Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

»Tørklædet bliver først politisk, når de tvinger mig til at tage det af«

SEKULARISME - Tyrkiets forbud mod at bære tørklæde på universiteterne er udemokratisk og skadeligt for landets uddannelsesniveau, mener tyrkiske studerende. De smider ikke tørklædet, blot fordi de bliver mere oplyste

TYRKIET – Hver dag går kvinderne på de tyrkiske universiteter en næsten hundrede år gammel balancegang. Mellem vestligt udseende modernitet på den ene side og traditioner og religion på den anden. Også her i kantinen på Dicle Universitet i den sydanatolske by Diyarbakir, hvor Universitetsavisen drikker te, går de denne balancegang. Selv om en del af dem helst ville være fri.

Forbuddet mod religiøs hovedbeklædning på offentlige institutioner er en del af den sekulære arv efter Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk. Det er også et af de mest betændte politiske emner i et land, hvor det kun er omkring en tredjedel af kvinderne, der ikke tildækker deres hår i offentligheden.

I kantinen på Dicle Universitet er der derfor løst hår over det hele. De tandlægestuderende er som de første kommet tilbage efter ferie, og masser af fyldige krøller og ivrigt afblegede lokker vidner om, at ikke alle føler ubehag ved at blotte håret. En af de piger, der imidlertid hver dag smider tørklædet mod sin vilje for at kunne gå til undervisning, er Kudret.

»Lærerne bortviser os fra skolen, hvis vi går med tørklæde. Det er meget ubehageligt for mig ikke at have tørklæde på, men jeg vil have en uddannelse, så jeg er nødt til det,« siger hun.

Udemokratisk sekularisme

Blandt et væld af hårpragter, der er frisørplakater værdige, ser Kudrets veninde Mervenurs hår noget uldent ud. Det utrænede øje skal ret tæt på for at se hvorfor – hun bærer paryk. Kun på nært hold kan man skimte det sorte tørklæde under det falske hår, som hun bærer for ikke at skulle vise sit eget.

Og Mervenur er langt fra den eneste pige, der omgår tørklædeforbuddet på den måde. Over hele landet stiger paryksælgernes omsætning markant op til semesterstart. Og Mervenur tøver ikke, når hun erklærer, at »hvis de tager parykken af mig, så dropper jeg ud.«

Begge piger fortæller, at de kender flere, som ikke har søgt ind på universitetet på grund af tørklædereglementet.

Deres veninde Gizem bærer ikke selv tørklæde uden for universitetet, det behøver man ikke for at være en god muslim, mener hun, men hun er enig med Mervenur og Kudret i, at en afskaffelse af forbuddet ville gavne Tyrkiets generelle uddannelsesniveau. Og ligesom alle de studerende, Universitetsavisen har talt med, mener hun, at forbuddet er udemokratisk.

»Der er meget få mennesker her i Østtyrkiet, der går ind for forbuddet mod tørklæder. Det er længere vestpå omkring Istanbul og Ankara, at folk støtter det,« siger hun.

Forbud splitter landet

»Støtter« er en underdrivelse. Da premierminister Recep Erdogan i 2008 forsøgte at gennemføre en afskaffelse af det 29 år gamle tørklædeforbud, gik folk i hundredtusindvis på gaderne i landets største byer i et forsvar for det de kaldte republikkens værdier. Mange sekulære tyrkere frygter, at denne ophævelse af en af skillelinjerne mellem det statslige og det religiøse vil føre til en islamisering af landet.

Erdogans reformforslag blev sendt til Forfatningsdomstolen, som underkendte det, og dermed sendte regeringen ud i en alvorlig krise. Afskaffelsen af forbuddet var en mærkesag for Erdogans parti, det proislamiske Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), da det gik til valg i 2007.

»Tørklædeforbuddet er en politisk bastion mellem AKP og det man kan kalde det konservative kemalistiske segment (efter Kemal Atatürk, red.),« siger Daniella Kuzmanovic, ekspert i tyrkiske samfundsforhold og adjunkt ved Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS).

»Kemalisterne betragter sig selv som en statslig elite med en forpligtelse til at opretholde Atatürks sekulære orden. Det fører til kampe i mange politiske institutioner, og reformforslaget 2008 skabte så stor polarisering og politisk tumult, at AKP lagde reformforslaget på is.«

Forskellig praksis på universiteterne

Det er den centrale myndighed YÖK, Rådet for Højere Uddannelse, der udsteder tørklædereglementet, men det er de enkelte skoler, der skal administrere det. Hvordan reglerne opretholdes afhænger derfor meget af den enkelte skole- eller universitetsledelse og hvilken ideologisk overbevisning, der præger kredsen omkring rektor, forklarer Daniella Kuzmanovic. Derfor har Bosporus Universitet i Istanbul helt valgt at ignorere forbuddet og lader, som et af Tyrkiets eneste universiteter, sine kvindelige studerende gå klædt som de vil.

Forskellen i praksis ses på Selçuk Universitet i Konya på den anatolske højslette. Her er dresscoden blandt de studerende anderledes. Konya er kendt som en af Tyrkiets mest konservative og religiøse byer, og i kantinen, på universitets gange og på udendørsarealerne bærer godt og vel halvdelen af de kvindelige studerende tørklæde.

På Selçuk Universitet er tørklædeforbuddet begrænset til selve undervisningslokalerne, så før og efter timerne kan de kvindelige studerende gå tildækkede.

Selçuk Ulutas er redaktør på universitetets radio, og har derigennem kontakt til mange studerende. Han er selv imod forbuddet, fordi han mener det er udemokratisk, men han tvivler på, at det får specielt mange kvinder i Konya til at vælge en universitetsuddannelse fra. Og de kvinder, der går med tørklæde, lægger det uden for undervisningslokalet uden det store postyr, siger han.

»Tørklædet er et religiøst levn fra gamle dage, som primært bruges af den fattige, uuddannede del af befolkningen,« mener han.

Social arv er ikke religiøs

Hvis det er rigtigt, kan man frygte, at tørklædeforbuddet er med til at forstærke en negativ social arv, hvor pigerne fra uuddannede familier bliver sat endnu længere væk fra en universitetsuddannelse, end de ville være i forvejen.

Men Selçuk Ulutas’ idé om hvem der går med tørklæde, er forkert, mener pigerne i Diyarbakir.

»Jeg kan ikke sige noget generelt, men jeg tror ikke, at brugen af tørklæde hænger sammen med hvor uddannet du er. Alle vores mødre bærer for eksempel tørklæde,« siger Gizem, der ikke selv dækker håret til.

»For europæere er det måske svært at forstå, hvorfor uddannede tyrkere går med tørklæde, men det er kun en form for fremtoning. Det har ingen logisk sammenhæng med uddannelse.«

Heller ikke Daniella Kuzmanovic fra Københavns Universitet mener, at brugen af tørklæde udelukkende handler om traditioner og mangel på oplysning.

»For kemalisterne er universitetet frigørende, og de tror, at oplysning vil få kvinderne til at forkaste de traditioner, der undertrykker dem,« siger hun.

»Men det er ikke mit indtryk, at det er undertrykte kvinder, der bærer tørklæde. Det er ofte meget reflekterede kvinder, der er bevidste om, hvorfor de går med tørklæde, og som i mange tilfælde ikke vil smide det for en universitetsuddannelse.«

Rammer de ressource-stærke

Kuzmanovic tror heller ikke, at det er tørklædeforbuddet, der afholder de ressourcesvage tyrkere fra at få en uddannelse.

»Den negative sociale arv i Tyrkiet handler ikke om tørklædet, men om social og økonomisk dårligdom. Især i provinserne, hvor mange forældre ikke har råd til at sende deres børn i en ordentlig grundskole og til den ekstraundervisning børnene behøver for at komme ind på universitetet.«

Tværtimod, mener hun, er det mest skadelige ved tørklædeforbuddet, at det afholder en masse ressourcestærke kvinder fra at tage eller færdiggøre deres uddannelse.

De enkelte universiteter er ikke altid lige håndfaste i deres opretholdelse af reglementet, og forbuddet går primært ud over dem, der allerede har bestået adgangseksamen, eller som påbegyndte deres uddannelse på et tidspunkt, hvor deres universitet slækkede på håndhævelsen af forbuddet. Og når universitetet så strammer op, kan de ikke gøre uddannelsen færdig, forklarer Daniella Kuzmanovic, men understreger, at ingen har fuldt overblik over, hvor mange kvindelige studerende, tørklædeforbuddet holder væk fra universiteterne.

Politisk tøj?

Siden den tyrkiske republiks grundlæggelse i 1924 har sekularismen været landets ukrænkelige politiske fundament. Men efter AKP’s magtovertagelse, og særligt valget af den tidligere islamist Abdullah Gül som præsident i 2007, er landets sekularister gået i forsvarsposition. Deres hidsige opretholdelse af tørklædeforbuddet ses af mange som en del af en politisk magtkamp, der skal beskytte universiteterne mod politiske symboler.

»Kemalisterne ser tørklædet som et symbol for islamisme, men det er det langt fra altid,« mener Selçuk Ulutas fra Konya. Også Mervenur fra Diyarbakir mener, at forbuddet har politiske mål, som ikke har hold i virkeligheden.

»Politikerne ser det som en politisk ting at bære hovedtørklæde, men jeg gør det kun af religiøse årsager. Tørklædet bliver først politisk, når de tvinger mig til at tage det af,« siger Mervenur.

Uanset hvad der ligger til grund for tørklædeforbuddet, trives nogle tydeligvis bedre med det end andre. Da Universitetsavisen spørger om lov til at fotografere de tre piger i Diyarbakir efter interviewet, takker både Mervenur med parykken og Kudret, der har lagt sløret i tasken, pænt nej. Kun Gizem, der aldrig bærer slør svarer ja uden tøven. Og hun er ikke helt enig med Mervenur i, hvad grunden til tørklædereglementet er.

»Hvis der er nogle kvinder, der går med tørklæde på universitetet, så er der pres på de andre for også at gøre det. Sådan foregår det ikke i virkeligheden, men sådan har politikerne tænkt siden Atatürk.«

Journalist Sune Engel Rasmussen rapporterer det næste halve år fra universitetsverdenen i Mellemøsten. Læs hans artikler her i avisen og på www.uniavisen.dk.

ser@adm.ku.dk

Annonce

Seneste