Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Studievisum — I sommer blev Mustaf Mohamed Takoy nægtet indrejse til Danmark, selv om han havde et Erasmus Mundus-stipendie til KU-studier. Hans medstuderende har nu taget sagen i egen hånd og klaget over afgørelsen.
I dagene op til studiestart 1. september ankom 36 håbefulde internationale studerende til København. De skulle begynde på deres nye uddannelse, Erasmus Mundus Joint Master in Global Environment and Development (MERGED), ved Københavns Universitet.
Men der var en, der manglede.
Mustaf Mohamed Takoy, 30, fra Somalia skulle også være begyndt på uddannelsen sammen med de andre studerende. Men få uger tidligere var han blevet nægtet indrejse til Danmark, fordi hans pas, ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), er ugyldigt som rejsedokument til Danmark.
Langvarig krig i Somalia med tilhørende ustabilitet i landet har påvirket udstedelsen af gyldige rejsedokumenter på en måde, så danske myndigheder ikke længere stoler på dem.
Vi følte, vi var moralsk forpligtede til at kæmpe for Mustaf Mohamed Takoy, der selvfølgelig skal kunne gå her, fordi han er akademisk kvalificeret
Elouise Lenson, studerende på MERGED
De studerende på holdet havde allerede i løbet af sommeren skrevet med hinanden over WhatsApp, så studiekammeraterne var begyndt at lære Mustaf Mohamed Takoy at kende.
Elouise Lenson fra Australien blev rystet over at høre, at Mustaf Mohamed Takoy var blevet nægtet indrejse.
Han var blevet afvist, selv om han havde fulgt alle formelle procedurer og var blevet optaget på det prestigefulde EU-uddannelsesprogram Erasmus Mundus, som finansierer den toårige uddannelse med 33.000 euro.
Elouise Lenson satte sig for at undersøge, hvad der var gået galt, og hvordan hun kunne hjælpe sin medstuderende.
»Sammen skrev vi blandt andet et brev til Udlændingestyrelsen for at klage. Brevet støtter hans ansøgning om at få lov til at rejse til Danmark, og vores håb er, at afgørelsen bliver omgjort, så han alligevel kan komme hertil,« siger Elouise Lenson til Uniavisen.
Samtlige 36 studerende på MERGED har underskrevet brevet til Udlændingestyrelsen, og de har på Mustaf Mohamed Takoys vegne betalt de 995 kroner, som det koster at klage til Udlændingestyrelsen, vel vidende at sagsbehandlingen kan vare i op til et år.
»Vi følte, vi var moralsk forpligtede til at kæmpe for Mustaf Mohamed Takoy, der selvfølgelig skal kunne gå på MERGED, fordi han er akademisk kvalificeret,« siger Elouise Lenson.
Fyret efter trumps stop for USAID
Mustaf Mohamed Takoy er kandidat i udvikling af landbrugsvirksomheder fra Universitetet i Gulu, Uganda i 2022.
Arbejdede som landsbrugsspecialist for mindre landbrug hos Hecter Agri Tech Company. Projektet var finansieret af USAID, og Tokoy blev fyret i 2024, da bevillingerne stoppede.
Han søgte internationale fonde, herunder Erasmus Mundus, der tilbyder internationale kandidatgrader, hvor flere universiteter arbejder sammen om at tilbyde en fælles kandidatuddannelse. Han blev optaget på MERGED ved KU det første år og derefter University of Warszawa og University of Milan.
Uddannelsen MERGED har fokus på interdisciplinære udfordringer inden for bæredygtig udvikling og uddanner eksperter i at håndtere problemstillinger inden for landbrug, skovdrift og naturbevarelse.
Mustaf Mohamed Takoy skriver i en e-mail til Uniavisen fra Uganda, hvor han opholder sig i øjeblikket, at han har været meget glad for den hjælp og støtte, han har fået af de andre studerende. Det har hjulpet ham til at holde fokus på sine fremtidsplaner, som lige nu er at komme til København 1. september 2026.
»Jeg har det bedre nu, selv om det har været en hård omgang. I begyndelsen var jeg meget følelsesmæssigt belastet af oplevelsen,« skriver han.
Studieleder på MERGED, Carsten Smith-Hall, har gjort sig mange erfaringer, når det gælder det væld af udfordringer, der kan være med at få internationale studerende til Danmark. Han tror på, at der er lys for enden af en lang tunnel for Mustaf Mohamed Takoy.
»Vi har bevaret hans studieplads, og hans stipendie fra Erasmus Mundus er fortsat til rådighed, så hvis han bare opnår studievisum til Danmark næste år, kan han begynde i 2026,« siger Carsten Smith-Hall.
Mustaf Mohamed Takoys sag har høstet meget medieomtale i hjemlandet, og somaliske politikere kommer ham muligvis til undsætning.
Det engelsksprogede medie The Copenhagen Post skrev i oktober som de første om Mustaf Mohamed Takoy, og det var med til at gøre hans historie kendt uden for Danmarks grænser.
»Somalias myndigheder har nu meddelt mig, at de er i gang med at godkende et diplomatisk pas til mig, og hvis Danmark ellers anerkender det som gyldigt, vil det blive udstedt. Deres initiativ er en del af de somaliske myndigheders bestræbelser på at løse mit problem, så jeg kan videreuddanne mig,« oplyser Mustaf Mohamed Takoy.
På Københavns Universitet opfatter de medstuderende Mustaf Mohamed Takoys sag som et brud på Erasmus Mundus’ formål: At uddanne særligt talentfulde studerende fra hele verden.
Franske Lucie Blackmore mener, at det prestigefulde europæiske Erasmus Mundus-program i sig selv burde være en blåstempling, der havde sikret Mustaf Mohamed Takoys indrejsetilladelse til Danmark.
»Derfor forsøger vi at gøre opmærksom på hans sag, og vi har blandt andet talt med Legal Aid i København, der oplyser, at de aldrig har hørt om lignende tilfælde. De siger også, at det er godt, vi reagerer, for når myndighederne hører om det her, er der en chance for, at andre studerende ikke bliver udsat for det samme,« siger Lucie Blackmore.
Studiekammeraten Elouise Lenson er enig: »Farven på passet skal ikke afgøre, hvem der kan uddanne sig,« siger hun.
Endnu en MERGED-studerende, Maia Curti fra Italien, giver udtryk for sin frustration over den uretfærdighed, som hun mener, Mustaf Mohamed Takoy er udsat for.
»Det var af moralske grunde, vi skrev under på brevet,« siger Maia Curti.
Ifølge Elouise Lenson er det spild af akademisk talent, at Mustaf Mohamed Takoy ikke fik chancen for at komme videre med sine studier i år.
»Jeg har set Mustaf Mohamed Takoys karakterudskrift, og jeg ved, han er en meget intelligent og talentfuld person, så jeg er ked af, at vi ikke kunne lære hinanden at kende,« siger hun.
De tre studiekammerater, Uniavisen har talt med, er enige om, at medarbejderne på MERGED burde have vidst, at et somalisk pas ikke er gyldigt i Danmark, men de er også klar over, at det virkelige problem er Danmarks regler for immigration.
Studieleder Carsten Smith-Hall har stor sympati for de studerendes engagement, og han forstår deres frustration:
»Set i bakspejlet skulle vi nok have orienteret de engagerede studerende bedre om processen, for selv om KU ikke arbejder synligt ’aktivistisk’, udfører vi et stort arbejde med at støtte vores ansøgere. Vi har også været i dialog med Mustaf Mohamed Takoy hele tiden, og vi har stadig kontakt, for vi vil naturligvis gerne have ham her, når vi har udvalgt ham til at gå på MERGED,« siger Carsten Smith-Hall.
Mustaf Mohamed Takoy har det sidste års tid boet i Kampala, Ugandas hovedstad, og allerede 12. juni afleverede han sin ansøgning til et ansøgningscenter i Somalia, der sendte den videre i systemet.
Men inden 12. juni skulle han udfylde en række spørgsmål på nyidanmark.dk i tæt samarbejde med medarbejdere fra KU, og han skulle betale et gebyr på 2.250 kroner for at få sin ansøgning behandlet.
Uniavisen har talt med en medarbejder i Udenrigsministeriet, og i den bedste af alle verdener skulle Mustaf Mohamed Takoy selvfølgelig have erfaret allerede i juni, at Danmark ikke anerkender somaliske pas. SIRI er nu, på baggrund af Mustaf Mohamed Takoys sag, begyndt at se på, hvordan det er muligt at yde bedre information om lovlig indrejse til Danmark.
Ifølge Udenrigsministeriet findes der dog steder, hvor det havde været muligt for både KU og Mustaf Mohamed Takoy at finde information om, hvilke pas eller andre dokumenter, der betragtes som gyldige, både her og på nyidanmark.dk.
Hverken Mustaf Mohameds Takoy eller KU fandt frem til den information tilbage i juni, hvorfor han brugte to måneder på blandt andet at sende ansøgninger og entrere med den danske ambassade i Kampala, mens han gik i håbefuld forventning om at kunne læse videre et sted højt mod nord i september.
»Jeg opdagede desværre først, at jeg ikke kunne rejse til Danmark, da jeg fik mit pas tilbage og læste afslaget 4. august. Det var uventet og meget svær situation for mig,« skriver han til Uniavisen.
Mustaf Mohamed Takoy har ikke nogen beskæftigelse i Uganda i øjeblikket. Her har han boet alene i det seneste år, og han siger, han klarer sig, men oplever sin situation som usikker.
»Jeg forsøger at holde mig i gang, så godt jeg kan. Jeg udvikler rutiner for dagligdagen og fokuserer på, at jeg forhåbentlig kan komme til at læse videre og begynde på MERGED i København næste år. Det gør, at jeg kan holde humøret oppe,« siger Mustaf Mohamed Takoy.
Hans drøm for fremtiden er at bygge fødevaresystemer hjemme i Somalia, så små samfund, der ligger langt væk fra de store byer, bliver mere modstandsdygtige over for klimaforandringer:
»Jeg håber at kunne blive specialist i at designe udviklingsprogrammer, der sikrer mere stabile afgrøder og forbedrer livet for beboerne i Somalias landsbyer,« siger han.