umage med at bruge for at gøre podcasten så levende som mulig, og den skal være med til at skabe en samhørighedsfølelse med lytterne.

»Vi er naturdetektiver, der udforsker verden, og vores lyttere er gæster, som er sammen med os på turen,« siger Mathilde Lieberkind om, hvordan podcastværterne opfatter deres rolle.

Har adgang til professionel sparring

De får stillet udstyr og andre ting til rådighed af tidsskriftet Geoviden, der også har en redaktion, der hjælper Mathilde Lieberkind og Emil Soltau.

Tips og råd

De to studerende har nogle anbefalinger, hvis du selv vil i gang:

»Podcasts er et voksende medie, og der er ingen faste regler eller formater for, hvordan en podcast skal være. Man må gerne hente inspiration fra andre podcasts, og det kan være en god idé at lægge mærke til de teknikker, som andre podcasts bruger.

En god ting ved podcasts er, at de ikke udsendes live som radio, så der er plads til at lave fejl. Lydudstyr behøver ikke at være dyrt, men lydkvaliteten skal være så god som muligt, og så ligger der masser af guides på Youtube.«

»Dér har de uddannede journalister, som kan give os nogle fif til, hvordan vi kan arbejde. Men mange ting i podcasten er selvlært, og vi eksperimenterer en del med, hvad der virker godt eller ikke virker for os,« siger Emil Soltau.

»Vi har fra Geoviden fået en garvet podcastvært, Anette Hallstrøm, til at være vores mentor og lydklipper på Geolands vegne. Hun sparrer med os og giver os feedback, og det har betydet rigtig meget at få positiv feedback. Det har givet os en masse selvtillid, da vi selv var meget grønne ud i at lave podcasts,« siger Mathilde Lieberkind.

Vil arbejde med formidling og forskning

Mathilde Lieberkind vil gerne arbejde videre med formidling efter uddannelsen.

»Podcasten er jo enormt sjov at lave, men jeg har ikke tænkt den ind i en større sammenhæng i forhold til, hvad jeg vil bagefter. Jeg tror ikke, jeg skal forske. Jeg vil gerne arbejde for et museum, måske lave film, og så vil jeg også gerne formidle geologien for børn,« siger Mathilde Lieberkind.

Emil Soltau er til gengæld sikker på, han vil gå forskervejen:

»Jeg elsker forskernes liv. Deres livsstil er dybt charmerende. Jeg vil ikke udelukke, at jeg også vil lave formidling om geologi, for det giver mig en glæde. Jeg er meget glad for at være med til at bygge podcasten op, og der er mange forskere, der laver noget, som det er virkelig spændende at fortælle om i podcasten til andre. Men forskervejen skal være mit spor efter kandidaten,« siger Emil Soltau.

Seneste